Herlev Bladet

Fagregister top ann 4
Realize brochure ann

Opdateret: Endnu en kæmpebøde for besiddelse af lattergas i sin bil

En 23-årig mand fik for nylig en bøde af politiet, fordi han var blevet standset to gange med lattergas i bilen.

Opdateret mandag 4. marts: Københavns Vestegns Politi oplyser mandag morgen på det sociale medie X, at man har stoppet endnu en ung mand med lattergas i bilen, denne gang en 29-årig også i Ballerup. Han får en bøde på 3.000 kroner for besiddelse af lattergasflasken og så får han oveni en bøde på 10.000 for at transportere farlige beholdere under tryk uden de fornødne tilladelser og forholdsregler.

Indenfor de sidste halve år har Serviceafdelingen i Herlev Kommune fundet mærkbart mange lattergasbeholdere smidt i rabatterne. I den forbindelse bragte Herlev Bladet for nylig et tema om lattergas med fokus på, hvor farligt og skadeligt det kan være for unge at indtage. Desuden fortalte Københavns Vestegns Politi, at man sidste år var medvirkende til, at loven blev strammet på området, så det i dag er forbudt at besidde lattergas med mindre, det skal bruges i en erhvervsmæssig sammenhæng.

LÆS hele Herlev Bladets tema her.

Det fik en 23-årig ung mand så at mærke for nylig. På det sociale medie X skriver Københavns Vestegns Politi, at man for nylig gav den pågældende en bøde på 28.000 kroner for at have lattergas-beholdere i sin bil.

Også bøde for farlig transport

Bødens størrelse skyldes, at manden hele to gange i september og december 2023 var blevet standset i sin bil i Ballerup med henholdsvis fire beholdere af 640 gram og to beholdere med cirka 800 gram lattergas. For det fik han bøder på henholdsvis 3.000 og 5.000 kroner.

Derudover blev han i begge tilfælde desuden sigtet for at overtræde reglerne om at transportere farlige beholdere under tryk, hvilket kostede 10.000 kroner pr. gang. Betales bøden ikke, går sagen i retten, oplyser politiet.

1. juli 2023 blev det forbudt for almindelige borgere at besidde og sælge lattergaspatroner uanset mængde på offentlige steder, skoler og institutioner og lignende. Bliver man taget af politiet med lattergas på sig, kan det give bøder på alt fra 3.000 kroner (for op til 1.349 gram gas) til 50.000 kroner (over 2.700 gram gas). Derudover kan det koste over 10.000 kroner i bøde for at besidde lattergas i køretøjer.

Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!