Del 2: Mor til en misbruger

DEL 2: Tid til at mærke efter

Fortsættes fra sidste uge: DEL 1: Fra barn til misbruger over sommeren

Helene havde netop startet nyt job, og allerede på førstedagen tog angsten over. På andendagen havde hun en gennemsyrende følelse af, at hun ikke var god nok. De nye kollegers høje forventninger til hendes evner fik hende til at føle sig helt lille, og til sidst satte hun sig ned og græd. Og det blev hun ved med. To sygedage og et opkald til lægen, og så måtte hun stoppe med at arbejde igen. Hun var kommet ind i en meget svær depression, sagde lægen.

Pludselig føltes det, som om hele verden var imod hende. Lige meget hvad hun gjorde, var det noget rod. Hun sov dårligt om natten, havde svedeture og kunne ikke holde op med at græde. Hele tiden forventede hun, at der ville ske noget forfærdeligt. Hun var hele tiden på vagt. Og hver gang telefonen ringede, var hun sikker på, at der var dårligt nyt i den anden ende. De spinkle, trevlede nerver, Helene havde tilbage, hang på ydersiden af tøjet. Hun kunne slet ikke eksistere. Det eneste, hun havde lyst til, var at få en eller anden form for uhelbredelig kræft, så hun kunne lægge sig til at dø. Lægen gav hende meget hurtigt en recept på noget antidepressiv medicin, så hun kunne få lidt ro.

Medicinen hjalp Helene til at falde i søvn om natten, men den gjorde hende ikke glad. Dagene gik med at spille Candy Crush på telefonen og se serier på Netflix. Og så skulle Maddie luftes. Men det var også det. Hun havde ikke en gang overskud til at gå ned at købe cigaretter, så når hun ville ryge, måtte hun sende bud efter sin mor. Resten af tiden græd hun. Hvis hun altså kunne. For medicinen gjorde også, at hun i virkeligheden ikke var så ked af det mere. Nu var hun bare tom.

Dage uden indhold var så uvante for Helene, som altid havde haft en totalt struktureret hverdag planlagt ned til mindste detalje. Hvor hun stod op hver morgen klokken halv seks for at smøre madpakker og lægge tøj frem til sine børn. Nu skulle hun mande sig op bare for at komme ned at handle. Hun stod på bunden af en afgrundsdyb grotte af sorg, og hun kunne ikke se dagslyset for oven. Nogen var nødt til at hejse sig derned med en lommelygte, så Helene kunne se, at hun ikke var alene. At der var andre, der havde det ligesom hende. Medicinen skulle nu suppleres af en depressionspakke, hvor Helene både skulle gå til individuel og gruppeterapi sammen med andre, der havde det ligesom hende.

________________________________________________________

Det anslås, at 300.000 danskere

hvert år lever med en depression.

Kilde: PsykiatriFonden

________________________________________________________

 

 

Tiltagende misbrug

Men i det mindste var Peter da placeret der på Rønnegården, kunne man fristes til at tænke. Men sådan var det ikke. Helene var jo stadig hans mor. Det var stadig hende, man ringede til, hvis der var problemer. Om det var opholdsstedet eller Peter; med et barn på 13 år, der har det dårligt, kan man ikke bare sige ‘det vil jeg ikke snakke med dig om nu’. Så Helene skulle stadig være på. For Peter stod ikke stille eller blomstrede op og havde det godt.

Tværtimod begyndte det at gå værre med den 13-årige dreng. Han blev ved med at stikke af fra Rønnegården. På et tidspunkt var han væk i en uge, hvor han blev fundet hos en ældre dame, der boede på en gård, hvor hun dyrkede sin egen hamp. Hvis han hjalp hende med at passe planterne, kunne han få en plads på en madras i hendes lade til gengæld. Og så fik han lov til at ryge alt det hash, han ville.

Men efterhånden var hashen ikke nok for Peter. Han var begyndt på en specialskole, hvor de andre børn havde de samme problemer som han, og sammen begyndte de at eksperimentere med hårdere stoffer end hash. Coke, amfetamin, MDMA og LSD. Han forherligede stofferne og følte, at de var vejen frem for ham. Han sniffede sin ADHD-medicin, og Panodil og Ipren kunne også blive til hvidt pulver, man kunne suge op i næsen. Den måde, han tog stoffer på, blev mere og mere ekstrem. Han tog alt, han kunne komme i nærheden af, og blandede det hele i et stort kemisk virvar. Men Peter kunne ikke se, hvor farligt det egentlig var, det, han havde gang i. Så han blev ved.

Til sidst stod det så grelt til, at Rønnegården og Herlev Kommune mente, at Peter var nødt til at flytte ind på en lukket institution. Helene var enig. Som mor skal der meget til, før man går med til at spærre sin søn inde, men Helene vidste godt, at det var det, der skulle til. Ellers havde hun ikke haft ham i dag. Den tanke blev hun ved med at gentage for sig selv: Han overlever ikke, hvis jeg ikke gør noget. Og sådan var det bare.

 

 

________________________________________________________

Mindst 23.000 danskere er

registreret af kommunen, sygehuset

eller behandlersystemet, fordi de

misbruger stoffer som hash, kokain

eller heroin.

Kilde: SFI

________________________________________________________

 

 

Indespærret

Rønnegården havde fundet en institution, der passede til Peter, men Herlev Kommune havde det sidste ord, og ikke ret lang tid efter flyttede han ind på en af landets otte sikrede institutioner, nemlig Sønderbro på Amager. I fire måneder måtte han ikke have sin telefon, og hver aften blev han låst inde fra klokken 22 til klokken syv om morgenen og igen fra klokken 15 til 16 om eftermiddagen. Resten af tiden gik med skole, måltider og ingenting. Peter vidste ikke en gang, hvilken dag det var, og gennem tremmerne i sit vindue havde han udsigt til pigtråd og hegn i alle retninger. Der sad han så, selvom hans straffeattest var pletfri i modsætning til mange af de andre unge, der var anbragt på Sønderbro for at afsone en dom. Peter var til fare for sig selv, og det var derfor, han skulle låses inde. For at blive udredt og afgiftet.

