Radikale Venstre, Alternativet og Liberal Alliance kom ikke ind
Skuffede - men også fortrøstningsfulde
Ingen af de tre små partier kom i kommunalbestyrelsen i næste periode. Men da først skuffelsen havde lagt sig, blev der også set frem mod det næste kommunalvalg.
»The name of the game«. Det Radikale Venstres spidskandidat Jeanné Vetling har svært ved at skjule sin skuffelse umiddelbart efter offentliggørelsen af valgresultatet, der først blev officielt klokken 23.17.
»Jeg havde håbet på fremgang, og måske er det også svært at skifte spidskandidat. Men vi har virkelig kæmpet, og vi er stolte af, hvad vi har gjort«, fastslår hun.
Alternativets Per Rathje ser rimelig fortrøstningsfuld ud efter valgresultatet, der altså ikke bringer partiet i kommunalbestyrelsen.
»Ud fra den omstændighed, at vi er begyndere, så synes jeg, at det er fantastisk, at nogen har stemt på os. Men nu begynder arbejdet de næste fire år. Jeg forestiller mig et tæt samarbejde f. eks. med Enhedslisten. Men også med borgmester Thomas Gyldal Petersen. Det har været en fantastisk læreproces, og vi vil ikke ligge på den lade side, men vi vil arbejde for, at flere blive aktive i Alternativet i Herlev. Vi har ikke været mange i denne valgkamp, og vi har også andre ting at gøre. Nu ser vi det sådan, at vi har fået alternativet op at stå i Herlev.
Liberal Alliances Lars Franyó indrømmer en vis skuffelse, da vi fanger ham på telefonen kort før midnat.
»Det er ikke et valgresultat lige efter vores hoved«, siger han.
Men også i Liberal Alliance er der en vis fortrøstning at spore inden nattetimen. Nemlig i form af et arbejde i partiet, der skal gøre det mere kendt i Herlev frem mod KV21.
Heller ikke Herlevlisten fik stemmer nok til en plads i kommunalbestyrelsen.