Louise-drabet dag 12: Barsnak eller ulovlig afhøring?

Det er helt unikt i dansk retshistorie, at man som i Louise-sagen har benyttet en politiagent, en såkaldt infiltrator, i et fængsel for ved hjælp af hemmelige aflytninger at få en tilståelse ud af en mistænkt. Derfor kiggede både forsvarer Christina Schønsted og specialanklager Bo Bjerregaard mod Norge, hvor der i år er afgivet en landsretsdom om samme emne, da de tirsdag skulle argumentere for, hvorfor de mente, at aflytningerne skulle tillades eller ej som beviser i sagen. Altså om der har været tale om uformelle samtaler eller om afhøringer uden sigtedes rettigheder. Noget der kan få afgørende betydning for sagens skæbne, hvis ikke de bliver tilladt.

Bo Bjerregaard lagde for på en dag, hvor sagen var flyttet til en mindre retssal, fordi nævningene ikke skulle møde, da ovenstående alene er et spørgsmål, som de juridiske dommere skal afgøre.

Anklageren startede med at definere, hvad en afhøring er jf. den danske ordbog. Det fremgik, at det er en fast struktureret og formel udspørgen af en mistænkt, hvor politibetjenten styrer dialogen ved at stille spørgsmål, som skal besvares. Modsat en samtale, hvor der ifølge ham er tale om en gensidig spontan og ustruktureret dialog, hvor begge parter kan byde ind.

Tiltalte kunne lige så godt sige noget lignende til en cellekammerat eller en, han møder i en bar

»Min vurdering er, at ingen af samtalerne (lydoptagelserne fra fængslerne, red.) udgør afhøringer. Det er ingen af dem i nærheden af at være. Ingen har noget, der ligner en fast struktur, hvor ‘Frank’ (politiagenten, red.) som den eneste stiller spørgsmål, som kun tiltalte svarer på. (…) Det fremstår frivilligt, og det er på ingen måde Frank, der styrer samtalen eller i øvrigt lokker og forleder tiltalte til at sige ting. De kommer ganske frivilligt,« påpegede Bo Bjerregaard og kom med fem konkrete eksempler fra de 73 fremlagte lydoptagelser i sagen.

»De er ikke er i nærheden af at være afhøringer. Tiltalte kunne lige så godt sige noget lignende til en cellekammerat eller en, han møder i en bar. Det er ikke afgørende, hvem han udtaler sig til, det afgørende er, om der er tale om en afhøring,« bad han retten have in mente og tilføjede, at Frank i de fleste af samtalerne ikke siger andet en ‘ja’, ‘ja’ og ‘ja’ – altså taler tiltalte efter munden.

Tiltalte talte mest om sagen

Derefter understregede han over for retten det vigtige i ikke bare at skære alle lydoptagelserne over én kam, skulle retten komme frem til, at nogle af samtalerne var afhøringer.

»Retten bliver nødt til at foretage en konkret og individuel vurdering af hver enkelt samtale. Så må retten se på, hvem der starter med at tale om Louise-drabet, hvem taler mest om det, om Frank stiller afhørings-agtige spørgsmål om drab, eller om Frank for det meste kun siger ja eller nej til tiltaltes ordstrøm,« påpegede anklageren og henviste til, at de fem eksempler, han havde hevet frem, var centrale beviser i sagen, fordi de ifølge ham udgør nogle af den tiltaltes mest inkriminerende udtalelser.

De er optaget i både Enner Mark og Nørre Snede fængsler og starter med gårdturen 3. november 2020, hvor de taler om Louise-drabet første gang, og slutter med Franks sidste besøg 30. marts 2022.

Opsummerende understregede Bo Bjerregaard, at alle lydoptagelserne efter hans opfattelse er lovligt tilvejebragt og overtræder ikke forbuddet mod selvinkriminering. Desuden havde retten givet lov til rumaflytninger, før de gik i gang. Derudover henviste han til den norske landsretsdom i en sag, der minder om denne som tidligere nævnt, hvor det fremgår, at infiltration må bruges som et lovligt efterforskningsskridt for at fremprovokere en tilståelse.