På Sønderbro kunne Helene besøge Peter én gang om ugen, hvis hun ringede en uge i forvejen. Når hun kom til hegnet, skulle hun ringe på ved den tårnhøje port, før en vagt kom ned og førte hende gennem kaldeanlæg og kamera ind til et rum, hvor hun skulle visiteres. Op med telefon og nøgler. Alle lommer skulle tømmes og tingene låses ind i et skab. Først bagefter blev hun ført ind i det iskolde, tomme besøgslokale, hvor Peter ville møde hende. To borde, otte stole og en gammel, sort lædersofa. Det var alt, der var.

Den ene time om ugen, de havde sammen, fløj af sted i sneglefart. Helene kunne tænke, at tiden gik langsomt, mens de sad og spillede kort i det kolde lokale, men for Peter gik tiden alt for stærkt, og han blev meget ked af det, når hans mor skulle gå igen. Det eneste, han havde at stå op til, var de dage, hvor han fik besøg.

Når Helene fortæller om Peters tid på Sønderbro, kan hun ikke holde tårerne tilbage. Det var helt forkert at se sin søn blive frihedsberøvet på den måde. Han var bare en lille dreng, og små drenge skal ikke sidde i fængsel, hvis de ikke har gjort noget.

 

 

Fest, fyrværkeri og psykiatrisk afdeling

2016 nåede kun lige at blive skudt i gang, før filmen knækkede for Helene. Hendes forløb i depressionspakken var ved vejs ende, og nu skulle hun til den afsluttende samtale med sin psykolog. Det blev for meget for hende. Hun var simpelthen bange for at blive sluppet fri. Psykologen kunne godt se, at hun trængte til en pause, så det endte med, at hun fulgte hende over på psykiatrisk afdeling, hvor Helene kunne få lov til at trække vejret i fem dage.

Fem dage, hvor hun ikke skulle tænke på andet end at slappe af, var virkelig tiltrængt. Samtidig kunne folk omkring hende også få en idé om, hvor dårligt hun egentlig havde det. Noget, der hjalp enormt meget, for nu følte hun ikke længere et pres over hele tiden at skulle tage sig sammen. Nu skulle hun bare koncentrere sig om at få det bedre. Ikke lave noget og få sovet en masse.

 

________________________________________________________

91.000 danskere har en så svær

depression, at de behandles i psykiatrien.

Kilde: Dansk Psykolog Forening

________________________________________________________

 

‘Du kan bare vente dig’

Kort tid efter blev Peter udskrevet fra Sønderbro efter fire måneder, og nu skulle han flytte ind på Den Flyvende Hollænder i hjertet af Nørrebro. En delvist lukket døgninstitution, hvor pædagogerne kan låse de unge inde i ‘lejligheden’ i op til 48 timer, hvis de ikke opfører sig pænt. Resten af tiden kunne Peter altså komme og gå, som han ville. Det udnyttede han ved at komme til Herlev ofte, men Helene vidste aldrig hvornår, og hvordan han ville opføre sig.

Med Peter, der kom og gik gennem den hvide hoveddør, gik det for alvor op for Helene, hvor massivt hendes 14-årige søns misbrug egentlig var. Når han var hjemme på besøg, sniffede og drak han alt, han kunne komme i nærheden af, så Helene måtte låse alt inde. Ikke en gang hårlak kunne hun have stående fremme.

Hun brugte alle sine vågne timer på at søge informationer. Hvad kunne hun gøre, hvad skulle hun gøre, hvad burde hun gøre? Hun kimede alle ned, der havde forstand på noget eller kunne hjælpe bare den mindste smule. Opholdssted, venner og sagsbehandlere. Og sagsbehandlere, dem var der nok af. De blev udskiftet så tit, at Helene nogle gange aldrig nåede at møde dem, og i dag er de oppe på 18 i alt. Hver gang familien fik en ny sagsbehandler, startede sagen forfra. Ny sagsbehandler, ny metode og ny forvirring for Helene. Samtidig prøvede hun hele tiden at fortælle Peter, hvad de forskellige stoffer gør ved kroppen. Men hun kunne ikke trænge ind til ham.

På Den Flyvende Hollænder flød Peters værelse med flasker, fyldte askebægre og hist og pist også en henkastet lightergas-dåse. Tømt. Sengetøjet med brændemærker fra cigaretter var ikke blevet skiftet i over to måneder, den tykke stank af pis i skraldespanden lå tungt i luften, og på døren var der noget uidentificerbart rødt stads, som havde siddet der, siden den sidste flyttede ud.

Helene råbte på hjælp alle steder, hun kunne komme i tanker om, men der var ingen hjælp at hente. Fem gange prøvede hun at få ham indlagt på psykiatrisk afdeling til afvænning, men her ville de ikke tage imod ham. Han var ikke til fare for sig selv eller andre, mente de.

En sen juniaften ringede Helenes datter Camille. Peter havde lagt et billede ud på Snapchat, hvor han skrev, at han ikke længere havde nogen mor. Helene ringede med det samme op til sin søn for at høre, hvad han havde gang i, men han smækkede røret på med det samme. Kort efter lyste Helenes telefon op med en besked fra Peter. “Du er ikke min mor mere, og du kan bare vente dig,” stod der.

Læs videre i næste uge.