Oktober: Sarah pressede sig selv til det yderste og blev ironman på Hawaii
Sarah Thorsen Streit har i flere år drømt om at deltage i verdensmesterskaberne i Ironman på Hawaii. I begyndelsen af oktober gik den drøm i opfyldelse.
Den 6. oktober er nok en dato, som Sarah Torsen Streit fra Herlev sent kommer til at glemme.
På netop den dag svømmede hun nemlig 3,8 kilometer i Stillehavets blå bølger, hun cyklede 180 kilometer i et kuperet terræn, og sp løb hun 42,2 kilometer i stegende hede. Alt det klarede hun på 12 timer, to minutter og 17 sekunder – og så kunne hun kalde sig finisher af Ironman World Championship 2022.
At tage afsted og gennemføre er uden tvivl kulminationen af en drøm, og det har været en helt exceptionel oplevelse
Og sådan en præstation er svær at lade gå ubemærket hen – derfor er hun kåret som denne måneds sportsprofil.
»Jeg bliver helt lykkelig, når jeg tænker tilbage på den oplevelse. Det er uden tvivl den ultimative drøm, der er gået i oplevelse for mig, og det lyder vanvittigt at sige, men den her oplevelse var næsten vildere for mig end mit bryllup,« siger Sarah Thorsen Streit, da Herlev Bladet ringer til hende for at fortælle, at hun er denne måneds sportsprofil.
Kulminationen af en drøm
Siden 1978 er verdensmesterskabet i Ironman blevet afholdt på Hawaii, og i år var tiden altså kommet til, at Sarah Thorsen Streit skulle prøve kræfter med distancen på den smukke vulkanø.
Men vejen til verdensmesterskaberne har ikke ligefrem været nem, og den har både budt på træninger, før solen stod op, minimal søvn og ikke mindst ture i saunaen for at vænne kroppen til Hawaiis høje temperaturer.
Jeg har altid tænkt, at hvis man kunne gennemføre en Ironman, så kunne man det hele
»At komme til verdensmesterskaberne er et nærmest urealistisk mål at sætte for sig selv, når man også har et helt almindeligt liv med fuldtidsjob, mand og børn. Der er nemlig kun et vist antal billetter, og for at komme med kræver det, at man kvalificerer sig ved at blive nummer et, to eller tre i et andet race. Så det kræver, at man er 100 procent dedikeret,« forklarer Sarah Thorsen streit og tilføjer:
»Men for både min mand og mig selv har det altid været det helt store mål at komme til VM på Hawaii. Så at tage afsted og gennemføre er uden tvivl kulminationen af en drøm, og det har været en helt exceptionel oplevelse.«
Drømmen om børn
Vejen til verdensmesterskaberne begyndte faktisk allerede i 2014, hvor Sarah Thorsen Streit løb sin første Ironman. Og så blev hun fuldkommen bidt af sporten.
»Jeg har altid tænkt, at hvis man kunne gennemføre en Ironman, så kunne man det hele,« siger hun.
Efter succesfulde løb i både 2014 og 2015 begyndte drømmen om en dag at gennemføre en ironman på Hawaii for alvor at spire. Men samtidig begyndte en anden drøm også at tage form hos parret. Nemlig drømmen om at få børn sammen.
LÆS OGSÅ: Få det fulde overblik: Sådan kan erhvervskvarteret i Herlev komme til at se ud
Det skulle dog vise sig at blive noget af en udfordring. Fordi Sarah Thorsen Streit dyrkede så meget motion i så ekstrem en grad, producerede hendes krop nemlig ikke nogle æg, og hun kunne ikke blive gravid.
Hun trappede gevaldigt ned på sporten, og efter 2,5 år i fertilitetsbehandling blev hun sammen med sin mand forældre til tvillinger. Da drømmen endelig var gået i opfyldelse, begyndte hun igen så småt at træne.
Sport og familieliv – hvordan hænger det sammen?
Efter nogle år, hvor Sarah Thorsen Streit kun begav sig ud på halve ironmans, blev hun i 2020 ud af det blå gravid igen. En graviditet, som hun kalder for noget af et mirakel.
