Herlev Bladet

Han fandt Louise: Anden del – svært at finde hjælp

EFTERCHOKKET. I 2016 kort efter at Michael Hudlebusch fandt Louise Borglit dræbt i Elverparken, måtte han selv opsøge hjælp. Det var ikke nogen succes, men så mødte han tilfældigt SSP, og først da begyndte det at lysne.

Der er ofte flere ofre i en drabssag. Først og fremmest de efterladte, men så er der også dem, der på ufrivillig vis er blevet en del af sagen. Som for eksempel Michael Hudlebusch, der 4. november 2016 fandt den 32-årige Louise Borglit dræbt i Elverparken.

Et kort ’møde’, men alligevel ét, der satte varige spor i den 55-årige dækmontør. Særligt fordi han efterfølgende havde svært ved at finde den rigtige hjælp.

»Jeg skulle bare have en psykolog, jeg havde brug for hjælp,« forklarer Michael Hudlebusch fra sofaen i havestuen.

I dag er han mere afklaret, selvom man fornemmer en rest af frustration over forløbet.

»Jeg skulle selv finde en psykolog og fandt en lokal en. Fem til 10 minutter før tid, var der et ur, der klikkede, og så var tiden gået,« husker Michael Hudlebusch, der efter den første samtale slet ikke følte, at han havde fået den hjælp, han havde brug for.

Næste gang jeg finder en eller anden død person, så gider jeg fandeme ikke gøre noget

Tværtimod. Da han oven i købet så fandt ud af, at han selv skulle betale.

»Så blev jeg pissesur,« fortæller han, der tydeligt kan huske, hvad der så skete.

»En uge til 14 dage efter købte jeg et lys, som jeg ville sætte dér, hvor jeg fandt Louise, men i stedet smadrede jeg det ned i vejen ved siden af. Næste gang jeg finder en eller anden død person, så gider jeg fandeme ikke gøre noget, tænkte jeg. Aggressionerne skulle bare ud,« lyder det fra sofaen.

Heller ikke politiet var til meget hjælp.

»Politiet sagde til mig: ’Vi sidder herude på psykiatrisk center med familien, du kommer bare ud’, men det gør man jo ikke,« påpeger Michael Hudlebusch og læner sig tilbage.

Begravelsen

På samme tidspunkt blev han heldigvis spottet af kommunens SSP-folk, der som led i det forebyggende tryghedsarbejde gik meget omkring i Elverparken.

De fik ham henvist til kommunen, og så var hjælpen på vej. Han husker specielt den dag på jobbet, hvor kommunen vendte tilbage.

»Jeg stoppede mit arbejde og ringede hjem og sagde: ’De vil hjælpe mig hos kommunen’. Jeg fik fri proces hos en psykolog i Hellerup. To gange om ugen,« smiler han.

da jeg går ind ad døren, klapper de alle sammen. Så gik jeg i båden igen

Det gjorde han bestemt også dengang, selvom der var nogle bjerge i starten, der lige skulle bestiges først.

Det ene var begravelsen i Præstebro Kirke, hvor han og Gitte var blevet inviteret med.

»Jeg var ikke mig selv. Gitte spurgte mig efterfølgende, om jeg kunne huske, hvad farve kisten var. ’Den var hvid’, sagde jeg, men den var faktisk sort med blå blomster, fortalte hun.«

Dog husker Michael tydeligt, hvad der så skete.

»Vi blev inviteret ind i det tilstødende lokale, men som de sidste. De skulle nok komme og hente mig, sagde de. Det kunne jeg ikke se hvorfor. Men da jeg går ind ad døren, klapper de alle sammen. Så gik jeg i båden igen. Det var sådan lidt ahhhhr, den sved, for jeg havde jo ikke gjort noget særligt, jeg havde ikke fået Louise tilbage. Men så kom moren hen og sagde tusind tak, og så kom de to veninder også hen,« fortæller han.

Kommunen kom Michael til undsætning og stillede gratis en psykolog til rådighed.

Sygemeldte sig

Det andet bjerg, der skulle forceres, var midt i januar, hvor arbejdsbyrden på værkstedet begyndte at svinde ind. De fleste vinterdæk var skiftet.

»Det fyldte stadig rigtig meget, jeg tænkte på det, når jeg var væk fra mit arbejde og havde fri og kom hjem. Så kom det stille og roligt og opslugte mig,« fortæller han for fortsætter:

»Der kommer to kunder ind, og den ene siger: ’Gud,  det var da ham’, og i samme moment havde mine børn sendt en kurv med chokolade og det hele, så knækkede jeg. Da var jeg færdig, og så sygemeldte jeg mig.«

Derefter gik der to måneder, før Michael vendte tilbage på job. Mellemtiden brugte han på at gå til psykologsamtaler, lære forskellige terapeutiske øvelser, men også på at gå til præst.

Mødet med præsten

»Jeg mødtes med Dorte (sognepræst Dorte Østergaard Christensen, red.) cirka 14 dage efter begravelsen, og hun var eddermame god,« understreger han.

Specielt kunne han godt li’ hendes direkte måde at være på.

Han havde taget Gitte med til det første møde, og han kan huske, at de satte sig i kirkerummet.

»’Nå, hvad siger du Michael?’ ’Det er fandeme noget lort det her’, siger jeg, og Gitte sparker mig over benet og siger: ’Lad nu være med at bande her i kirken’. ’Men det er sgu noget lort, jeg kan ikke gøre for det her’, siger jeg. Jeg bandede og havde alverdens ord. Så siger Dorte til Gitte: ’Ved du hvad. Det er i orden, for det er noget lort’,« beretter Michael Hudlebusch, der fik en følelse af, at præsten var på hans side.

»Så jeg tabte hjertet til Dorte. Jeg havde lyst til at åbne op. Vi tændte et lys i kirken, og det var så fedt at snakke med Dorte. Hun var alletiders. Jeg følte, jeg havde fået en ven,« siger han.

Oven på igen

Efter cirka tre måneder hos psykologen følte han sig nogenlunde oven på igen. Da havde han også lært en masse øvelser og ikke tøvet med at læsse af på Gitte. Han havde sågar prøvet en clairvoyant dog uden den store virkning.

»Clairvoyanten fortalte, at efter seks måneder ville jeg begynde at få et signal fra Louise. Tusind tak, det lyder spændende, men nu er der gået mange år, og jeg har ikke fået noget. Så et eller andet sted tænkte jeg bare: ’Fuck det’,« forklarer Michael, der havde mere ud af sine møder med psykologen.

Clairvoyanten fortalte, at efter seks måneder ville jeg begynde at få et signal fra Louise

»’Jeg er ved at være klar til at komme ud igen og gå turen derned’, sagde jeg. Jeg kunne mærke, at nu rørte det mig ikke så meget. Psykologen sagde, at jeg skulle prøve at sige med 100 procents sikkerhed, hvor jeg fandt Louise. Og det kunne jeg ikke. ’Så er jeg klar’, sagde hun. De vil ikke have, at du kan huske det. Du skal have det væk fra hjernen. For hvis du hele tiden går og husker på det, så fortsætter det,« forklarer Michael Hudlebusch.

Han snakker hurtigt gennem hele interviewet, næsten uden pauser mellem sætningerne. Det er tydeligt, at han er vant til at fortælle om sit forløb – og har gjort det mange gange. Og så alligevel virker det som om, at han endnu ikke er helt afklaret.

Læs tredje del her

 

Du er måske også interesseret i
Kommentarer
Henter kommentarer.....