Herlev Bladet

Fagregister top ann 4
Realize brochure ann

Planen for flytning af S-togs-perronen er sat på skinner

Læs mere om, hvornår og hvordan etablering af en ny perron tættere på letbane-stoppet på ringvejsbroen, kommer til at foregå.

Sker det – og i så fald hvornår? I flere år har der være tale om at flytte perronen ved Herlev Station fra den nuværende lokation tættere på ringvejsbroen for dermed at skabe en mere glidende overgang fra S-tog til det kommende letbane-stop på broen. I juni 2021 blev regeringens infrastrukturaftale forhandlet på plads, som betød, der ville blive afsat 184 millioner kroner til formålet, men indtil videre er der ikke sket noget – synligt i al fald. Så hvornår sker det?

Herlev Bladet har spurgt Banedanmark, som driver skinnenettet, og her oplyser man i et skriftligt svar, at det forventes, at den nye perron står færdig og køreklar i efteråret 2026. Altså året efter, at letbanen forventes færdig.

Hvad sker der?

Planen er at etablere den nye perron mellem den eksisterende, altså fra stationsindgangen og frem til ringvejsbroen. Den gamle perron vil blive fjernet, når den nye er i brug, oplyser Banedanmark.

Ved den nuværende stationsindgang kommer der en ny trappe i retning af den nye perron samt en ny elevator, oplyser Banedanmark. Og apropos trapper er man allerede godt i gang og næsten færdig med at bygge adgangsveje til det kommende letbanestop på broen – det vil sige elevator og trapper. Elevatoren, der er lavet, men ikke taget i brug, ligger på den østlige side af broen, hvorfor passagerer, der har brug for elevator ved skift mellem letbane og S-tog skal benytte fodgængerovergangen.

Den nuværende indgang til Herlev Station fra stationspladsen og Violinvej med trappe og elevator fra gangtunnel til perronens vestlige ende forbliver uændret. Det betyder, at ingen får forringede adgangsforhold til stationen. Ligeledes vil den nuværende forplads fungere helt som den gør i dag, lyder beskeden.

Artiklen fortsætter under billedet.

Det er på denne strækning, der formentlig vil skulle bygges en ny perron frem til ringvejsbroen, som skimtes i det fjerne. Foto: Kenneth Hougaard.

Togbusser til Ballerup

Hvordan kommer det til at foregå?

Under byggeriet vil der være reduktioner i driften. Der er planlagt 12 weekendspærringer, hvor begge spor vil være lukket for trafik, ligesom der vil være spærringer i påsken og i uge 28. Hertil kommer perioder, hvor et enkelt spor være spærret samt korte natspærringer af otte timers varighed af begge spor.

ANDRE HISTORIER: Vejarbejde på Kantatevej berører bilister

I perioderne med spærring af begge spor vil der blive indsat togbusser mellem Herlev og Ballerup. De korte natspærringer har som udgangspunkt ikke betydning for de rejsende og vil primært ske fra søndag til torsdag, hvor der ikke kører nattog på banen.

Kan spare tid

Hvad er fordelen/e ved at flytte perronen?

Man kunne spørge, hvorfor perronen overhovedet skal flyttes? Det skyldes hovedsageligt et hensyn til de passagerer, der både kommer til at bruge letbanen og S-toget. Beregninger har nemlig vist, at en flytning af perronen vil kunne give hele 3.000 flere passagerer med letbanen om dagen fra 2032. Det skyldes, at man vil kunne spare at gå de cirka 200 meter, der er mellem Herlev Station og ringvejsbroen. En tur, der er beregnet til at tage cirka tre minutter. Og det vil samlet set gøre letbanen mere attraktiv.

På billedet ses trappeopgangene til det kommende letbanestop på ringvejsbroen. Bemærk elevatortårnene også. Adgangen via trapper til ringvejen er fra denne side ikke åbnet endnu, men det er den fra den anden side. Foto: Kenneth Hougaard.
Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!