Sagsbehandler var bange for sigtede i Louise-sagen – ikke unormalt siger fagforening

Mere end hver tredje socialrådgiver (35 procent) oplever trusler på arbejdspladsen, og halvdelen af dem har oplevet decideret truende adfærd, mens cirka to procent har været udsat for fysisk vold. Det viser tal fra en undersøgelse, som hovedforbundet FTF (nu FH, red.) lavede i 2018, og som Dansk Socialrådgiverforening henviser til.

LÆS OGSÅ: Anklagemyndighed: Sigtede indrømmede i fængslet

I Louise-sagen skulle en sagsbehandler mødes med  den sigtede 28-årige mand, der ifølge anklagemyndigheden slog Louise Borglit ihjel i Elverparken. Det skete på rådhuset blot et par timer før drabet. Men mødet blev holdt i forhallen sammen med en rådhusbetjent, fordi sagsbehandleren frygtede den 28-årige, som han betegnede som skizofren med psykopatiske træk. Det kom frem under det nylige grundlovsforhør.

Udsatte socialrådgivere

Ditte Brøndum, der er næstformand i Dansk Socialrådgiverforening, kan ikke forholde sig til den konkrete sag, men fortæller:

»Det er klart, at som socialrådgiver er det vores opgave at tage os af mennesker, som er i en svær situation i deres liv. Det kan være psykisk sygdom, arbejdsløshed og forskellige ting, som gør, at den enkelte, som kommer ind og møder os er et svært sted. Det betyder ikke, at man truer og slet ikke, at man er voldelig, men det sker hyppigere end andre steder. Vi kan se, at vi er blandt de grupper, som oftest bliver truet i forbindelse med vores arbejde,« siger hun.

Det bekræftes i en omfattende undersøgelse fra 2018 ‘Arbejdsmiljø og Helbred i Danmark 2018’ med knap 38.000 deltagere, hvor knap 26 procent af socialrådgiverne oplyser, at de har været udsat for trusler på arbejdspladsen inden for det seneste år. Gennemsnittet for alle brancher ligger på 8,4 procent. At førnævnte tal afviger fra FTF-undersøgelsen kan skyldes, at det er socialrådgivere for alle brancher.

Ikke ressourcer til at hjælpe alle

Som nævnt er det især de udsatte grupper af borgere, som kan virke truende, fordi de er presset enten økonomisk, på grund af deres misbrug, sygdom eller på anden måde.

»Psykiatrien er et presset område. Vi oplever desværre, at borgere, som ikke er raske, bliver udskrevet eller ikke får den hjælp, de skal have. Og der er flere mennesker i dag, som har brug for psykiatrisk hjælp end tidligere, men der er bare ikke ressourcer nok til det. Og det er vel at mærke mennesker, der har svært ved at råbe op og bede om hjælp og kæmpe den politiske kamp, det kræver,« siger Ditte Brøndum.

Hun tilføjer, at det også handler om den måde, som mange kommuner er opbygget på.

Vi kan se, at vi er blandt de grupper, som oftest bliver truet i forbindelse med vores arbejde

»Mange kommuner er meget siloopdelte og kan ikke give en kombineret hjælp, og det er et selvstændigt stort problem, at borgerne bliver puttet i forskellige kasser, selvom det ikke er den virkelighed, de er i. Så kan man være heldig, at man render ind i en socialrådgiver, som gør noget ekstra, men det sker langt fra altid, at vi har mulighed for det. Så der er brug for, at nogen samtænker det,« forklarer næstformanden og giver et eksempel, hvor en borger ikke kan møde op i sit beskæftigelsestilbud, fordi han har det psykisk dårligt.

Det bliver Jobcentret bare ikke orienteret om, så samme borger bliver trukket i sin ydelse, hvilket kan føre frustrationer med sig, og det skal socialrådgiverne være gearet til at håndtere. Desuden har arbejdspladsen pligt til at lave forebyggende foranstaltninger, hvis der er risiko for vold og trusler. Det kan gøres ved hjælp af systematiske risikovurderinger inden møder med udsatte borgere som i tilfældet med den sigtede i Louise-sagen.

Uddannet til at håndtere konflikter

»Vi møder borgere i meget sårbare situationer og med stærke følelser. Derfor skal man være godt klædt på som medarbejder og som arbejdsplads for at imødegå det her. Det er afgørende, at man forbereder arbejdspladsen på, at det kan ske. Det kan gøres ved hjælp af konfliktnedtrappende værktøjer, når man møder frustrerede borgere og så ordentlige sagsgange, som ikke afhænger af, om man har overskud den dag, men at man har redskaber til at kunne risikovurdere situationer, som er potentielt farlige, og at man ved, hvad man skal gøre, hvis der sker noget sker,« forklarer Ditte Brøndum.

Hun tilføjer, at det også handler om, at arbejdspladsen er indrettet derefter – så der for eksempel ikke står kasteskyts i nærheden og så videre.

Det handler ikke kun om trusler og vold, men om at møde mennesker der, hvor de er. (…) Alle borgere har jo ret til at få råd og vejledning, og vi må jo heller ikke give op på mennesker, fordi de har det skidt

»Fra min egen tid som socialrådgiver har jeg selv været i sådan en situation, at man enten tager en kollega med til samtale eller i de tilfælde, hvor man ved, at det er en person som er psykisk presset eller har udvist trusler, så har man siddet i et sikret rum på rådhuset, hvor der er en dør i begge ender og en rådhusbetjent lige ved siden af. Det kan man blive nødt til, men det er meget få borgere, det sker med,« påpeger hun.

Hun uddyber, at socialrådgivere allerede på studiet lærer at tackle den slags situationer for eksempel med dialogbaserede samtaleværktøjer.

Har ikke underretningspligt

»I vores arbejde kan der være høje følelsesmæssige krav, fordi vi møder mennesker i krise. Men vi går ind i jobbet, fordi vi gerne vil gøre en forskel, faktisk viser en undersøgelse, at 94 procent af vores socialrådgiverstuderende gerne vil gøre en forskel,« understreger Ditte Brøndum og fortsætter:

»Det handler ikke kun om trusler og vold, men om at møde mennesker der, hvor de er. (…) Alle borgere har jo ret til at få råd og vejledning, og vi må jo heller ikke give op på mennesker, fordi de har det skidt, så vi skal så vidt muligt prøve,« forklarer hun og tilføjer, at man som socialrådgiver ikke har underretningspligt i den slags situationer.

Derudover kan man ikke pålægge en udsat borger at få hjælp ifølge Servicelovens voksenparagraffer modsat beskæftigelsesområdet, hvor der er krav om fremmøde med nogle undtagelser LAB §33 – men der er ikke en undtagelsesmulighed i forhold til, hvis borgeren udgør en trussel. Derfor har man for eksempel i Københavns Kommune tidligere holdt nogle samtaler på politistationen.

»Det handler om folks selvbestemmelsesret. Det kræver, at du ønsker at få hjælp. Vi har blandt andet opsøgende medarbejdere i kommunen, der kan hjælpe udsatte borgere med at få hjælp i psykiatrien, så vi forsøger altid at hjælpe,« understreger Ditte Brøndum.