Tre måneder efter fødslen af sin datter gik hun så i gang med at træne op til en ironman igen.
»Det var meget vigtigt for mig, at mine børn ikke mærkede, at jeg trænede op. Derfor trænede jeg altid, når børnene sov,« fortæller Sarah Thorsen Streit og fortsætter:
»Jeg deler meget ud på sociale medier omkring min sport, og jeg har også fået mange henvendelser omkring, hvordan det dog kan lade sig gøre, når jeg også har et fuldtidsjob og børn. Der er mange, der tror, at mine børn har stået i skyggen af min drøm, og det er faktisk ret hårdt, for den eneste aftale, min mand og jeg har haft omkring den her drøm er, at børnene ikke skulle belastes af den.«
Jeg ville gøre det hele igen i morgen, hvis jeg kunne
Under sine forberedelser til verdensmesterskabet har Sarah Thorsen Streit derfor stået op klokken 4 om morgenen for at træne, så er hun kørt på arbejde, har hentet sine børn klokken 15 og så trænet igen om aftenen, når børnene var lagt i seng.
»Det har selvfølgelig været virkelig hårdt. Men jeg er også bare sådan en person, der trives i at have meget at se til,« lyder det fra månedens sportsprofil.
Høje bølger, hajer, overophedning, isterninger og kunsten at æde sig selv
Og de mange træninger før solen stod op og efter den gik ned ledte alt sammen til den ultimative prøvelse på Hawaii.
Klokken 06.40 gik Sarah Thorsen Streits start. Og først gjaldt det svømmeturen på 3,8 kilometer.
»Man svømmer to kilometer direkte ud i Stillehavet, og der handler det virkelig om at slå tankerne fra. For herude er bølgerne høje, og der er hajer i vandet. Og så er vandet også vildt varmt,« siger hun.
Hun afslutter svømingen i en hurtigere tid, end hun selv havde regnet med, og så er det tid til 180 kilometer på cyklen.
LÆS OGSÅ: Nyt rådgivningstilbud til voksne: Her skal du ikke gennem kommunejunglen for at få hjælp
»Og det var bare 180 kilometer i et fuldstændig goldt landskab, hvor vinden hele tiden vendte, så jeg kørte det meste af tiden i modvind. Og på cykelturen blev jeg til sidst totalt overophedet, og jeg endte med at besvime i det telt, hvor jeg skulle skifte til det afsluttende løb,« fortæller hun.
Det eneste, der på det tidspunkt betød noget for Sarah Thorsen Streit, var at komme over mållinjen. Så med hjælp fra de frivillige på stedet fik hun med isterninger bragt sin kropstemperatur ned, og så begav hun sig ud på de 42,2 kilometer, der var mellem hende og målstregen.
»Efter 500 meter ser jeg min mand, og så bryder jeg fuldkommen sammen. Jeg havde det virkelig skidt, og jeg kunne slet ikke se, hvordan jeg nogensinde skulle kunne gennemføre. Men jeg fik kørt min krop igang ved skiftevis at gå og løbe, og undervejs fik jeg stabiliseret mig selv så meget, at jeg ender med at kunne løbe distancen,« siger Sarah Thorsen Streit og tilføjer:
»At løbe over mållinjen var så smuk en oplevelse, og man bliver simpelthen så stolt af sig selv. Jeg ville gøre det hele igen i morgen, hvis jeg kunne.«
Hvad skal det så ske nu?
Og her godt fire uger efter oplevelsen på Hawaii er Sarah Thorsen Streit klar til at finde sit næste mål.
»Jeg har faktisk været ramt af det, man kalder ironman-blues. Jeg har lige lavet en kæmpe præstation, og det har været fantastisk. Nu skal jeg så finde ud af, hvad næste skridt skal være,« siger hun og tilføjer:
»Jeg mangler ligesom min næste store drøm.«
Med titlen som denne måneds sportsprofil er Sarah Thorsen Streit med i opløbet til at blive årets sportsprofil, der bliver kåret i december. Hvis du vil læse mere om de profiler, der er blevet kåret i løbet af året, kan du klikke dig ind her.
Der er lukket for kommentarer