Ny forsøgsordning skal være med til at rekruttere og fastholde nyuddannede lærere og pædagoger
Fra 1. august begynder et nyt introduktionsprogram, der har til formål at ruste nyuddannede lærer og pædagoger bedre og derigennem styrke rekrutteringen og fastholdelsen på området.
Når sommerferien er ovre, og skolerne igen begynder, er det ikke kun de mange elever, der tager hul på et nyt kapitel.
Også de nyuddannede lærere og pædagoger i Herlev får muligheden for at teste noget helt nyt af i praksis.
Fra 1. august begynder nemlig et nyt introduktionsprogram for nyuddannede lærere og pædagoger på skolerne i Herlev, der i første omgang skal køre på forsøgsbasis.
Det fortæller Marco Damgaard (S), der er formand for Børne- og Uddannelsesudvalget i kommunen.
»Det er meget spændende, og jeg er super tilfreds med, at vi skal prøve det her introduktionsprogram af. Det koster 300.000 kroner om året, og midlerne kommer fra allerede afsatte penge til fastholdelse og rekkrutering,« siger Marco Damgaard.
ANDRE HISTORIER: Styrelses vurdering af forholdene på Lindehøjskolen: Levede ikke op til loven
Temadage, mentorforløb og vejledning
Introduktionsprogrammet er udarbejdet i samarbejde med Herlev Lærerforening, BUPL og skolerne i Herlevs ledelser.
Lavpraktisk kommer programmet til at bestå af fire temadage, hvor man som medarbejder blandt andet kan snakke om de udfordringer, man har oplevet. De fire temadage skal efter planen blandt andet handle om inklusion, teamsamarbejde, forældresamarbejde, klasseledelse og meget mere. Det er primært PPR (Pædagogisk Psykologisk Rådgivning, red.) og skolerne, der faciliterer temadagene.
Ud over temadage betår introduktionsprogrammet også af observation og faglig feedback ud fra de observationer.
»Det er en pakke, som de nyuddannede får hele året, hvor de får et mentorforløb, vejledning, sparring og observation, og det er altså et af de initiativer, der skal være med til i første omgang at rekruttere og også fastholde medarbejdere i Herlev,« forklarer Marco Damgaard.
Det nye introduktionsprogram begynder 1. august.
Der er lukket for kommentarer