Louise-drabet dag 2 i retten: Kendte til Elverparken
Den 29-årige tiltaltes sindstilstand både før og efter Louise-drabet og hans samtaler med en politiagent var hovedtemaer på andendagen i retssagen, hvor den tiltalte selv var i vidneskranken.
Efter at have erklæret sig for syg til at svare på spørgsmål i retten tirsdag var den 29-årige mand tiltalt for Louise-drabet klar til at gå i vidneskranken onsdag. Det gjorde han ligesom på gårsdagen med en forholdsvis rolig attitude iklædt en tynd grå trøje, de samme mørke jeans og kondisko som tirsdag samt en bronzefarvet perlehalskæde.
LÆS MERE: Louise-drabet dag 1
I skranken, hvor han sad med ryggen til pressen og de andre besøgende ved Retten i Glostrup, blev han mødt af en masse spørgsmål fra specialanklager Bo Bjerregaard fra anklagemyndigheden ved Københavns Vestegns Politi. De tog udgangspunkt i diverse afhøringsrapporter, lægejournaler og transskriptioner fra talrige skjulte lydoptagelser. Sidstnævnte foretaget af en infiltrator (en slags politiagent) under den tiltaltes fængselsophold i Enner Mark Fængsel, hvor han afsonede en årelang fængselsdom for blandt andet drabsforsøg, da han blev anholdt i Louise-sagen maj sidste år.
I forbindelse med lydoptagelserne, i alt 73, som anklageren ikke nåede at blive færdige med denne onsdag, kom det blandt andet frem, at tiltalte i november 2020 under samvær med infiltratoren i en særligt sikret afdeling fortalte om sit kendskab til Louise-drabet og Elverparken i Herlev.
Kendte Elverparken
Overfor infiltratoren forklarede han i detaljer, hvordan han mente, at en drabsmand havde udført Louise-drabet med en kniv og i hvilken rækkefølge. Han var også inde på, at han udmærket kendte til det at få krampe, når man stikker mange gange med en kniv. Desuden antydede han, at han troede, drabet havde noget med den serbiske mafia at gøre. Adspurgt til det hele sagde han i retten, at det var bare snak og for ‘at spille smart’, og at det var meget almindeligt i fængslet, hvor emnerne enten kredser om drab, de domme man har fået og kvinder. Det havde han lært af de mange drabsmænd, som han har siddet i fængsel med gennem tiden, lød det.
Der er folk, der sælger narko oppe i Elverparken hver eneste dag
På dagens retsmøde gav den tiltalte også udtryk for, at han kendte til Elverparken, hvor han havde været et par gange før. Det skal bemærkes, at det tirsdag kom frem, at han boede cirka to kilometer derfra.
»Tunnelen er her, så er der et kamera, og på skolen er der et kamera, og når du så går ud af parken og på en grussti op til centret kommer der et kamera,« forklarede han til infiltratoren på de skjulte lydoptagelser, hvor han også vurderede, at den bedste flugtvej for drabsmanden ville være cykelstien ud mod motorvejen.
Anklageren spurgte flere gange, hvorfor den 29-årige interesserede sig så meget for Louise-sagen.
»Jeg har været mistænkt siden dag ét, og det er en stor ting, når man ikke har gjort det. (…) Og så kan jeg kan ikke forstå, hvorfor de ikke kan finde ham (drabsmanden, red.). Der er folk, der sælger narko oppe i Elverparken hver eneste dag,« forklarede han i retten.
I samme forbindelse tilføjede han senere:
»Nogle af de unge drenge fra Herlev, de står ved fodboldbanerne, ved skolen og i parken og sælger ‘hiv’ (formentlig slang for hash, red.) og coke, så jeg kan ikke forstå, hvorfor der ikke er nogen, der har set ham,« påpegede han, der også sagde, at han mente, at drabsmanden må have været ‘smart og heldig’.
Sur på familien
Netop narko har også været en stor del af den tiltaltes liv. Det kom specialanklager Bo Bjerregaard ind på i den første del af dagens retsmøde, som primært handlede om den 29-åriges sindstilstand både før, under og efter drabet på den 32-årige Louise Borglit i Elverparken 4. november 2016.
I den periode tog han dagligt stoffer fra omkring sommeren og frem til 7. november, hvor han frivilligt lod sig indlægge på Psykiatrisk Center Ballerup frem til 25. november.
»Der skete mange ting i den periode, familie, ekskæreste, min bror, jeg blev uvenner med dem, det koksede lidt, jeg tog for mange stoffer: Kokain, hash,« forklarede den tiltalte i retten, hvor det også kom frem, at en overlæge fra kommunens psykiatriske team havde fået fortalt, at den 29-årige, der er adopteret af en dansk familie, ikke havde haft kontakt til sin familie i halvandet år.
LÆS MERE: Han fandt Louise
»Nogen gange kan jeg godt klikke, men der skal meget til, især med familien. Jeg bliver sur, og så skal jeg lige dampe lidt af igen. Jeg røg en joint, hvis jeg var ved at sprænge i luften,« forklarede han, der blev spurgt, om han var bange for at skade andre, når han havde det sådan?
»Nej, mere familien, jeg har det ikke så godt med min familie, urimeligheder. Hvis vi blev uvenner, så kunne vi godt komme op i det røde felt. Jeg var bange for at være voldelig over for familien, men jeg var ikke bange for at skade andre i den periode. Kun min familie,« lød det fra den 29-årige, der senere fastslog:
»Ja, jeg har en voldelig karakter, men jeg er ikke sådan en type, der går ud og slår folk ihjel tilfældigt.«
Artiklen fortsætter under billedet.
