Lukning for til- og frakørsel i Musikkvarteret frustrerer beboere
Beboere i Musikkvarteret er frustrerede over, at der lukkes for til- og frakørsel i kvarteret, når Herlev Ringvej spærres af for trafik mellem Lyskær og Herlev Hovedgade fra næste uge.
»Der kommer øget tid for udrykningskøretøjer til kvarteret.« »Man har ikke taget hensyn til os beboere.« »Man skulle have inddraget beboerne, før projektet startede.«
Sådan lyder det fra tre beboere i Musikkvarteret.
Søndag aften modtog de et brev fra Hovedstadens Letbane, hvor der står, at til- og frakørslen i Musikkvarteret bliver lukket, når Herlev Ringvej spærres af for al trafik mellem Lyskær og Herlev Hovedgade fra tirsdag den 21. marts og cirka fem måneder frem.
Og denne udmelding frustrerer beboerne, Per Laub, Torsten Tvermosegaard og Anders Strate-Jensen. Både når det handler om manglende dialog med beboerne, øget transporttid for beboere og udrykningskøretøjer og øget trafik på Slotsherrensvej.
Øget transporttid
I forbindelse med bebyggelsen af den nye letbane er Hovedstadens Letbane stødt på jord, som ikke er egnet til at bygge på, og derfor skal udskiftes.
Derfor vil afspærringen på Herlev Ringvej medføre, at beboere, der skal til Musikkvarteret, ikke længere kan køre ad Herlev Ringvej til Kantatevej.
Bilister skal i stedet under afspærringsperioden køre en omvej, hvor de skal køre via Nordre Ringvej til Ejby Mosevej til Slotsherrensvej til Sommerfuglevej, som bliver til Viemosevej, hvilket vil skabe øget transporttid.
Især øget transporttid for udrykningskøretøjer er noget, som bekymrer Torsten Tvermosegaard og Per Laub. De føler ikke, at der er blevet taget hensyn til den store omvej, som udrykningskøretøjerne skal køre for at komme til Musikkvarteret.
»Det kommer jo til at tage længere tid for brandbiler og ambulancer, når de skal køre helt fra Slotsherrensvej i stedet direkte fra Herlev Ringvej,« siger Torsten Tvermosegaard, der bor på Violinvej i Musikkvarteret.
Det er Per Laub, der også bor på Violinvej, helt enig i.
»Hvad med ambulancer og brandbiler, der skal hen til Musikkvarteret? Det bliver jo nærmest umuligt at komme ind i kvarteret morgen og aften. De har jo glemt sikkerhedsaspektet i det,« siger Per Laub.
Og det er ikke kun den øgede transport for udrykningskøretøjer, der frustrerer beboerne. Det er også den ekstra køretid, som de vil komme til at få – især i myldretiden.
»Vi får jo meget længere transporttid, når vi skal til og fra arbejde. Det er fuldstændig respektløst for folks tid og hverdag,« siger Per Laub.
»Der er massiv risiko for, at vi pludselig får en forsinkelse på 10-20 minutter. Og hvad med de børn der skal køres til fritidsaktiviteter i Skovlunde og Herlevhallen?« siger Torsten Tvermosegaard.
»Der er i forvejen meget trafik på Kantatevej. Og det kommer til at tage for lang tid at aflevere mine børn i skole,« siger Anders Strate-Jensen, der bor på Fagotvej.
LÆS MERE: Herlev Ringvej spærres for trafik mellem Lyskær og Herlev Hovedgade i fem måneder
Ingen dialog og inddragelse
At beboerne i Musikkvarteret først hører om afspærringen søndag aften i brevet fra Hovedstadens Letbane, er de meget uforstående over for.
Per Laub synes, at beboerne har haft krav på at høre om omlægningen, inden det blev besluttet, at Herlev Ringvej skulle spærres af for Musikkvarteret.
»Det er enormt let for letbanen bare at sige, at nu lukker de bare af i fem måneder. Det er for dårligt, at de ikke har holdt nogle informationsmøder, hvor vi er blevet oplyst noget før,« siger han og tilføjer:
»Der har ingen dialog været. Ingen dialog overhovedet.«
Torsten Tvermosegaard synes heller ikke, at det kan være rigtigt, at beboerne overhovedet ikke er blevet inddraget.
»Man har jo nærmest ikke gjort sig nogle tanker for borgerne i kvarteret. Man skulle have inddraget os, før man bare valgte at skulle lukke Ringvejen af,« siger Torsten Tvermosegaard.
Anders Strate-Jensen kan heller ikke se pointen bag, at beboerne ikke er blevet informeret som nogle af de første.
»Vi er frustrerede over, at man bare deler et brev ud i vores postkasser, hvor der står, at de bare lukker af. Vi er slet ikke blevet inddraget i processen,« siger Anders Strate-Jensen.
Manglende løsning til beboerne
De mener alle tre, at der skulle være blevet fundet en strategi for beboerne i Musikkvarteret, så afspærringen ikke kommer til at skabe gener i lige så høj grad.
»Det er urimeligt, at de lukker af i så lang en periode. De skulle jo være kommet med en løsning for os i Musikkvarteret først,« siger Per Laub.
»Man kan ikke bare lukke, før man har afsøgt mulighederne for, at der er normal og optimal trafik for os beboere,« siger Torsten Tvermosegaard.
»Selvfølgelig skal man i første omgang spørge os, hvad vi tænker kan være en god løsning. Det er da ren logik,« siger Anders Strate-Jensen.
I stedet har de alle tre bud på nogle løsninger.
»Man bør lave en genåbning af vejen under motorvejen op til Frederikssundsvej. Og eventuelt lave noget lysregulering under broen,« foreslår Torsten Tvermosegaard.
»Man burde have ventet med at lukke Kantatevej ud mod ringvejen, til HOFOR var helt færdig med graveriet,« siger Per Laub, der henviser til HOFOR’s gravearbejde i forbindelse med udskiftning af vandrør.
Anders Strate-Jensen er enig med Per Laub i, at man først bør afspærre Kantatevej, når HOFOR er helt færdige med projektet. Men han har også et andet forslag:
»At man får åbnet enden af Kantatevej, så man kan kører ud ad kvarteret om morgenen via tunnelen ind under motorvejen og ud til Herlev Hovedgade,« siger Anders Strate-Jensen.
Har du kommentarer til denne historie, så skriv til camilla@herlevbladet.dk
LÆS MERE: Sådan ser de første letbanetog ud
Der er lukket for kommentarer