Herlev Bladet

Fagregister top ann 4
Realize brochure ann

»Jeg er rasende over letbanens håndtering af det her projekt«

Herlevs borgmester, Thomas Gyldal Petersen, er rasende over letbanens håndtering af vejspærringen.

»Jeg er rasende over letbanens håndtering af det her projekt. Vi har ikke endeligt godkendt denne her beslutning. Det er letbaneselskabet ensidigt, der har truffet den.«

Sådan lyder ordene fra borgmester Thomas Gyldal Petersen (S). 

Det skaber stor frustration hos borgmesteren, at letbaneselskabet har givet udtryk for, at det er Herlev Kommune, der har vurderet afspærringen af til- og frakørslen i Musikkvarteret som den bedste løsning.

»Jeg er virkelig frustreret over, at letbaneselskabet giver os skylden for at indføre en beslutning, som jo mildest talt er en utrolig dårlig løsning, som kommer til at medføre store gener,« siger han.

LÆS MERE: Lukning for til- og frakørsel i Musikkvarteret frustrerer beboere

Letbanens beslutning

Fra tirsdag den 21. marts spærres Herlev Ringvej af for al trafik mellem Lyskær og Herlev Hovedgade, fordi Hovedstadens Letbane er stødt på jord, som ikke er egnet til at bygge på. Det betyder, at beboerne i Musikkvarteret ikke længere kan køre nedad Kantatevej og direkte ud på Herlev Ringvej, men i stedet skal køre ned til Slotsherrensvej.

Derfor har Thomas Gyldal Petersen de sidste to dage modtaget en del henvendelser fra beboere i Musikkvarteret, der især retter deres frustrationer mod kommunen. Det ærgrer ham, da han selv er utilfreds med den beslutning, som letbaneselskabet har truffet.

»Jeg synes overhovedet ikke, at den løsning er acceptabel. Hverken for beboerne eller virksomhederne, der kører på de veje,« siger han.

Derfor pointerer han, at selvom Herlev Kommune er utilfreds med Hovedstadens Letbanes beslutning om afspærring af til- og frakørslen i Musikkvarteret, kan letbaneselskabet se bort fra dette, da det er dem, ifølge Thomas Gyldal Petersen, der har det sidste ord.

»Der er en anlægslov, der fortæller, at det her letbaneprojekt skal gennemføres, og letbaneselskabet har jo et ansvar for, at projektet bliver til noget. Hvis de ikke er tilfredse med de vilkår, Herlev Kommune fremstiller, så kan de sådan set bare beslutte, hvad de vil,« siger han.

Manglende dialog

Ifølge Thomas Gyldal Petersen har Herlev Kommune undervejs i projektet været i dialog med letbaneselskabet. Her har forvaltningen forsøgt at få letbaneselskabet til at finde flere forskellige alternative løsninger, men det siger han, at letbaneselskabet har afvist.

»De har ikke valgt at lytte til forvaltningens løsninger, og så har de ensidigt truffet denne her løsning. Letbaneselskabet med anlægsloven i hånden faktisk påtvinge deres egne løsningsforslag,« siger han.

Herudover fortæller han, at han hele tiden har haft indtrykket af, at kommunen og letbaneselskabet havde et godt samarbejde kørende, men at dette har ændret hans syn på det.

»At letbanen har truffet denne her beslutning, uden at de har snakket med os om det, er i strid med den aftale, vi har haft, som handler om, at eventuelle ændringer i projektet skal kommunikeres mellem os minimum 14 dage før. Det er helt uacceptabelt,« siger han.

Ikke endelig løsning

Selvom letbaneselskabet har meddelt beboerne, at til- og frakørslen i Musikkvarteret afspærres fra på mandag, fortæller Thomas Gyldal Petersen, at det ikke er ensbetydende med, at det er sådan, det ender.

»Jeg kommer sammen med direktionen til at bruge kræfter på, at vi sammen med letbaneselskabet kan finde en bedre løsning til borgerne,« siger han.

Men selvom borgmesteren siger, at han vil gøre alt for, at der bliver truffet en bedre beslutning for beboerne, er han stadig forberedt på, at kommunen og letbaneselskabet ikke bliver enige om en endelig løsning.

»Jeg er stadig bekymret for, at vi, ifølge letbaneselskabet, ikke kommer med en ’bedre’ løsning, og så ender det med, at de trumfer deres egen løsning igennem. Så må vi finde ud af, hvad der så er af andre muligheder,« siger han.

Det har tirsdag ikke været muligt at få en kommentarer fra Hovedstadens Letbane. Herlev Bladet følger op på sagen.

Har du kommentarer til denne historie, så skriv til camilla@herlevbladet.dk

LÆS MERE: Sådan ser de første letbanetog ud

Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!