Herlev Bladet

Alexanders mekaniske nisser skaber ægte julestemning

På adressen Malurthaven 62 ligger en Nissehytte, hvor hjemmelavet mekaniske nisser og flot julelys skaber ægte julestemning.

På adressen Malurthaven 62 emmer det af ægte julestemning. Her ligger Nissehytten Malurthaven nemlig, hvor mekaniske nisser flytter ind, når det bliver december og juletiden er over byen.

Når man nærmer sig adressen, kan man høre julemusikken spille, og man får også hurtigt øje på de mange julelys. På Nissehyttens ene side er der to vinduer, hvor man kan kigge ind til nisserne, og ved siden af det ene vindue er en snor, som hyttens gæster kan hive i – og så begynder en julemand at synge og danse.

Det er Alexander Kirchherr, der er manden bag Nissehytten, og hvert år bruger han omkring to hele arbejdsuger på at sætte det hele op, så det er klart til juletiden, hvor familier, børn, unge, vuggestuer, børnehaver og ældre plejer at komme forbi og kigge på nisserne.

»Det er rigtigt hyggeligt. Der er rigtig meget opbakning, og der er rigtig meget ros. Det synes jeg virkelig der er, og det er rigtig dejligt. Det er også det, der gør, at vi har kørt projektet videre,« siger han og fortæller, at det i år er sjette gang, at Nisehytten er sat op på trods af de stigende energipriser i år.

»Jeg tog simpelthen den beslutning og sagde, at der er mange andre, der lukker ned for lyset. Så åbner vi. Så gør vi det stik modsatte, og så må det koste det, det koster, og så tager vi den derfra. Hvis det bliver alt for dyrt, så er det bare det. Så må vi bare sige, ‘ja så kostede det lidt penge, men folk blev glade, og så var dét det’,« siger han med et smil.

Læs også: Ingen juleferie uden fodboldfest 

Laver selv nisserne

Ideen til Nissehytten startede, da Alexander Kirchherr sammen med familien besøgte et stort nisseland i Holbæk, hvor der var over hundrede mekaniske nisser.

»Jeg synes virkelig, det var hyggeligt, og rigtig gennemført,« siger han om besøget.

Derfor begyndte han at undersøge, hvor meget mekaniske nisser koster, men da han fandt ud af, at prisen for én nisse er omkring 10.000 kroner, besluttede han sig for at give sig i kast med at lave dem selv. Han laver selv alt det mekaniske, og får nisser til at bevæge sig, men tøj og ansigter til figurerne køber han sig til.

Selvom han ikke vidste noget om, hvordan man laver nisser, da han gik i gang, så blev hans første mekaniske nisse en stor succes. Derfor begyndte han at udvide produktionen af nisser.

»Jeg blev lidt bidt af det, og begyndte at tænke: ‘okay, kan jeg få en til at vinke og kan jeg få dem til at lave noget andet’. Og så tog det ene faktisk bare det andet,« siger han, der fortæller, at Nissenhytten er blevet udvidet med flere nisser og pynt år efter år.

I år er der også sket noget nyt. Der er blevet sat en hytte op ved siden af Nissehytten på et grønt område, hvor to mekaniske nisser sælger juletræer. På hver side af hytten står tre store juletræer med julelys på.

Artiklen fortsætter under billedet.

Alexanders Kirchherrs (th.) hobby med mekaniske nisser og julepynt er blevet til et familieprojekt. Kæresten Stine Helt (tv.) står for at arrangere adventskonkurrencer og børnene trækker en vinder. Privatfoto.

Blevet et familieprojekt

Når Alexander Kirchherr ikke laver nisser,  så arbejder han i sin egen tømrervirksomhed. Derudover har han sammen med sin kæreste Stine Helt tre børn – én på tretten, én på syv og én på halvandet år.

»Det er rigtig hårdt, fordi der er mange arbejdstimer i Nissehytten. Der er altid et eller andet, der lige driller, som selvfølgelig gør, at det lige tager lidt længere tid. Og så har vi ofte mange arrangementer i november måned, og jeg skal jo nå det hele i den måned. Så jeg kan godt mærke, at det altid er meget presset,« siger han og tilføjer:

»Hun (kæresten, red.) kan godt være lidt træt derinde, når der er travlt, der skal laves mad, der skal laves lektier og der er tre, der styrter rundt, og jeg er ude og bruge en masse tid herude (i nissehytten, red.). Så det har også været meget presset for hende, men hun kan godt se, at når folk kommer med positive tilbagemeldninger, at det er det hele værd.«

Udover de mekaniske nisser og flot julelys, så har familien hver søndag i advent haft en tegnekonkurrence for børn, der kunne vinde en adventspræmie.

»Vi har fået mange tegninger ind i år. Det er simpelthen så hyggeligt, at der ligger en masse gode tegninger i postkassen,« siger han og tilføjer:

»Og så er det én af mine børn, der får lov til at trække en tegning hver advent, og så har vi så vinderen.«

Ifølge Alexander Kirchherr er, hvad der startede som hans projekt og hobby nu blevet et familieprojekt, hvor han står for at sætte det hele op, og kæresten Stine Helt står for konkurrencer, præmier og Facebookopslag.

»Den ældste af børnene herhjemme er også lidt med til at bygge det hele op, så han synes jo også, det er sjovt. Han har været med til at brænde skiltet og lave overdækningen. Selvfølgelig er jeg hovedparten, der er inde over det hele, men får ligesom alle i familien med i selve projektet, så alle synes, det er lidt sjovt og hyggeligt at være en del af,« siger han.

Nissehytten Malurthaven lukker ned for i år den 26. december kl. 22.00, så nysgerrige og juleglade herlevitter kan stadig nå at besøge nissehytten i juledagene.

Læs også: Røde Kors får 30.000 kroner til julehjælp

Fakta om Nissehytten Malurthaven

  • Nissehytten Malurthaven ligger på adressen Malurthaven 62.
  • Alle er velkommen til at komme forbi og besøge nissehytten. De mekaniske nisser er tændt hver dag fra kl. 09.30 til kl. 22.00.
  • Der er også en masse julelys, blandt andet en bue af lys lavet af en lyskæde på 500 meter.
  • Nissehytten kan nå at besøges i juledagene. Hytten lukker ned for i år den 26. december kl. 22.00.

 

 

 

Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer