Herlev Bladet

Fagregister top ann 4
Realize brochure ann

Så mange blev undersøgt for modermærkekræft under Herlev Festuge

Under Herlev Festuge benyttede i alt 273 mænd sig af tilbuddet om at komme og blive screenet for modermærkekræft.

I begyndelsen af september var hele Herlev fyldt med festlige aktiviteter og masser af liv. Det var nemlig blevet tid til årets festuge, og her kunne man som gæst høre god musik, familier med børn kunne prøve en række aktiviteter af, og så kunne man deltage i det traditionelle morgenbord.

Men det var ikke det eneste, man kunne foretage sig under Herlev Festuge. På Herlev Bladet havde mænd over 60 år nemlig også mulighed for at få screenet sine modermærker og hud for kræft.

Det handler i høj grad om at øge folks opmærksomhed

Muligheden for at blive screenet opstod gennem et samarbejde, som Monika Gniadecka, der er hudlæge i Herlev, tog initiativ til.

Formålet var først og fremmest at fange almindelig hud- og modermærkekræft i tide, men dernæst var målet også at øge opmærksomheden på forandringer i huden hos den enkelte.

Flere blev behandlet og henvist

I alt 273 mænd valgte at benytte sig af tilbuddet og lod sig undersøge af en af de tre speciallæger i hudsygdomme Monika Gniadecka, Silje Haukami Omland eller Giedre Beliauskiene.

Af dem blev 11 mænd behandlet for almindelig hudkræft kaldet basalcellekræft, 9 mænd blev henvist til Plastikkirurgisk afdeling på Herlev Hospital for at få fjernet modermærker med celleforandringer, og 21 mænd blev opfordret til at kontakte egen læge for at få undersøgt og behandlet solskader, der med tiden kunne udvikle sig til hudkræft.

»Ved screeningerne under Herlev Festuge fandt vi ud af, at mange aldrig var blevet screenet for modermærkekræft før. Og det vil jeg gerne ændre på. For ved at blive screenet og ved selv at undersøge sin hud vil man kunne opdage forandringer hurtigt og dermed komme i behandling i tide,« siger Monika Gniadecka, der derfor også glædes over, hvor mange der valgte at benytte tilbuddet om screening under festugen.

»Selv hvis der kun var blevet opdaget ét enkelt tilfælde ved de her screeninger, så ville jeg synes, at det var en succes. Det handler nemlig i høj grad om at øge folks opmærksomhed og være med til at ændre folks adfærd, så flere personer i fremtiden undersøger sin egen hud regelmæssigt,« forklarer hun.

LÆS OGSÅ: Herløv Kro er blevet solgt: “Vi skal lige lande på benene”

Opfordrer til selvtjek

Undersøgelser fra USA viser, at 60 procent af de personer, der dør af modermærkekræft, er mænd over 50 år. Og netop derfor var det mænd over 60 år, der blev indbudt til screening i Herlev under festugen, forklarer Monika Gniadecka.

Ud over at lade sig screene, så svarede de fremmødte også på et spørgeskema, der omhandlede undersøgelse af forandringer i huden i fremtiden. Analysen af data fra den undersøgelse kommer hudafdelingen på Bispebjerg Hospital til at foretage, og formålet er at blive klogere på, hvordan man kan få flere til at undersøge sin hud jævnligt.

Alle, der blev screenet, blev desuden opfordret til at foretage et selvtjek enten alene eller med hjælp fra familien hver 3. måned via vejledningerne, som findes på hjemmesiderne tjekdinhud.nu, tjekmærkerne.nu og skincancer.dk.

Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!