Omsorgsklubben lukker: “Der er mange venskaber, der slutter her”
Efter næsten et halvt århundrede må Omsorgsklubben Herlev lukke ned for et fællesskab, der har budt på masser af underholdning, kulturel læring og mest af alt: Omsorg.
Rettet tirsdag med oplysningen om, at klubben skulle en tur til Rødvig og ikke til Rødovre, som det fremgik i første omgang.red
Socialt samvær, kulturelle arrangementer og god underholdning.
Det er, hvad Omsorgsklubben Herlev har tilbudt sine medlemmer de sidste 47 år. Men i dag lukker klubben ned permanent, hvilket skaber stor ærgrelse hos bestyrelse og medlemmer.
»Vi er meget kede af, at vi skal lukke efter så mange år, blandt andet fordi vi har mange trofaste værtinder. Der er mange venskaber, der slutter her,« siger den 89-årige formand for klubben, Viola Mortensen, som har været medlem siden 1976.
»Det er en æra, der slutter. Det er vemodigt i det hele taget, men sådan er det jo. Så tænker man på alle de gamle, som har været med fra starten af,« siger 84-årige Birthe Brogaard Thestrup, som har været medlem siden 1975.
LÆS OGSÅ: Nu er det første borgerforslag stillet i Herlev: Det går forslaget ud på
Mangel på yngre medlemmer
Bestyrelsesmedlemmerne består hovedsageligt af ældre borgere, og derfor har Omsorgsklubben længe desperat prøvet at finde yngre herlevborgere, der har kunnet tage over – men det er desværre ikke lykkes.
»Problemet er, at vi værtinder er oppe i årene, så vi kan ikke holde længere til det fysisk,« siger formand Viola Mortensen.
»Mange af de ældre kan jo ikke magte de administrative opgaver,« siger 77-årige Titi Hasselriis, som har været medlem siden 2013 og tilføjer:
»Vi har ofte spurgt, om der var nogen, der kendte nogen, og det har bare ikke været muligt at finde nogen, der ville tage over.«
For at slutte klubbens tid af på bedste manér er klubbens medlemmer og bestyrelse i dag taget med bussen mod Rødvig på sightseeing-tur.
»Nu skal vi fejre de mange gode år, vi har haft i klubben,« siger Viola Mortensen.
»Jeg ser super meget frem til, at vi alle skal tilbringe dagen sammen,« siger Titi Hasselriis.
Fakta om Omsorgsklubben:
- Omsorgsklubben blev dannet i 1975.
- Klubben har fået tilskud fra kommunen, alt efter hvor mange medlemmer klubben har haft.
- Antallet af fremmødte til møderne er faldet fra gennemsnitligt 80 fremmødte til 50 fremmødte, efter samfundet lukkede op igen efter coronapandemien.
LÆS OGSÅ: Blev solgt i december: Her er planerne for Herløv Kro
Har du en anden god historie, så skriv til camilla@herlevbladet.dk
Der er lukket for kommentarer