Forbinder syd og nord: Tunnelen er åben igen
Tunnelen under Ballerup Boulevard ved Skovlunde Centret er genåbnet, men kun i en spartansk og midlertidig version, inden den endelige løsning bygges i løbet af et par år.
Engang var det en populær og brugt forbindelsesvej at bruge tunnelen mellem det nu nedlagte Skovlunde Center nord for Ballerup Boulevard og centret syd for boulevarden.
De seneste år har tunnelen ikke været i brug, men det er den nu igen. Nu kan man atter gå under boulevarden, til gengæld kan man ikke gå videre og direkte op til Skovlunde Station, men kun ud af boulevarden.
Tunnelen er heller ikke velegnet for barnevogne eller kørestole, da der kun er en smal sliske, som passer til cykler, ved trapperne nord for boulevarden.
Det er nemmere at gå ned af trappen, som det er nu
Den uperfekte tunnel
Men det er helt planlagt, at den ikke er perfekt endnu.
Tunnelen skal gøres tidssvarende og blandt andet udstyres med en elevator, og når byggeriet er færdigt, skal man kunne gå i retning mod stationen.
Men mens man venter på det, er det trods alt bedre end ingenting at have en mere simpel tunnel, har borgere tidligere givet udtryk for, og det har kommunen valgt at følge.
Ikke endnu
Der var dog ikke nogen, som benyttede tunnelen, da Skovlunde Bladet var forbi en formiddag.
Vi mødte ægteparret Annette og Birger Bargholz, som kom fra boulevarden ned mod Center Syd af trappen ved siden af tunnelen og netop ikke tunnelen.
»Det er nemmere at gå ned af trappen, som det er nu. Vi glæder os til, at tunnellen bliver færdig, så vil vi benytte den, men det er da fint nok, at de har åbnet den nu, for dem der vil bruge den,« siger de.
LÆS OGSÅ: Da genåbningen blev udskudt
Der er lukket for kommentarer