Herlev Bladet

Ukrainere i Herlev: Er det virkelighed eller mareridt?

I 2022-tal bor der i DK 16.422 med ukrainsk baggrund. Olga Rakitchenkova fra Herlev er en af dem, og lige nu frygter hun fremtiden for sit hjemland.

Lige for tiden burde 35-årige Olga Rakitchenkova fra Herlev sidde i en eksamensboble og færdiggøre sin master som landskabsarkitekt. Men det kniber med koncentrationen, når hendes hjemland er på vej til at blive besat og hendes familie, venner og bekendte bor midt i det land, som den store russiske krigsmaskine tromler henover.

»Jeg skriver om natur i boligområder, biodiversitet, beboerdemokrati og sådan, men det er lidt svært at koncentrere sig om, for hvor langt er vi egentlig nået med det, når der sker den slags ting i verden. Det virker ligegyldigt,« siger hun med tanke på det, der foregår i Ukraine i disse dage.

Selv er hun nemlig født og opvokset i det centrale Ukraine i regionen Tjerkasy, hvor hovedbyen af samme navn har knap 300.000 indbyggere. Her bor hendes familie og forældre stadig, selvom hun flyttede derfra som 20-årig for at blive au pair og læse i Danmark.

Efter hun har stiftet familien og har fået børn har hun jævnligt været tilbage for at besøge familien, to tre gange om året. 

»Sidste gang, vi var der, var i 2019, og så har vi ikke været tilbage siden på grund af corona,« fortæller hun og tilføjer, at de faktisk havde aftalt, at forældrene skulle besøge dem i Herlev til april.

Følger intenst med

Men det tror hun ikke så meget på nu, selvom hun fortæller, at Tjerkasy indtil videre næsten er gået ram forbi de russiske tropper. Der har indtil videre ’kun’ været luftalarmer, og så har russerne bombet et militært anlæg tæt ved byen. Derudover var der mandag en eksplosion, som i skrivende stund ikke er identificeret endnu.

LÆS OGSÅ: Lokal forening samler ind

Men tingenes tilstand ændrer sig hele tiden. Derfor følger Olga Rakitchenkova og manden Stefan, der oprindelig er fra Bulgarien, også ivrigt med i medierne. Lige fra om morgenen, når de står op, til om aftenen, når de går i seng. Eller det vil sige, det er mest Stefan, for Olga prøver som nævnt at koncentrere sig om sin familie i Ukraine og venner, master afhandling og det studiejob, som hun i øvrigt også lige skal passe.

Men der er mange tanker lige nu.

For det første har hun meget svært ved at se ukrainere som flygtninge – et begreb, der i hendes verden er fyldt med negative associationer. Hun er taknemmelig for,  at der er lavet asylundtagelse for ukrainske flytninge, men hun synes ikke, at de skal forskelsbehandles, fordi de er ’europæere’. Sorgen er jo lige stor, om man kommer fra Ukraine eller andre steder i verden ramt af krig. 

Forældre vil ikke flygte

Andre ting, der fylder i tankerne lige nu.

»Jamen så tænker jeg jo det samme som jer. Jeg bor her i Danmark og havde håbet, at det ikke ville ske, for jeg kunne ikke forestille mig det, så den dag, jeg hørte om bombardementerne, fik jeg et chok. (…) Er det virkelighed eller et mareridt,« forklarer hun, der også har en kusine, der bor i hovedstaden Kiev, og venner, der har forladt det hele og flyttet til et mere sikkert sted i Ukraine.

»De fleste folk vi kender og snakker med er parate til at blive og kæmpe for deres hjemland. Der er nogle, som er kaldt ind til militæret, så dem ved vi ikke, hvornår vi får at se igen,« siger Olga Rakitchenkova, hvis kusine heller ikke vil rejse, da hun ikke vil forlade sin mand.

De fleste folk vi kender og snakker med er parate til at blive og kæmpe for deres hjemland

Herlevborgeren er også overbevist om, at hun ikke får sine forældre til at flygte.

»Vi har tilbudt dem, at de kunne tage hertil, men de har jo hele deres liv i Ukraine, så det tror jeg ikke, de gør,« vurderer hun.

