Nu er det første borgerforslag stillet i Herlev: Det går forslaget ud på
Pensionist Freddy Hjortespring Christensen har som den første herlevit stillet et kommunalt borgerforslag. Han foreslår, at der skal etableres en mindelund.
To borgerforslag: Et regionalt og et kommunalt.
Det er det antal borgerforslag, Herlev Kommune har modtaget, siden det i oktober 2022 blev muligt for borgerne at stille forslag, som man ønsker, at kommunalbestyrelsen drøfter – men det har herlevborgerne ikke gjort den store nytte af.
Der er tidligere blevet stillet et borgerforslag, men det vurderede kommunen var et regionalt anliggende og ikke en kommunal opgave. Derfor blev forslaget ikke behandlet af Herlev Kommune.
Det andet borgerforslag blev stillet på Store Bededag af den 85-årige pensionist, Freddy Hjortespring Christensen, og det handler om etablering af en mindelund i Elverparken for Louise Borglit, der blev dræbt i Elverparken i 2016.
Derfor er Freddy Hjortespring Christensen den første herlevit, der har stillet et kommunalt borgerforslag i Herlev Kommune.
Mindelund for Louise Borglit
Efter en seks år lang efterforskning er retssagen mod en nu 29-årig mand, der er tiltalt for drabet på Louise Borglit, begyndt. Derfor synes pensionist Freddy Hjortespring Christensen, at sagen skal afsluttes med et minde for Louise Borglit.
»Det er en meget trist sag, der er ved at nå sin ende, og det skal vi huske at ære,« siger han.
Freddy Hjortespring Christensen synes, at mindelunden skal bestå af en allé med japanske kirsebærtræer, der er beplantet som Kirsebæralléen på Bispebjerg Kirkegård i København.
»Træerne skal både være som mindelund for Louise, og så kan det også fremstå som en smuk attraktion,« siger han.
LÆS OGSÅ: Louise-drabet dag 3 i retten: Herlev Station i centrum
Opbakning til forslaget
Et borgerforslag skal have opbakning fra 300 andre herlevborgere inden for 12 måneder, før det kan behandles på kommunalbestyrelsens dagsorden.
Derfor er pensionist Freddy Hjortespring Christensen i fuld gang med at blive klogere på, hvordan han kan gøre herlevborgerne opmærksomme på borgerforslaget.
»Det er jo første gang, jeg prøver det (stille et borgerforslag, red.), så jeg må prøve mig frem. Tænker at det kan være en start at skrive ud til folk på facebook og sprede budskabet dér,« siger han.
Freddy Hjortespring Christensen mangler stadig at høre Louise Borglits efterladte, hvad deres tanker er om en mindelund.
»Det er ikke faldet mig ind, at de (Louise Borglits efterladte, red.) kunne have noget imod det, eller at det skulle være et problem. Men du (journalisten, red.) har en god pointe i at spørge dem,« siger han og tilføjer:
»Deres accept er jo selvfølgelig en betingelse, så det skal undersøges.«
Kravene til at stille et borgerforslag er, at:
- Du skal være minimum 18 år.
- Du skal bo i Herlev Kommune.
- Du skal oplyse dit navn, din adresse og din e-mail.
- Dit forslag skal omhandle kommunens anliggender og have relevans for de opgaver, som kommunen løser.
Forslaget vil fremgå af Herlev Kommunes hjemmeside her, når kommunen har vurderet, at kriterierne er opfyldt. Her fremgår også kriterierne for at stemme på et borgerforslag.
LÆS OGSÅ: Louise-drabet dag 2 i retten: Kendte til Elverparken
Har du en anden god historie, så skriv til camilla@herlevbladet.dk
Der er lukket for kommentarer