Herlev Bladet

Fagregister top ann 4
Realize brochure ann

I Lundebjerg dyrker de samværet

’Vi bor ved siden af hinanden, men uden at kende hinanden. Det skal vi gøre ved.’ Sådan tænkte beboere i Lundebjerg for et halvt år siden, og siden er der sket ting og sager.

Det begyndte til et loppemarked i sensommeren. Beboere spurgte hinanden, hvorfor de bor så  tæt sammen i en boligforening uden rigtigt at kende hinanden. 

Stedet er Lundebjerg, lejlighederne i de gule ejendomme mellem Lundebjergskolen og Ballerup Boulevard. Det blev ikke ved snakken, beboerne besluttede at gøre noget ved det. 

Netværket ’Socialt samvær i Lundebjerg’ kom op at stå, og Skovlunde Bladet møder beboerne i et lokale, hvor der er tætpakket rundt om et langt bord, og snakken går lystigt. 

De kender hinanden. For et år siden ville det have været helt anderledes for de flestes vedkommende.

Hjælp ved diamantbryllup 

›Jeg havde boet her i 18 år uden rigtigt at kende nogen, selvom jeg endda havde været med i bestyrelsen,« fortæller en af initiativtagerne til ’Socialt samvær i Lundebjerg’, Anette Milbo. 

Det begyndte med, at de gik ture sammen, og siden har de fået adgang til fælleslokaler i ejendommen, som ikke havde været brugt i årevis. Her har de malet og skaffet genbrugsmøbler for at friske lokalerne op. 

Netværket mødes fast hver mandag aften med kaffe, te og kage, som de skiftes til at medbringe,  og nogen kan give sig i kast med håndarbejde, andre med puslespil og andre igen kan bare snakke. 

Derudover har de holdt blandt andet julefrokost, nytårskur, musikquiz og fastelavn, og snart venter en påskefrokost. 

Flere af dem har taget fælles til Skovlundes Kirkes julekoncert og fællessang. 

I løbet af foråret forventer de at gå i gang med flere udendørsaktiviteter, blandt andet ture til spisesteder, seværdigheder og aktiviteter. 

Og så kan der også grilles i gården og spilles spil som petanque og vikingespil på græsplænerne.  

Vi fejrer diamantbryllup skærtorsdag, og du drømmer ikke om, hvor mange der har tilbudt at komme og hjælpe

Tilflytter under corona

Hans Kurt har boet i Lundebjerg med sin familie siden 1964.

»Jeg kendte dem i min opgang, men ellers kendte jeg ikke nogen,« siger han. 

Men det er der lavet om på. Han og hustruen skal snart fejre en ganske særlig begivenhed, og her har netværket en kolossal betydning. 

»Vi fejrer diamantbryllup skærtorsdag, og du drømmer ikke om, hvor mange der har tilbudt at komme og hjælpe,« fortæller han. Ægteparret blev dermed gift samme år, som de flyttede til Lundebjerg. 

Anne Larsen har kun boet i Lundebjerg i fire år. Og det var ikke nemt at komme ind socialt, da hun kom til midt i corona-nedlukningen. 

»Det har givet mig rigtig meget at lære nogen at kende, også at have nogle at følges med, når der er arrangementer,« siger hun om netværket. 

 Anette Milbo understreger, at de ikke er en forening. Der skal nemlig ikke gå alt mulig bureaukrati i det med bestyrelse og økonomi. I stedet mødes de frivilligt, og alle beboere i alle aldre er velkomne, og de forestiller sig blandt andet, at der kan oprettes lektiecafé, og at bedsteforældre kan passe børnebørn i lokalerne.

Kun fantasien sætter grænser, det er beboerne, som selv kan gøre planer til virkelighed. Der er cirka 30 med i netværket nu, men der er plads til mange flere, og der er også mulighed for at benytte fælleslokalerne på forskellige tidspunkter. 

Eneste krav er til deltagere er, at de bor i Lundebjerg.  De håber dog, at de kan inspirere beboere i andre boligforeninger til at gå i gang med noget lignende.  

Socialt samvær i Lundebjerg. Netværk blandt beboere.
Mange emner er oppe at vende i det frivillige fællesskab. Foto: Thomas Frederiksen

LÆS OGSÅ: Morten er blevet hædret for at samle herrerne i kirken 

Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!