Stefan, manden, supplerer: 

»Og vi kan ikke bare rejse dertil, for det er for tæt på Kiev, og vi ved ikke, hvad der kan ske, så vi har ikke en chance for at hjælpe dem.«

Usikker på fremtiden

Olga Rakitchenkova understreger, at hun gerne vil bidrage og hjælpe så meget, hun kan, og familien har også samlet tøj sammen til flygtninge, men det er svært, når situationen ændrer sig dag for dag, og ingen ved, hvad fremtiden bringer.

»Det er svært at sige, hvad der vil ske. Har jeg overhovedet lyst til at tage tilbage, hvis det ikke længere er mit hjemland, hvis det hele er ødelagt. Mange af stederne for eksempel i Kiev har jeg jo været og kender, så de står mit hjerte nært. Det er jo dit hjem, din identitet, din familie,« påpeger hun.

»Og hvornår får jeg min familie at se igen,« spørger hun, der midt i al sin magtesløshed, fortæller, at det hjælper at tale om det. 

Derudover har hun også fået mange tilkendegivelser fra venner og kollegaer, og de varmer. 

Hader ikke russere

Hun var også med sin seksårige datter Sofia til demonstration foran den russiske ambassade i København forleden. Lillebror på 15 måneder blev hjemme. Forinden havde datteren lavet tegninger af situationen, som hun forstår den.

»Jeg ser det som min opgave at fortælle mit barn på et overordnet niveau, hvad der sker,« siger hun, der ikke synes, man skal skærme børnene for virkeligheden, hvis de er gamle nok til at forstå i hvert fald noget af den. Og det er heller ikke retfærdigt at gøre, når det for børnene i Ukraine er det en del af deres hverdag. 

Olga Rakitchenkova understreger, at det ikke skal tolkes sådan, at hun som ukrainer nu er imod alle russere, selvom forholdet til Putin og hans støtter er under frysepunktet.

Det er jo dit hjem, din identitet, din familie

»En ting er at hade Putin, men jeg kan ikke hade russere,« siger hun.

Hun kender selv flere russere der bor i Danmark, hun taler russisk og har bekendte i Rusland, men hun har efterhånden fundet det svært at snakke russisk med andre efter de sidste 15 års begivenheder i Ukraine. 

Derfor har hendes børn kun lært ukrainsk.

For deres og for alles skyld håber Olga Rakitchenkova, at NATO og EU vil gøre alt, hvad de kan for at tvinge Putin og Rusland til forhandlingsbordet. Og her tænker hun ikke på militær bistand.

Olga Rakitchenkovas datter Sofia har lavet tegninger, som viser den måde, hun forstår krigen på.

Symbolske handlinger

»Jeg synes, at meget af det der bliver gjort nu er symbolsk, så politikerne i de enkelte lande kan sige, at de har gjort noget. Militær støtte er ikke den rigtige vej, for det vil bare eskalere konflikten. Der skal skrappere økonomiske sanktioner til – både kortsigtede og langsigtede,« mener hun. 

Hun tilføjer, at hvis det virkelig skal batte, skal den enkelte borger være parat til for eksempel at betale væsentligt dyrere gas- og benzinregninger, for det vil Putin kunne mærke – hvis man dropper gasleverancerne fra Rusland, og hun er selv parat til at betale prisen for det.

»Jeg er vokset op med et minimum og er parat til at ofre noget af den tryghed, jeg har her. Men mine handlinger er jo ikke nok,« påpeger hun.

Når det er sagt, er hun overbevist om, at de ukrainske borgere, der historisk har prøvet lidt af hvert, nok skal klare sig, selvom tiden frem bliver hård. Konflikten mellem øst og vest har længe ligget og ulmet i Ukraine, og ifølge Olga Rakitchenkova har den været uafklaret siden Den Orange Revolution, hvor hun selv var aktiv i Kiev.

»Mange studerende og unge forlod deres studie for at tage til Kiev dengang,« forklarer hun om ukrainernes følelser for deres hjemland. 

»Men der skete reelt ikke meget. Så kom den anden revolution, og så gik det op for folk, at de selv skulle gøre noget, hvis de ville rykke ved noget,« siger hun.

Nu ser det ud til, at ukrainerne går på barrikaderne endnu engang.

Du er måske også interesseret i
Kommentarer
Henter kommentarer.....