18-årige Thor er helt rolig og fuld af power
Hos 18-årige Thor Bergstrøm Christensen fylder bordtennis al ledig plads. Han gør det fremragende for Herlev og drømmene, de når hele verden rundt.
Der er smæk på boldene, når Thor Bergstrøm Christensen sender dem over bordet. Også selv om det bare er far, der står på den anden side og sørger for, at boldene flyver på den måde, som Herlev Bladets fotograf gerne vil have dem til.
18-årige Thor Bergstrøm Christensen kom til Herlev Bordtennis i denne sæson, og han er hurtigt blevet en uhyre vigtig del af holdet. Han debuterede på Herlevs elitedivisionshold som 17-årig og er en af ligaens yngste spillere, men det har ikke forhindret ham i at spille med en ro og en rutine, der ikke kommer let, når man trods alt ikke har så mange år under huden.
»Jeg går ikke i panik. Jeg tænker bare på at spille igennem så roligt som muligt,« forklarer han om de intense situationer, der er en del af hans sport.
Jeg går ikke i panik. Jeg tænker bare på at spille igennem så roligt som muligt
Begyndte ved et tilfælde
Egentlig begyndte bordtennis med at være lidt af en tilfældighed for stortalentet. Han prøvede det som 9-årig i sin SFO, og synes, det kunne noget. Så begyndte han i en klub i Ballerup, og så gik der ikke så længe før, at trænerne kunne se, at her var en dreng, der kunne noget særligt og måske endda noget stort. Og de fik ret.
Thor Bergstrøm Christensen er blevet dansk mester for ungdom otte gange, og han har allerede været til ungdoms-EM to gange. Han har spillet på danske ungdomslandshold, men er i denne sæson rykket op som senior og målet er nu at komme på seniorlandsholdet
Han vandt sølv ved DM for seniorer i marts 2019 sammen med Anders Lind, selvom han kun er førsteårs-senior.
Alt sammen resultater, der kan gøre de fleste åndeløse, men Thor Bergstrøm Christensen trækker vejret helt roligt.
»Jeg er god til at gøre mine modstandere mindre gode,« forklarer han og uddyber, at han spiller ret sikkert på den måde, at han er god til at holde bolden på bordet.
Bøger og bordtennis
Til daglig går han i 2.g, og stortalentet kan godt mærke, at der er bud efter hans tid, når både bøger og bordtennis skal passes. Derfor bliver det måske ikke til den samme mængde sjov og skøre indfald som mange af kammeraterne tildeler sig selv i disse år. Men det gør ikke noget.
»Bordtennis betyder rigtig meget,« slår han fast.
Det første år i Herlev har Thor Bergstrøm Christensen været rigtig glad for. Der har været en god kombination af opbakning og udfordring.
Fremtiden for Thor Bergstrøm Christensen har han tegnet i sine drømme. Den står på den store verden med bordtennis som adgangsbillet. Helst ligaen i Tyskland, der virkelig kræver sin dansker, hvis man skal gøre sig.
»Det kunne være fedt at kunne leve af det, men så skal du virkelig være god,« forklarer han.
Spørger man Thor Bergstrøm Christensen, hvad vi kommer til at skrive i det opfølgende interview, vi skal lave med ham om ti år, så svarer han.
»Så skal I skrive, at jeg er på landsholdet. Ellers skal det virkelig være et stærkt landshold.«
Der er lukket for kommentarer