Herlev Bladet

Fagregister top ann 4
Realize brochure ann

Herlevit skuffet: Herlev Kommune ville ikke tage imod ukrainere

Herlev Kommune kunne ikke hjælpe med at tage imod og huse tolv ukrainere, efter Kirsten Høgfeldt fra Herlev havde kørt en bus hjem fra Polen med krigsflygtninge. Det kunne Ballerup Kommune til gengæld.

Efter at have kørt en busfuld af ukrainske flygtninge til Danmark sammen med sin mand og tre andre frivllige, stod Kirsten Høgfeldt fra Herlev søndag den 13. marts tilbage med tolv ukrainere, som ikke havde et sted at være. Hun havde håbet, at Herlev Kommune ville hjælp med at tage imod dem. Der var dog ingen hjælp at hente, fortæller hun. 

»Jeg fik af vide, at man ikke kunne gøre noget lige nu«, siger hun.

Inden bussen kørte afsted fredag den 11.  marts havde Kirsten Høgfeldt været i kontakt med borgmesterkontoreret i Herlev Kommune for at høre, om de kunne hjælpe med at tage imod de flygtninge, som eventuelt kunne mangle et sted at være.

Hun havde informeret borgmesterkontoret om, at de regnede med at have 45 flygtninge med hjem i bussen, men at det ikke var alle, der kom med tilbage til Herlev, fordi de ville sætte nogle af undervejs. 

Da Kirsten Høgfeldt ingen hjælp fik fra Herlev Kommune til at tage imod og huse de tolv ukrainske flygtninge, som var tilbage i bussen fra Polen, henvendte hun sig til Ballerup Kommune. Her var svaret et andet. 

»De sagde ja, det skulle de nok hjælpe til med. Der var slet ikke noget der. Der skulle nok være plads til dem alle, hvis vi kom med alle 45,« fortæller Kirsten Høgfeldt. 

Herlevitten fortæller, at Ballerup Kommune heller ikke var klar til at tage imod flygtningene, men med 48 timers varsel gjorde de sig klar til at byde de tolv ukrainere velkommen. 

Læs mere om Kirsten Høgfeldts tur til Polen efter ukrainske flygtninge her.

Ingen hjælp i Herlev

Kirsten Høgfeldt er meget glad for Ballerup Kommunes hjælp, men er skuffet over, at Herlev Kommune ikke kunne tilbyde den samme hjælp. 

»Jeg synes, det er utroligt, at en kommune siger nej og en anden siger ja. Det viser noget om en følelsesmæssig struktur i kommunen,« siger hun. 

Hun har svært ved at forstå, at Herlev Kommune ikke ville hjælpe dem, fordi borgmester Thomas Gyldal Petersen (S) på facebook og til Herlev Bladet havde meldt ud, at Herlev var klar til at tage imod flygtninge. 

»Kommunen er afvisende overfor flygtninge, der er i nød. Jeg kan godt tage en afvisning, men jeg er skuffet og forundret over, at man ikke kan hjælpe, når borgmesteren skriver på Facebook, at vi skal hjælpe de ukrainske flygtninge,« siger hun og tilføjer:

»Så er man ikke parat til at hjælpe. Så må man vente med at skrive, at man vil hjælpe før man er parat til det,« siger hun.

Kommunen er afvisende overfor flygtninge, der er i nød

Ifølge borgmesteren i Herlev Thomas Gyldal Petersen (S)  handler det ikke om, at de ikke vil hjælpe, men at det er en større problematik end de tolv flygtninge, som Kirsten Høgfeldt havde med tilbage til Herlev.

»Der er ikke tale om modvilje. Der er ikke tale om noget som helst. Der er tale om, at det her bliver en kompleks og stor opgave. Den er vi i fuld hast klar til at løse,« siger han. 

Ifølge borgmesteren har Herlev Kommune ikke mulighed for at tage imod flygtninge fra Ukraine på nuværende tidspunkt, da de afventer at få tildelt opgaven fra staten. 

»Lige nu er det sådan, at de statslige myndigheder har ansvaret for de ukrainere, der kommer til Danmark, hvis ikke de kan klare sig selv,« siger han og tilføjer: 

»Herlev knokler, og vi er klar lige så snart vi bliver bedt om at være klar. Og det er ikke op til den enkelte borger, at bede os om det. Det er sådan set op til staten at gøre det,« siger borgmesteren. 

Der er ikke tale om modvilje

Vil tage opgaven på sig 

Ifølge Thomas Gyldal Petersen mangler Herlev Kommune boliger, som kan huse flygtningene. Derfor kan kommunen ikke bare træde til at hjælpe, når Herlevborgere tager flygtninge med hjem, fortæller han. 

Thomas Gyldal Petersen bekræfter, at borgmesterkontoret har været i kontakt med Kirsten Høgfeldt.

»Der har været en tæt dialog med den pågældende. Vores opfattelse har været, at der har været god forståelse af, at det er den rigtige måde at gøre det på,« siger han. 

Men borgmesteren er overrasket over, at Ballerup Kommune har hjulpet med at tage imod de tolv flygtninge, som Kirsten Høgfeldt havde med tilbage.

»Hvis Ballerup Kommune kan stille boliger til rådighed for flygtninge med et fingerknips, fordi de har ledige boliger, så synes jeg det er rigtig rigtig godt. Den mulighed har vi ikke lige nu i Herlev,« siger han. 

Men Thomas Gyldal Petersen fortæller også, at Herlev Kommune er ved at forberede sig på at kunne modtage de flygtninge, som staten kommer til at tildele Herlev. 

»Vi skal nok være klar til at tage imod dem, når vi får opgaven,« siger borgmesteren i Herlev.

Ifølge Ballerup Kommunes presseafdeling har Kommunernes Landsforening (KL)  bedt kommunerne om at udvise konduite (høflighed og ordenlighed red.) i forbindelse med hændelserne i Ukraine.

‘Det har vi gjort i forbindelse med ankomsten af bussen og ukrainerne, som vi har taget imod’, skriver Ballerup Kommunes presseafdeling i et mailsvar til Herlev Bladet.

LÆS OGSÅ: Herlev Gymnasium & HF får knap 40 mio. i kompensation for elevstop 

Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!