Imponerende kosmetik: Herlev-elev kom med på et afbud og vandt DM i Skills
21-årige Melina Moshtaghian fra Herlev NEXT vandt DM i Skills og kan nu kalde sig danmarksmester i kosmetik for erhvervsskoleelever.
Melina Moshtaghian, som lige nu er i skoleoplæring på praktikcenteret Herlev NEXT, løb i weekenden med sejren i DM i Skills inden for kosmetikerfaget. Her præsterede hun flot og stylede blandt andet en skøn model i 1920’er Charleston-stil. Det skriver NEXT Uddannelse København i en pressemeddelelse.
Det 21-årige kosmetiktalent er selv utrolig glad, men også en smule overrasket over at løbe med sejren. Det skyldes, at hun kom med på et afbud, og derfor ikke havde meget mere end en måned at træne op i.
»Det er ikke helt gået op for mig, at jeg har vundet. Jeg stillede jo bare op for sjov og har haft meget kort tid til at forberede mig, men jeg har fået vildt meget støtte af min instruktør på NEXT, og vi har arbejdet meget fokuseret op til mesterskabet,« siger hun i pressemeddelelsen.
LÆS OGSÅ: Vinelskere væltede medborgerhuset
Stor fremtid foran sig
Og netop Melina Moshtaghians kosmetikunderviser og instruktør, Mette Stenfeldt fra NEXT i Herlev, er stolt af hendes arbejde:
»Melina er gået ind i det med liv og sjæl. Vi var jo bagud med træningen fra start, så det er imponerende, at hun endte med at være så godt forberedt til mesterskabet, at hun kunne vinde. Men hun har også arbejdet hårdt og taget sin fritid i brug, og så er hun bare super dygtig. Jeg er sikker på, at hun har en kæmpe fremtid som kosmetiker foran sig,« siger hun om sin elev, der bliver færdigudlært til juli og har fuldført det meste af sin uddannelse i skoleoplæringen, da hun mistede sin læreplads tidligt i sit uddannelsesforløb under coronanedlukningen i 2020.
LÆS OGSÅ: Politi og kommune sammen om tryghed
Erhvervsuddannelser falder i popularitet
Skillsmesterskaberne blev i år besøgt af over 60.000 gæster, blandt andet flere tusinde grundskoleelever. Og det er i følge NEXT dirketør Ole Heinager af stor værdi, at erhvervsskoleelever som Melina kan inspirere andre unge.
»Vi har brug for, at flere unge vælger en erhvervsuddannelse i Danmark, og her spiller elever som Melina en afgørende rolle, da de med deres passion og dygtighed kan være rollemodeller for de yngre grundskoleelever, « siger han i pressemeddelelsen.
NEXT er en uddannelsesinstitution, som huser en lang række erhvervsuddannelser. Men den seneste opgørelse fra Danmarks Statistik viser, at erhvervsuddannelser fortsat falder i popularitet.
Der er lukket for kommentarer