Herlev Bladet

Fagregister top ann 4
Realize brochure ann

Vikinger, riddere og gøglere indtager ådalen

Københavns Historiske Marked vender tilbage i pinsen - og denne gang med flere nyheder til børn, der vil prøve kræfter med rollespil.

I pinsen fra 26. til 29. maj vil historiens vingesus igen kunne mærkes i Harrestrup Ådal, når over 1.000 aktører trækker i deres historiske klæder og forvandler ådalen til både vikingetid, middelalder og renæssance. Der bliver tale om alt fra krigsskueplads med rekonstruktion af berømte historiske slag som for eksempel ‘Slaget ved Falkoping mellem Margrete den første og Albrecht af Mecklenburg’ til ridderturneringer og diverse workshops i datidens håndværk. Kort sagt noget for hele familien, når Skandinaviens største middelaldermarked vender tilbage.

LÆS OGSÅ: Skovlunde Håndbold vinder Sjællandsmesterskabet

»Vi glæder os til at invitere titusindvis af historieglade gæster ind i en tidslomme, når de træder ind i Københavns Historiske Marked i pinsen. Med et større fokus på formidling såvel som underholdning håber vi, at vores gæster går herfra endnu klogere på vikingetiden, middelalderen og renæssancen,« fortæller projektleder Dennis Fuller i en pressemeddelelse.

Tatoveringer og håndværk

Her uddybes det, at Københavns Historiske Marked i år har særligt fokus på den levende historieformidling herunder med flere nyheder inden for rollespil for børn og barnlige sjæle. Vil man hellere lytte end ligefrem at deltage i løjerne, er der også mulighed for det, når markedets mange aktører står klar som levende historiebøger til blandt andet at fortælle om, hvordan man lavede mad og brugte krydderier, eller hvordan man lavede tatoveringer. I det kreative værksted kan aktørerne fortælle gæsterne om håndværk som syning og brodering, fremgår det.

Særligt for udsatte familier

Københavns Historiske Marked er en NGO, der arbejder for at udbrede kulturhistorie og oplevelser til børn og udsatte grupper. Det vil derfor være muligt for skoleklasser og institutioner at få gratis adgang til Københavns Historiske Marked om fredagen gennem tilmelding på hjemmesiden, lyder det.

I samarbejde med hjælpeorganisationer tilbyder arrangørerne igen i år særlige, gratis familiecamps for udsatte børnefamilier, hvor familierne kan overnatte, spise og tage del i de forskellige aktiviteter og opgaver på markedet henover weekenden.

Forhåbningen er, at disse camps kan give familierne adgang til nye oplevelser og fællesskaber, der både kan styrke familiens bånd og sociale relationer.

LÆS mere om markedet her

 

Åbningstider:
Fredag d. 26. maj: kl. 9.00 – 17.00
Lørdag d. 27. maj: kl. 10.00 – 19.00
Søndag d. 28. maj: kl. 10.00 – 19.00
Mandag d. 29. maj: kl. 10.00 – 17.00

Adresse:
Kræmmerstien 1, 2750 Ballerup

Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!