Pelle fra Hjortespring har skrevet sin livsfortælling
Da COVID-19 ramte Danmark, havde Pelle Larsson ingen idé om, hvad coronapandemien ville føre med sig, eller om han ville overleve den. Derfor besluttede han sig for, at han gerne ville fortælle sin livshistorie – som et slags testamente – før han skulle dø.
»Jeg vidste jo ikke, hvad fremtiden ville byde på, eller om jeg ville overleve pandemien. Derfor tænkte jeg: Jeg må hellere nå at fortælle om min barndom, inden det er for sent.«
Sådan siger forfatter Pelle Larsson. Mens han gik derhjemme under nedlukningen i forbindelse med COVID-19-pandemien, blev han ramt af følelsen af tomhed og uvished. Han savnede tilværelsen uden for hjemmet, og så vidste han ikke, om han ville dø af corona.
Da Danmark lukkede ned for første gang i marts 2020 på grund af COVID-19, blev mange danskere sendt hjem, og ensomheden var stigende. Mange ventede i uvished, da der ikke var nogen, der vidste, hvornår coronapandemien ville få en ende, og hvilke konsekvenser den ville få. Denne tomhed og uvished gav Pelle Larsson idéen til at skrive bogen ‘Pelles lørdagsfortællinger – en svensk dreng i Hjortespring’. Her fortæller han om, hvordan det var at flytte til Hjortespring i Herlev fra Simrishamn i Sverige i 1960’erne. Gennem en masse historier fortæller han om sin opvækst, og de kampe han havde i livet.
»Fortællingerne bliver fortalt med mit eget indre barns øje. Jeg synes, det er lykkes mig meget fint at præsentere min samlede livstråd,« siger Pelle Larsson.
Da Pelle Larsson skulle skrive bogen, fandt han frem til facebook-siden ‘Du ved du er fra Herlev, når…’, hvor han tænkte, at han måske kunne få genopfrisket nogle minder fra barndommen. Da han skrev sit første opslag i september 2020, væltede kommentarerne ind fra bekendte og ukendte, og han blev opmuntret til at dele flere fortællinger fra sin barndom. Efter længere tid med følelsen af tomhed og uvished under coronapandemien fik han idéen om, at han gennem sine egne fortællinger og kontakt med andre mennesker kunne slippe væk fra disse følelser.
»Det var en fantastisk følelse at høre fra andre, som selv kunne genkende de fortællinger, jeg fortalte. Det er spændende at høre om gamle dage. Om ens sejre og nederlag,« siger Pelle Larsson.
Vil gerne inspirere andre
For Pelle Larsson er det vigtigt, at hans livshistorie bliver fortalt, da han mener, at det kan være med til at sætte billeder ind i folks hoveder, så de kan huske tilbage til den tid, de voksede op i.
»Jeg vil gerne inspirere andre mennesker, så de kan gå ned ad memory lane og tænke tilbage til deres barndom og ungdom,« siger Pelle Larsson.
Pelle Larsson holder foredrag den 2. marts i Sennepshaven 2 klokken 13 og samme dag på Herlev Bibliotek klokken 17, hvor der er mulighed for at købe et signeret eksemplar af bogen. Herudover er han i gang med sin næste bog, Pelles lørdagsfortællinger – i frihedens værksted, der spænder, fra han var 19 år til 32 år.
Hvis du har en anden god historie, så skriv til: camilla@herlevbladet.dk
LÆS OGSÅ: Forælder til skolebørn er bekymret for undervisningens kvalitet
Der er lukket for kommentarer