Herlev Bladet

Fagregister top ann 4
Realize brochure ann

Efter kommunalbestyrelsesmøde: Stadig uvist om Serviceafdelingen flytter

Onsdag oplyste Herlev Kommune, at man torsdag ville melde nyt ud om, hvor Serviceafdelingen fremover skal ligge, men der er stadig ingen afklaring.

Det er stadig uvist, om Serviceafdelingens fremtidige lokation bliver Stokholtbuen 51, sådan som politikerne én gang har vedtaget det, eller om den skal rykkes til Vesterlundvej 3/Smedeholm 1, som det fremgik på dagsordenen til onsdagens kommunalbestyrelsesmøde. Eller måske et helt tredje sted.

Herlev Kommune havde ellers meldt ud, at man ville sende en pressemeddelelse ud i dag torsdag om sagen, men den er nu udskudt. Ifølge formand for Miljø-, Klima- og Teknikudvalget, Marianne Dithmer (EL), skyldes det:

»Vi kom ikke frem til nogen afklaring, fordi vi stadig afsøger alle muligheder i forhold til, hvor Serviceafdelingen skal ligge,« fortæller hun.

Ledige matrikler

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra de to ejere af de alternative matrikler – HOFOR (Smedeholm 1) og Flightcases International A/S (Vesterlundvej 3), men det fremgår af en salgsopstilling hos Colliers, Danmarks største mægler inden for salg af erhvervs- og investeringsejendomme, at Vesterlundvej 3 er til salg for 21 millioner kroner. Herlev Bladet har kontaktet mægleren, som oplyser, at der er noget i gang, men at man ikke kan sige mere nu, før om en uge.

LÆS OGSÅ: Serviceafdelingen flytter måske ikke til Stokholtbuen alligevel

Derudover har Herlev Bladet fået indblik i et brev fra kommunen, som omhandler et miljøtilsyn på Smedeholm 4. Heri står: ‘HOFOR A/S i Herlev er i gang med at lukke Smedeholm 1 ned og flytte alle aktiviteter til Smedeholm 4, hvor der er blevet bygget en ny bygning hvor alle aktiviteter kan samles.’

I kommunens budgetforslag for 2023 er afsat 35 millioner kroner til etablering af en ny serviceafdeling.

Se budgetforslaget her.

 

Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!