Herlev Bladet

Fagregister top ann 4
Realize brochure ann

Endnu et plejecenter ramt af smitteudbrud

Der er smittede blandt ansatte og beboere på Lærkegaard Center.

Coronaen har endnu en gang fundet vej ind til et af byens plejecentre. Der er nemlig fire beboere og to ansatte på Lærkegaard Center, der er blevet bekræftet smittet med coronavirus. Det oplyser Herlev Kommune, der onsdag i sidste uge kunne fortælle, at Lille Birkholm plejecenter var ramt smitteudbrud. 

Smitteudbruddet på Lærkegaard Center betyder, at kommunen har fået påbud om, at der ikke må aflægges besøg på plejecenteret. Påbuddet er kommet fra Styrelsen for Patientsikkerhed og gælder fra den 14. december og indtil videre til den 1. marts 2021.

Læs også: 850 flere testede den seneste uge 

Enkelte undtagelser 

Besøgsforbuddet er betyder, at beboerne på plejecentret kun har mulighed for at få besøg, hvis der er tale om kritiske situationer eller besøg fra den nærmeste pårørende. Det gælder både på de indendørs fællesarealer, den del af boligen, som beboeren selv råder over, og de udearealer, som ligger på plejecentrets område.

Besøgforbuddet har ikke indflydelse på beboernes mulighed for at tage på besøg uden for plejecenteret.

Pårørende til en tidligere beboer, der er afgået ved døden, er ikke omfattet af besøgforbuddet, hvis formålet er at afhente ejendele. Det samme gælder ansatte, der skal levere varer eller serviceydelser til plejecenteret.

23 smittede over 80 år

De seneste tal fra Statens Serum Institut fra onsdag 16. december viser, at 12 Herlevborgere mellem 80-89 år og 11 over 90 år den seneste uge er blevet bekræftet smittet med coronavirus. I alt er 204 testet positive de seneste syv dage, hvilket giver en smitteincidens på 704,8 per 100.000 indbyggere. De hårdeste ramte aldersgrupper er de 10-19 årige med 42 nysmittede, 20-29 årige med 36 og de 40-49 årige med 29  smittetilfælde.

Artiklen er opdateret. Tidligere fremgik det kun, at der var flere smittede blandt beboere og ansatte. Nu fremgår det præcise antal. Desuden er de seneste smittetal for Herlev blevet skrevet ind.  

Læs også: Testcenter kommer til Herlev dagene op til jul

Herlev Bladet følger udviklingen tæt. Hold dig opdateret på heleherlev.dk og på vores Facebookside 

 

 

 

 

Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!