Herlev Kommune er en labyrint, man skal kæmpe sig igennem
Lisbeth har båret sin datter gennem mødet med Herlev Kommune, og hun finder det dybt urimeligt, at det skal være så helt igennem hårdt at få afklaret om der er hjælp at hente.
En labyrint. Sådan beskriver Lisbeth sin opfattelse af Herlev Kommune.
Hun har i sin egenskab af mor for en datter med en udfordrerne diagnose og brug for hjælp været i kontakt med kommunen i flere forbindelser.
»Man bliver sluppet ind i en labyrint, og så skal man selv finde ud af, hvad vej man skal gå. Min datter siger, at det er godt, at vi i det mindste har kunnet tage hinanden i hånden,« opsummerer Lisbeth sin oplevelse omtrent halvvejs i sin fortælling.
Lisbeth besluttede sig for at henvende sig til Herlev Bladet, da hun læste historien om Lars Steffensen, der mener at man skal kende paragrafferne for at få den rigtige hjælp i Herlev Kommune.
»Da jeg så det i Herlev Bladet tænkte jeg, at jeg er nødt til at støtte op om, at han i hvert fald ikke er den eneste, der har den oplevelse. Alle må kæmpe,« forklarer hun.
LÆS OGSÅ: – Er der et hemmeligt kodeord man skal kende for at komme igennem til en medarbejder?
Forskellige kasser
Lisbeth har i denne omgang arbejdet i omkring tre år for blandt andet at få datteren tilkendt et flexjob.
Hun opremser processer, der er gået stå. Dokumenter der er blevet væk og så har skullet genskabes. Sagsbehandlere der er forsvundet. Og så den vrede, hun mener, hun har været nødt til at rulle ud for at få flyttet tingene og bringe datteren tættere på den hjælp, der i hendes optik er helt nødvendig for, at datteren kan være i verden.
»Hun gør alt, hvad kommunen siger, hun skal, og vi får hele tiden at vide, at der lige skal gå lidt længere. Sagsbehandleren vil ofte egentlig gerne hjælpe. Problemet er oppefra. De har alle deres kasser – de har alle de rubrikker, der skal vinges af i uden, at der sker noget,« siger Lisbeth.
Hun står tilbage med et klart indtryk af afdelinger, der ikke taler sammen og, at de ansatte i de afdelinger tager det som en selvfølge, at de ikke gør det.
Ifølge Lisbeth betyder det, at hun ofte har oplevet at få ét at vide i den ene afdeling, noget andet i den anden afdeling og, at kampene derfor har skulle tages flere gange.
»Det sejler der oppe. Mit personlige indtryk er, at man forsøger at få tingene til at se pænt ud på overfladen, men at alt bagved, det sejler – og det hører jeg også fra mange andre er deres følelse,« siger hun.
For Lisbeth har det haft store konsekvenser at skulle tage kampen. Hun har i perioder været sygemeldt, og familielivet har til tider været påvirket af presset. Og hun har gjort Herlev Kommune opmærksom på, hvad det har betydet.
I et brev til Herlev Kommune, som Herlev Bladet har fået indblik i, skriver Lisbeth blandt andet:
’Vi er netop blev gjort bekendt med, at (sagsbehandlerens navn er taget ud.red) desværre har opsagt sin stilling ved Herlev Kommune. Som mor kan jeg godt regne ud, hvad det betyder i praksis. Endnu en ny sagsbehandler som skal råde og vejlede. Det har vi prøvet før, hvilket bestemt ikke har ført noget positivt med sig. Vi træder vande ”om og om igen” og Kommunen er godt i gang med at vælte et menneske, som i forvejen ligger ned,’ står der i brevet.
LÆS OGSÅ: -Kender du ikke paragrafferne, får du ikke hjælp
Dem der ryger bag i køen
Det er ikke fordi, at Lisbeth ikke anerkender, at man ikke bare lige kan tilkende mennesker en ydelse, der skal betales over skattebilletten. Men hun forstår ikke, at det skal tage så udmattende lang tid og ifølge hendes mening være så uigennemsigtig en proces.
»Det er en enormt stressende proces. Hvorfor er der ingen, der kan tage os lidt i hånden og sige: ’Prøv at høre, det er den her vej, vi går, og det er det her, der er bedst for jer’,« spørger hun.
Hun fortæller om flere gange, hvor hun er gået over hovedet på den enkelte sagsbehandler og til den ene eller anden chef. Så er der sket noget. Men ikke før.
»Hvis jeg ikke havde skubbet på, så var der ikke sket noget. Og det er tankevækkende,« mener Lisbeth, der udtrykker samfundssind.
»I mit stille sind tænker jeg, at nogen er kommet bagerst i køen, fordi jeg har presset på. Jeg bliver trist på de andres vegne. Men man kæmper jo sin kamp,« siger Lisbeth, der har boet i Herlev hele sit liv.
Lisbeths datter er nu så småt ved at være landet. Og også derfor har det ikke været uden overvejsler for Lisbeth, at hun fortæller sin historie.
»Men jeg kunne godt tænke mig at hjælpe andre til at få en meget bedre oplevelse. Det er det, jeg gerne vil,« siger hun.
Lisbeth har valgt at så frem med fornavn. Efternavnet er redaktionen bekendt.
Der er lukket for kommentarer