Lys for enden af tunnellen
Der er lavet vej under stitunnellen, der skal forbinde Hørkær med Engløbet, og så er man i gang med at etablere trapper op til skolevejen.
Der er gode muligheder for tunnelsyn i den passage, der snart står færdig under S-togsbanen, og som skal forbinde Hørkær med Engløbet.
Stitunnellen, som der er tale om, syner nemlig nu af så meget, at man på trods af byggearbejder og maskiner fristes til at tage smutvejen under Frederikssundbanen. Man må dog væbne sig med tålmodighed en anelse endnu.
Ifølge en tidligere kommentar fra Herlev Kommune forventes tunnellen nemlig først at åbne til november.
ANDRE HISTORIER: Boligejere i Herlev bør ikke frygte skattestigninger
Øget trafiksikkerhed
Af det nye budgetforslag for 2024 fremgår, at der er blevet afsat 18,268 millioner til etablering af tunnellen.
På kommunens hjemmeside kan man følge med i arbejdet. Her ses det, at man pt. er i gang med at etablere en betontrappe fra stien, der går ud ad tunnellen, og op til Engløbet. Derudover er man i gang med etablering af belysning, og så skal der opsættes plankeværk blandt andet mellem haverne ved Engløbet – haver, der også skal have reetableres.
Formålet med stitunnellen er primært at skabe en øget trafiksikkerhed for de skolebørn, der bor syd for S-togsbanen og går i skole eller dagtilbud på Herlev Byskole afdeling Eng. Sekundært handler det også om at skabe en tættere forbindelse mellem syd og centrum.
LÆS MERE: Planen for stitunnellen er klar
Der er lukket for kommentarer