Kronik: Danmarks første kvindelige kordegn blev ansat i Herlev

Af Tove F. Buch 

Den 4. marts, 1953 kunne man læse i Herlev Folkeblad under overskriften: ’Får Herlev Danmarks første kvindelige kordegn?’ at menighedsrådet ved Herlev Kirke enstemmigt havde indstillet den nuværende leder af kirkekontoret Karen Hansen til stillingen som kordegn ved Herlev kirke. 

Og dagen efter lød overskriften i Herlev Avis: ’Danmarks første kvindelige kordegn ansættes i Herlev.’ 

Mange aviser fulgte trop, for det var en sensation, der blev spredt over hele Danmark. 

En journalist skrev: ’Hvad kan en pige blive? – Kordegn.’ En sådan overskrift var ikke gået i dag. Den 1. april, 1953 blev Karen Hansen indsat ved gudstjenesten i Herlev Kirke, og var i flere år fortsat Danmarks første kvindelige kordegn. 

Det er nu 70 år siden, og hvem var så Karen Hansen? 

Ja udover at være min farmor, så var hun en driftig kvinde, der altid havde arbejdet hårdt, men altid med det, hun godt kunne lide nemlig at være noget for andre mennesker. 

Hun betragtede sine opgaver som et kald. 

Karen Hansen havde ved sin indsættelse som kordegn allerede i 2,5  år haft funktionen som leder af Herlevs kirke- og kirkegårdskontor med kontor i hendes hjem i Højbo på Hjortespringvej 30 (nu Herlevgaardsvej).

 Siden flyttede hun til Herlev Ringvej 17, 2. sal til højre, og kontoret flyttede med.

’Hvad kan en pige blive? – Kordegn.’ En sådan overskrift var ikke gået i dag.

Herlevs første Sæbehus

Karen Hansen og hendes mand Hans Peter Hansen kom til Herlev i 1920, hvor hendes mand blev forpagter på Aalbrogaard. Og Karen Hansen gik i gang med at sy for Herlevs damer. 

Efter et par år flyttede de til 1. sal i smed Møllers hus, hvor Karen Hansen åbnede Herlevs første Sæbehus, en forløber for Schous sæbehuse. Hendes mand var blevet chauffør for BP, da ejerne af Aalbrogaard afhændede gården, og cyklede hver dage mellem Herlev og Benzinøen i Frihavnen. 

Siden byggede de Højbo og flyttede dertil i 1926-27. 

Fra 1940 til 1950 var Karen Hansen medhjælpende hustru ved Herlev Kirke og kirkegård, idet hendes mand var graver og kirketjener ved Herlev Kirke. 

Det var den gang, der skulle ringes – men håndkraft – fem gange i døgnet. Kirkeklokken var byens ur. 

Hjemmet var altid åbent for børn, der havde det svært, og Karen Hansen var aktiv i det sociale arbejde i Herlev kommune, blandt andet som medlem af Herlev Kommunes børneværn. 

Som kordegn syede hun dåbskjoler, som hun udlejede. En søndag, hvor 14 børn skulle døbes, var alle hendes dåbskjoler i brug.

BT skriver historien igen

I september 1955 kan man læse i BT, at det fortsat er usædvanligt, at Herlev har en kvindelig kordegn: Udenbys kirkegængere er ved at tabe næse og mund, når de ser, at det er en kvindelig kordegn, der står i kirken. 

For Herlevs borgere var det en tryghed uanset, om det var dåb eller vielse, så udtalte de, når bare fru Hansen er der, så skal det nok gå.

At være kordegn den gang betød fem gudstjenester på en søndag. Hun var i kirken fra klokken 8 til klokken 17. 

Der var kun én gudstjeneste, som hun ikke var vild med. Det var midnatsgudstjenesten nytårsaften. Hun hadede fyrværkeri. Et år gik det ud over to drenge, der stod i Bygaden og skød nytårskrudt af. Hun løftede sin stok og råbte: »I kan bare lige prøve at skyde af efter mig.« Da hun passerede dem, hørte hun dem sige: »ØV, at vi ikke har mere krudt, for hun skulle da have haft en efter sig.«

 Hendes humor fornægtede sig ikke. For hun kunne ikke lade være med at le, da hun skulle fortælle os om den oplevelse.

Foran sin tid

Hun var på mange måder foran sin tid. Det var derfor med stor sorg, hun i årsskiftet 1960-61 måtte sige sit job op. 

Hun var blevet ramt af grå stær, en øjensygdom, der dengang ikke kunne opereres med samme succes, som i dag. Hun gennemgik operationen, men den lykkedes ikke. 

Hun fortsatte sit sociale engagement med søndagseftermiddagskaffe til enlige damer, og hvis de flyttede på plejehjemmet, kunne man finde hende på besøg, for som hun sagde: Jeg kan lige så godt vænne mig til det, for jeg skal jo nok her ind en gang. 

Hun døde i 1980 – 30 år efter sin mand.

LÆS OGSÅ: Herlevborger gjorde nyt fund efter at arkæologerne var færdige