Lang fængselsstraf til Skovlunde-borger for narkosalg
En 25-årig mand fra Skovlunde har ved Retten i Glostrup fået dom for blandt andet salg og besiddelse af kokain.
En 25-årig mand fra Skovlunde kan se frem til at skulle tilbringe jul og nytår i år og mange år frem bag tremmer.
Det bestemte Retten i Glostrup torsdag, hvor han fik en dom på syv og et halvt års fængsel for besiddelse og salg af mere end to kilo kokain i en ubestemt periode før 20. august i år. Den dag, han blev anholdt på sin adresse, en lejlighed i Skovlunde.
Ifølge anklageskriftet skulle han i den ukendte periode have solgt i alt 2.942 gram kokain til et større antal personer i Skovlunde og i Storkøbenhavn med en betydelig fortjeneste.
Fandt også pistol
Ved anholdelsen konfiskerede politiet 141 gram kokain på den 25-åriges adresse og i hans bil samt to digitalvægte, et antal pølsemands- og plastposer og en kokainpresse.
Ved samme lejlighed fandt man en pistol med 107 stk. forskellige patroner i et kælderrum tilhørende bopælen.
Politiet konfiskerede også over 100.000 danske kroner, 3.200 svenske samt 685 euro.
Der er lukket for kommentarer