Borgmester sender busser på en runde mere
Økonomiudvalget i Ballerup Kommune har besluttet, at fremtidens busdrift i Skovlunde skal undersøges nærmere.
Alternativer skal undersøges mere, og der skal være fornyet kontakt med andre kommuner om fremtidens busdrift i Skovlunde.
Det har Økonomiudvalget i Ballerup Kommune, med borgmester Jesper Würtzen (S) for bordenden besluttet.
Sagen er dermed sendt tilbage til Klima- og Miljøudvalget.
Høringssvarenes indhold er en del af begrundelsen for at sende sagen tilbage for yderligere undersøgelse og forklaring
Letbane i 2025
Busruterne skal omlægges, når letbanen efter planen indvies i 2025.
I forslaget til ny busdrift, vurderes det, at langt de fleste borgere i Skovlunde vil få bedre kollektiv transport, til gengæld vil hele den sydvestlige del af byen være uden busser, og det har medført protester.
»Mange høringssvar gør naturligvis indtryk. Når vi vælger at sende forslag i høring, er det netop fordi vi ønsker at dem der kan blive berørt af en beslutning bliver hørt. Høringssvarenes indhold er en del af begrundelsen for at sende sagen tilbage for yderligere undersøgelse og forklaring,« udtaler Jesper Würtzen til Skovlunde Bladet.
Skal tilgodeses
I Klima- og Miljøudvalgets regi er det fra formanden Hella Hardø Tiedemann (S) allerede lovet, at der skal være en form for kompensation for borgerne i det sydlige Skovlunde, hvis de faste busser forsvinder.
Men med meldingen fra Økonomiudvalget og borgmesteren skal det dermed undersøges, om det sydlige Skovlunde fortsat skal være en del af det almindelige rutenet.
LÆS OGSÅ: Modstand mod at lukke busruter
Der er lukket for kommentarer