Skovlundeborger dømt for bedrageri på nettet for knap 150.000 kroner
En 18-årig skovlundeborger er sammen med to andre blevet dømt for 24 tilfælde af bedrageri via Den Blå Avis og på Facebook Marketplace.
Betinget fængsel i fire måneder med vilkår om samfundstjeneste er straffen for at have franarret og forsøgt franarret 24 borgere en masse penge for varer, de troede de købte, men aldrig modtog.
Det har Retten i Glostrup bestemt.
Straffen er gået til en 18-årig skovlundeborger, som i øvrigt ifølge retsmødebegæringen var i ledtog med to andre, som også har fået deres straf.
To gik i vasken
Den har de fået for i tidsrummet 20. februar til 4. april 2022 at have bedraget de nævnte borgere for i alt 146.975 kroner, idet de via Den Blå Avis og Facebook Marketplace foregav at ville sælge varer såsom iPhones og sende dem til borgerne, efter at borgerne havde betalt til dem eller en tredjepart.
Varerne blev bare aldrig sendt. Det resulterede i, at de 22 af de 24, to handler gik i vasken, mistede en masse penge lige fra 1.000 kroner til 22.725 kroner i én handel.
Skovlundeborgeren er også blevet dømt til at skulle betale erstatninger til de forurettede.
Der er lukket for kommentarer