Herlev Bladet

Fagregister top ann 4
Realize brochure ann

Ingen juleferie uden fodboldfest

Udskolingen på Herlev Byskole sluttede skoleåret af med en omgang julebold i Herlev Hallen.

»Buuuh,« blev der råbt fra lægterne, da lærerne scorede deres andet mål mod 9. A efter to minutters spilletid ud af syv.

Stemningen var på kogepunktet, da Herlev Byskoles udskoling efter to års corona-pause igen kunne slutte skoleåret af med en omgang julebold i Herlev Hallen. Med alt, hvad dertil hører. Både lærere og elever var udklædt – nogle i julekostumer og andre i mere skæve outfits. Også fem inviterede lokalbetjente var mødt op for at deltage i turneringen.

LÆS OGSÅ: Vigtig info til Herlev Bladets læsere

»9. A presser godt igen, vi vil godt se flere pigemål, kom nu. Louise (lærer, red.) er så meget i vejen,« lød det fra dommerbordet, hvor 9. klasserne stod for kommentatorsporet – og julemusikken, der pumpede ud i hallen.

I bedste karaoke-stil sang en af kommentatorerne med på Rasmus Seebachs julehit ‘Lille Store Verden’, mens tilskuerklasserne gnaskede pebernødder, forevigede øjeblikkene på mobilen og heppede på deres hold.

Artiklen fortsætter under billedet.

To af dagens kommentatorer: Tv. Esther Frigaard og Emilie Skudsgaard, begge 15 år. Fotos: Kenneth Hougaard.

Fejrer alle mål

Idrætslærer Bjørn Møller, der er en af tovholderne, var både med på og udenfor banen, og han kunne fortælle, at dagens turnering faktisk slet ikke handler om at vinde.

»Der er pizzaer til hele den klasse, der spreder mest julestemning, og så er der en pokal til dem, der vinder, men det ikke er det, der er i fokus,« fortalte han, der også nævnte, at fairplay vægtede højt.

Det kunne to af kommentatorerne, der også var dommere og medarrangører bekræfte.

»Det er grineren at se alle i kostumer, og fedt, at man bliver rystet sammen som årgang, når vi spiller mod hinanden. Vi fejrer alle mål, uanset hvem der scorer,« lød det fra 15-årige Emilie Skudsgaard fra 9. A.

LÆS OGSÅ: Så lang er Herlevs (vistnok) længste guirlande

Hendes klassekammerat Esther Frigaard, også 15, var enig.

»Det er en fed måde at holde sidste skoledag før juleferien. Det er noget andet end at skulle sidde i skolen og vente på, at man får fri. Her ønsker man ikke, at det slutter, fordi det er så sjovt,« påpegede hun.

Kampen mellem lærerne og 9. A endte i øvrigt 3-2 til lærerne, men mon ikke de unge friske elever fik fundet overtaget.

Fire 7. klasser, tre 8. klasser og tre 9. klasser deltog i løjerne – i alt cirka 200 elever.

Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!