Kantatevej spærres for ind- og udkørsel til Herlev Ringvej i tre døgn
Hovedstadens Letbane har tidligere varslet, at de ville holde Kantatevej åben for ind- og udkørsel til Herlev Ringvej i hele perioden, hvor de arbejder i krydset ved Mileparken/Kantatevej. Men nu bliver en spærring alligevel nødvendig.
Kantatevej bliver spærret i tre døgn. Det skriver Hovedstadens Letbane i dag:
‘Vi har tidligere varslet, at vi ville holde Kantatevej åben for ind- og udkørsel til Herlev Ringvej i hele perioden, hvor vi arbejder i krydset ved Mileparken/Kantatevej. Vi er nu nået til en fase, hvor en kortvarig spærring af Kantatevej desværre er nødvendig. Vi skal udgrave hele den østlige side af krydset, hvor vi blandt andet skal udskifte jorden samt etablere nye brønde og lægge rør til afvanding. For at sikre kvaliteten i arbejdet, er det nødvendigt at udføre det over en sammenhængende periode, hvorfor det er nødvendigt med en kortvarig spærring af Kantatevej,’ skriver Hovedstadens Letbane i et nyhedsbrev.
Derfor bliver der spærret for ind- og udkørsel ved Kantatevej i tre døgn, og det bliver hen over en weekend fredag den 7. juli kl. 6 om morgenen og spærringen ophæves senest mandag den 10. juli 2023 kl. 6 om morgenen. Hvis det er muligt, bliver vejen selvfølgelig åbnet før tid.
Her kan du køre
Hovedstadens Letbane oplyser, at man i perioden skal køre via Nordre Ringvej > Ejby Mosevej > Slotsherrensvej > Sommerfuglevej, som bliver til Viemosevej, hvis man skal ind til Musikkvarteret som bilist. Cyklister og fodgængere vil have samme adgangsforhold som i dag.
Størstedelen af arbejdet vil minde om almindeligt vejarbejde, som periodevis kan være støjende. Mens Kantatevej er spærret, vil der muligvis blive arbejdet i døgndrift af hensyn til arbejdets fremdrift.
‘Når vi genåbner Kantatevej, vil forholdene være som i dag, hvor du skal via Lyskær for at komme til Herlev Hovedgade,’ skriver Hovedstadens Letbane.
ANDRE HISTORIER: Louise-drabet dag 12: Barsnak eller ulovlig afhøring?
Der er lukket for kommentarer