Råb om hjælp
Forholdet til familien bekræftes ifølge anklageren af den tiltaltes onkel, der til en sygeplejerske fra kommunens opsøgende psykiatriske team skulle have udtalt, at familien var bange for den 29-årige. Desuden beskrev onklen selv, der havde haft uanmeldt besøg af sin nevø et par gange, at han kunne skifte personlighed, når han blev presset, og at han i sådanne tilfælde var utilregnelig og farlig at have gående rundt. Noget lignende skulle den 29-årige også have ringet og sagt til sygeplejersken nogle dage før Louise-drabet.
‘Patienten frygter snart at sprænge i luften. Han frygter hvad han finde på. Patienten fremstår yderst presset, og han ved ikke, hvad han skal gøre, han fremstår pint og frustreret.’
Patienten frygter snart at sprænge i luften. Han frygter hvad han finde på
En lignende situation skulle en sagsbehandler fra tiltaltes hjemkommune havde oplevet, da den 29-årige ringede til ham og gav udtryk for, at han var bange for, hvad han kunne finde på, og at han på grund af pengemangel havde overvejet at røve en tilfældig på gaden. Det fortalte han i øvrigt også sin egen læge, hvorefter hun ringede og alarmerede politiet.
Det var også i dagene før, at den 29-årige ifølge anklageren overvejede at lade sig indlægge på psykiatrisk center frivilligt og 4. november, på drabsdagen, afviste et tilbud om at lade sig indlægge, fordi han skulle skaffe 6.000 kroner til sine regninger.
Hans konto var nemlig i minus på det tidspunkt, han havde ikke betalt husleje i tre måneder, stod til at skulle i fogedretten, havde ingen strøm og opholdt sig derfor i et kælderrum til sin lejlighed, fordi dér var strøm.
Tiltaltes alibi
På anklagerens spørgsmål om, hvor tiltalte så var på drabstidspunktet 4. november, lød svaret, som også fremgår af en tidligere afhøring, at han spiste aftensmad hos en ven sammen med dennes børn. Men at han ikke var der hele aftenen. Det kom også frem ifølge den 29-årige, at vennen, som han opholdt sig meget hos i den periode, åbenbart var kendt for at sælge narko. Dertil kommer, at han forklarede, at han ofte hjalp vennen med havearbejde, og at det var derfor han, udover at rende rundt med en kniv i sin taske til selvforsvar, fordi han følte sig truet i perioden, også havde en økse – til havearbejdet.
»Jeg havde altid en kniv på mig i den periode. Politiet konfiskerede den. Det var sådan en speciel kniv, i perioden 2016 i sommerferien var jeg uvenner med nogen i Gladsaxe, Bagsværd og Værebro, men jeg vil ikke komme nærmere ind på hvem,« forklarede han, der ikke anmeldte det til politiet.
Tilbage til 4. november, hvor en underbo ringede til politiet og anmeldte, at den 29-årige om aftenen var kommet hjem og havde rendt frem og tilbage i opgangen og virkede aggressiv. Det var nogle timer efter Louise-drabet.
Kaos i hovedet
Fra den følgende weekend, altså 5.-6. november 2016, viste anklageren dokumenter, hvor det fremgik, at den tiltalte både havde forsøgt at ringe til sygeplejersken fra kommunens opsøgende psykiatriske team, men også fire gange havde ringet 1-1-2 dog uden at lægge en forståelig besked.
Den 7. lod han sig så indlægge i Ballerup, hvor en læge ifølge anklageren nedskrev følgende:
‘Patienten oplyser, han gerne vil indlægges. Han har det dårligt, han kan ikke kende forskel på, hvad der er rigtig og forkert at gøre og bliver meget let ophidset. Han tænder af og er bange for, at han kan komme til at skade andre,’ fremgår det af lægen, som den tiltalte også skulle fortalt, at han havde gjort noget, som ikke skulle have gjort. Derfor valgte lægen at indlægge ham:
‘Patienten er utvivlsomt psykotisk præget af en paranoid oplevelsesmåde og tilbagevendende hørehallucinationer. (…) Det må antages, at patienten i sin nuværende tilstand kan være til fare for andre uden for hospitalet.’
Det må antages, at patienten i sin nuværende tilstand kan være til fare for andre uden for hospitalet
Det fik anklageren til at bore i, om den tiltalte hørte stemmer eller så syner i perioden. Noget han ikke ville svare på. Men som anklageren anførte, skulle den tiltalte 11. maj 2022, en uge efter anholdelsen og sigtelsen i Louise-sagen, have sagt til et specialpsykologisk tilsyn i fængslet, at han hørte en stemme, der sagde, han skulle hænge sig, og en anden, der sagde, han skulle hoppe på vagterne. Desuden beskrev han, at altid har haft en stemme, han taler med, men den var blevet værre efter anholdelsen.
»Har du altid haft en stemme, du taler med?,« spurgte anklageren.
»Det vil jeg ikke svare på,« lød det fra den 29-årige.
Dog kom det frem, at det med at høre stemmer og se syner var noget, han tidligere havde oplevet, og at det blev værre, når han tog stoffer. Til det bemærkede den tiltalte, at han godt kunne huske, at han i perioden tit havde ‘kaos i hovedet’.
Næste retsmøde er den 9. maj, hvor anklager Bo Bjerregaard vil fortsætte med at stille spørgsmål til den tiltalte i forhold til de resterende lydklip. Dernæst vil forsvareren også komme på banen.
Der er lukket for kommentarer