Herlev Bladet

Fagregister top ann 4
Realize brochure ann

To Herlev-klubber går sammen om velgørenhedskamp: “Det er helt fantastisk”

28. januar spiller nuværende og gamle spillere samt trænere fra de to klubber B73 og Herlev IF en velgørenhedskamp for at samle ind til en tidligere Herlev IF- og B73-spiller, der lige nu kæmper mod cancer.

Når de to fodboldklubber Herlev IF og B73 møder hinanden i kamp, så plejer det som regel at handle om at vinde.

Men den 28. januar kommer mødet mellem de to klubber til at handle om noget helt andet.

Her skal både nuværende og tidligere spillere samt trænere fra de to klubber nemlig spille med og mod hinanden i en velgørenhedskamp. Det fortæller både Henrik Cortsen, der er formand i B73, og Tim Hansen, der er formand i Herlev IF.

Det er helt fantastisk at opleve, hvor mange der egentlig bakker op om initiativet,

Formålet med kampen er at samle penge ind til den fælles holdkammerat Casper Larsen, der har spillet i begge klubber. I slutningen af 2021 fik han konstateret kræft, og den har han kæmpet mod lige siden.

En kamp mellem gamle venner greb om sig

Hele velgørenhedskampen startede faktisk et lidt andet sted, end den er endt – nemlig i en Facebookgruppe for tidligere HI-spillere fra årgang ’89, ’90 og ’91.

I forbindelse med Casper Larsens sygdom, startede hans familie en indsamling. Pengene fra indsamlingen skal gå til alternativ behandling, da traditionelle behandlingsmetoder ikke har haft nogen effekt mod sygdommen.

Derfor ønskede holdkammeraterne også at støtte indsamlingen, og de fik i fællesskab skrabet omkring 11.000 kroner sammen, som de donerede til formålet.

Men så fik de en idé – hvorfor ikke mødes, spille en kamp, spise noget mad og give overskuddet fra den kamp til indsamlingen også?

»Den første tanke var bare, at det skulle have været en kamp for Caspers venner, men så eskalerede det ret hurtigt. Nu er vi omkring 5o eller 60 spillere, der gerne vil bakke op om initiativet og spille,« fortæller Henrik Cortsen.

LÆS OGSÅ: Stor cykelløb får måske start i Herlev

Henrik Cortsen tog derfor kontakt til Casper Larsens familie for at spørge, om det var okay, at de spillede en velgørenhedskamp for at samle ind til indsamlingen. Og med et ja fra familien tog Henrik Cortsen fat i Herlev IF, så de to klubber kunne arbejde sammen om indsamlingen.

»Det er en kamp, der er arrangeret på B73’s initiativ, men det er selvfølelig noget, som vi rigtig gerne vil støtte op omkring. Så selvfølgelig sagde vi ja til at deltage,« siger formand for Herlev IF Tim Hansen.

Sådan ser indbydelsen til velgørenhedskampen ud. Foto: B73.

Overvældede over opbakningen

Henrik Cortsen erkender med et glimt i øjet, at der tidligere nok har været lidt rivalisering mellem de to klubber. Men den rivalisering har ingen indflydelse haft på velgørenhedskampen, fortæller formanden.

»Det er en meget fin måde at vise på, at man uanset farven på sin trøje sagtens kan være med til at gøre noget godt for andre,« siger Henrik Cortsen.

Med så mange interesserede i at trække i fodboldstøvlerne, så bliver det noget med at spille 11 mod 11 i første halvleg, og så bytte alle spillere ud i anden halvleg. Og selvom det er noget utraditionelt, så er det ikke det vigtige i denne sammenhæng, forklarer formanden.

»Mange af dem, som har meldt sig til at spille, har jo ikke gjort det, fordi de bare brænder inde med et kæmpe ønske om at være på den bane. De har meldt sig til, fordi de bare gerne vil være med og støtte op. Og det er helt fantastisk at opleve, hvor mange der egentlig bakker op om initiativet,« afslutter Henrik Cortsen.

Velgørenhedskampen bliver spillet den 28. januar klokken 16:30 på B73’s bane Elverroad. Lørdagshjørnet vil i den forbindelse blive åbnet, og her kan man som tilskuer købe øl, sodavand og pølser. Alt overskuddet fra kampen går til indsamlingen til Casper Larsen.

Herlev Bladet har i forbindelse med velgørenhedskampen været i kontakt med Casper Larsens familie, der er både overvældede og glade for den store opbakning. Du kan læse mere om familiens indsamling til Casper her.

Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!