LÆS OGSÅ: Louise-drabet dag 11: Usikkerhed om sagens fremtid

»For det første er aflytningerne foretaget efter loven, og retten har fra starten af kendt til dem, og tiltalte har frivilligt deltaget, selvom han kunne have afvist besøg og afvist at tale om Louise-drabet (…). Derudover er det tiltalte og ikke Frank, der igen og igen vender tilbage til drabet, og det er i alle tilfælde tiltalte, der taler om det i størstedelen af tiden,« påpegede han og underbyggede påstanden med nogle tal, der oplyser, at i forbindelse med opholdet i Enner Mark Fængsel, hvor de havde to gange dagligt samvær, talte de om drab i 20 af samtalerne, og 14 gange startede den tiltalte – altså i 70 procent af tilfældene.

Bo Bjerregaard sluttede af med at pointere, at Franks vidneforklaringer i retten, som tager udgangspunkt i lydoptagelserne, af samme årsag også bør tillades som beviser i sagen.

‘Frank’ blev ved og ved

Dernæst var det forsvarers Christina Schønsteds tur. Med den 29-årige tiltalte ved sin side og en masse eksempler fra Retsplejeloven og Menneskerettighedsdomstolen samt den norske landsretsdom argumenterede hun for, hvorfor hun mente, der netop VAR tale om en afhøring af hendes klient i fængslerne og ikke en samtale. Og dermed ulovligt tilvejebragte beviser, hvorfor alle lydoptagelser og Franks vidneudsagn ifølge hende bør tages ud af sagen.

»Franks forklaring i retten holder på ingen måde vand. Vi har hørt talrige eksempler på, at Frank leder samtalerne over på Elverparken,« sagde hun og læste flere af dem op i retten.

Hun læste også flere eksempler op, hvori det fremgik, at hendes klient nægtede at have haft noget med Louise-drabet at gøre.

Frank burde have stoppet langt tidligere, fordi min klient gentagne gange siger, at han ikke har noget med drabet i Elverparen at gøre

»Det er bare et lille udsnit af de mange eksempler på afhøringer, hvor min klient nægter at have haft noget med drabet at gøre. Så bliver Frank alligevel ved og ved og ved at stille ham spørgsmål. Faktisk i tre uger. Det er en meget lang afhøring, der efter min opfattelse fortsætter for at få en tilståelse. Frank burde have stoppet langt tidligere, fordi min klient gentagne gange siger, at han ikke har noget med drabet i Elverparen at gøre. Men hvad sker det? Frank fik en instruks om, at nu skulle han gå til ham. Det kan ikke opfattes på anden måde end, at Frank skulle fortsætte for at få en tilståelse, og det beviser også, at det var en afhøring, fordi hvorfor ’gå til nogen’, hvis ikke det er en afhøring,« påpegede forsvareren.

To retsdage mere

Hun nævnte også, at hendes klient inden mødet med politiagenten var blevet afhørt i Louise-sagen i 2016 på Psykiatrisk Center Ballerup (2016), i Maribo Arrest (2018) og på politigården (2018). Derudover havde han fået beskikket en advokat i sagen allerede i 2019, hvilket bestyrkede, at det der efterfølgende foregik i de to fængsler også var afhøringer.

»Så alt i alt er der tale om afhøringer under falske forudsætninger, hvor hans retssikkerhedsværdier er blevet tilsidesat,« sagde Christina Schønsted og tilføjede, at fordi lydoptagelserne ifølge hende må anses som de eneste centrale beviser i sagen, bør der stilles større krav til, om de må og kan bruges.

Desuden bemærkede hun, at hele grundlaget for lydoptagelserne, nemlig infiltrationen, var planlagt og foregået med hjælp fra Kriminalforsorgen, og det må Kriminalforsorgen ifølge hende ikke.  Altså endnu en grund til at udelukke lydoptagelserne, lød det.

Der afsiges kendelse om, hvorvidt optagelserne må bruges eller ej. 30. juni. Det er sandsynligt, at den part, der ikke får medhold, kærer til landsretten med opsættende virkning. Det betyder, at der kan gå yderligere tid, før forsvarer og anklager kan komme med deres afsluttende bemærkninger, og før der falder dom.

Næste retsmøde i sagen er på fredag 23. juni, hvor man både skal tage stilling til en forlængelse af den tiltaltes varetægtsfængsling og til forlængelse af sagen, der ser ud til at skulle have yderligere to retsdage.