Midlertidige busstoppesteder frustrerer borgere
Flere borgere er frustrerede over manglende trafikinformation på de midlertidige busstoppesteder, der er blevet etableret i Herlev, efter at tre af buslinjerne er blevet omlagt.
Tre buslinjer blev omlagt, efter at Herlev Ringvej den 21. marts blev spærret for al trafik mellem Lyskær og Herlev Hovedgade: Nemlig buslinje 155, 161 og 300S.
Men siden da har flere borgere været utilfredse med flere af de nye forhold ved buslinjeomlægningen: Længere køretid, utilstrækkelig rejseplan og manglende trafikinformation.
Og især manglende trafikinformation på de midlertidige busstoppesteder har frustreret flere borgere.
Herlevborger Frede Christensen er især utilfreds over, at der ikke er displays på de midlertidige busstoppesteder.
»Der mangler et display på de midlertidige busstoppesteder. Vi har stået ved et busstoppested, hvor bussen aldrig kom, uden vi var informeret om det,« siger han og tilføjer, at det især er buslinje 300S, som han har haft problemer med.
LÆS MERE: Sådan kører tre buslinjer frem til sommer, hvis Ringvejen afspærres
Flere henvendelser
Frede Christensen er ikke den eneste, som er utilfreds over den manglende trafikinformation – og især buslinje 300S. I en mail til Herlev Bladet oplyser Movia, at:
‘Vedrørende omlægningen på linje 300S i Herlev har Movia siden 20. marts modtaget lidt over 20 henvendelser fra rejsende på linjen. Henvendelserne har omhandlet manglende trafikinformation. Vi har ikke modtaget henvendelser vedrørende omlægning på linje 155 eller 161.’
Men hvorfor de har valgt ikke at sætte displays op på de midlertidige busstoppesteder, svarer Movia ikke på.
‘Der er desværre ikke displays på de midlertidige stoppesteder for linje 300S. Vi beklager, at ruten – specielt i myldretiden – er hårdt ramt af forsinkelser grundet letbanearbejdet. Ved de midlertidige stoppesteder må man i stedet benytte sig af Rejseplanen.’
Utilstrækkelig rejseplan
Udover manglende displays på de midlertidige busstoppesteder er Frede Christensen også utilfreds med rejseplanen, som han mener er utilstrækkelig, når det omhandler ruterne i Herlev Bymidte.
»Det skal være mere konkret, hvor busserne stopper i Herlev Bymidte. Herlev Bymidte er jo så stort, så vi vil gerne vide, hvor stoppestedet nøjagtigt er,« siger han.
Movia anbefaler, at de rejsende fortsat bruger Rejseplanen for at holde sig opdateret.
‘Helt overordnet er det i forbindelse med de mange skiftende ændringer ved letbanebyggeriet ikke altid, at Rejseplanen kan nå at opdatere information i tide. Alle nuværende ændringer burde være opdateret i Rejseplanen fra tirsdag 28. marts 2023. Vi beklager, de gener det har skabt for vores passagerer.’
Har du kommentarer til denne historie, så skriv til camilla@herlevbladet.dk
LÆS MERE: Herlev Ringvej spærres for trafik mellem Lyskær og Herlev Hovedgade i fem måneder
Der er lukket for kommentarer