Velgørenhedskamp bliver til mindekamp
En velgørenhedskamp til støtte for den tidligere B1973- og Herlev IF-spiller Casper Larsen og dennes kamp mod cancer, bliver spillet alligevel, selvom han gik bort natten til lørdag sidste uge.
En velgørenhedskamp mellem Herlev IF og B1973, der skulle være spillet for at samle penge ind til 33-årige Casper Larsens kamp mod cancer, bliver til en mindekamp i stedet.
Den tidligere B1973- og Herlev IF-spiller døde nemlig natten til lørdag sidste uge, efter en 14 måneder lang og sej kamp mod cancer. Det fremgår af den støtteside, der var lavet til ære for ham, og hvor man stadig kan støtte.
»Det var Caspers ønske, at kampen skulle spilles uanset hvad, og det havde vi også snakket om, men det var op til familien,« fortæller formand for B1973, Henrik Cortsen, som har været med til at arrangere kampen.
LÆS OGSÅ: To Herlev-klubber går sammen om velgørenhedskamp
Han har været i kontakt med de pårørende, som har givet udtryk for, at de synes, kampen skal spilles.
»Det bliver det samme setup, men nu spiller vi kampen for at mindes Casper, og vi er glade for, at forældre og familien og alle dem omkring stadig synes, det er en god idé,« siger Henrik Cortsen, der oplyser, at de donationer, der er kommet ind og kommer ind, nu går til Kræftens Bekæmpelse og til Caspers toårige søn Hector.
Stor omgangskreds
Selvom Casper Larsens forældre, Mette og Carsten Larsen, er i dyb sorg, er de også glade for den store varme, opbakning og omsorg, de og resten af familien er blevet mødt med igennem hele forløbet.
»Vi er meget beærede over den enorme støtte. Det har været helt vanvittigt, så mange der har støttet op omkring det her. Der er over 1.000 mennesker, som har tilkendegivet på den ene eller anden måde, at de er voldsomt kede af det. Det er en enorm omgangkreds, som vi igennem mange år via fodbolden har fået her i Herlev, og det bliver vel også bedst illustreret ved, at de to klubber (Herlev IF og B1973) er gået sammen om den her kamp,« siger Carsten Larsen.
Han var bare en god dreng, der satte store fodspor
»Det er jo enormt rørende. Det siger også noget om, og det er også det, vi hører, at Casper var i stand til at samle folk og more sig med alle på tværs af aldre og hold,« vurderer han.
»Han var bare en god dreng, der satte store fodspor,« lyder det fra Mette og Carsten Larsen.
Stolt over at samle de to klubber
Casper Larsens sociale væsen kom blandt andet til udtryk onsdag sidste uge, hvor han ifølge de pårørende samlede sine sidste kræfter og så fodbold på tv med tre kammerater og sine brødre. Her udtrykte han om velgørenhedskampen ifølge en beskrivelse på støttesiden, at ‘han var meget stolt over at samle to så rivaliserende klubber, som ellers nyder at drille hinanden. Han håbede at kunne deltage i arrangementet og jokede med, at han eventuelt 15 minutter før tid kunne blive skiftet ind og lave en kasse’.
Mindekampen for Casper Larsen bliver spillet lørdag 28. januar klokken 16.30 på Elverroad. Både Casper Larsens hustru, Karoline, og søn Hector, vil være tilstede under kampen, som ifølge familien også betyder meget for dem.
Der er lukket for kommentarer