Efter ufrivilligt karrierestop: ”Jeg har elsket det“

»Jeg begynder at blive smånervøs, det spænder i maven, og jeg kan mærke sommerfuglene. Jeg skal ind i zonen, fokusere og gå ud og gøre mit bedste.«

Sådan har 19-årige Maia Sørensen haft det et utal af gange, før hun går på isen og præsterer, og sådan skal det også være. Det er nemlig dét, hun elsker og har elsket ved kunstskøjteløb, lige siden hun som kun femårig stavrede ud på den glatte is som medlem af HIKU – Herlev Idrætsforenings Kunstskøjteafdeling i Herlev Skøjtehal.

Men nu er det slut. I hvert fald på eliteniveau. En tilstand kaldet hofteledsdysplasi, som er en medfødt fejl i hofteskålen, har tvunget hende til at indstille en ellers lovende karriere med flere DM-medaljer i bagagen.

»Det er et valg der er blevet truffet for mig, så jeg ikke længere kan dyrke elitesport. Jeg kunne ikke fortsætte uden en operation, og jeg vil ikke kunne fortsætte efter,« forklarer hun, der blev opereret i slut december og nu kan se frem til et langt genoptræningsforløb, der som nævnt ikke vil føre hende tilbage til konkurrencerne på isen.

Jeg savner virkelig meget at skøjte. Man er fri for alt, og jeg kan bare få lov til at være mig selv og gøre det, jeg elsker

Savner isen

En hård erkendelse, der i januar sidste år startede med en skade i foden og et genoptræningsforløb i juni, der gjorde mere ondt end vanligt. Dommen kom i efteråret, efter forskellige læger havde tilrådet en operation, som altså ikke er forenelig med en skøjtekarriere.

»Jeg kan huske, jeg havde min far med på Rigshospitalet, hvor jeg begyndte at græde,« fortæller Maia Sørensen, der nu efter 14 år med palietter, piruetter og pragtpræstationer savner dansen på isen mere end nogensinde.

»Jeg savner virkelig meget at skøjte. Man er fri for alt, og jeg kan bare få lov til at være mig selv og gøre det, jeg elsker,« forklarer hun, der på trods af seksdages træningsuger og et liv fyldt med kunstskøjteløb aldrig rigtig er blevet træt af det, selvom der også kunne være øv-dage.

»Jeg så alle konkurrencer og fulgte med i alt på SoMe ligegyldigt, hvor jeg var. Alle mine venner var kunstskøjteløbere, og jeg levede virkelig i en kunstskøjteboble. Jeg var virkelig et isoleret skøjtebarn,« griner hun, der på trods af det aldrig har haft følelsen af at have gået glip af noget.

Artiklen fortsætter under billedet.

Is i blodet

»Jeg har elsket det, så det har ikke været et savn for mig ikke at lave andre ting. Jeg har elsket at være sammen med min skøjtefamilie og hele miljøet omkring det,« påpeger hun, der set i bakspejlet er taknemmelig.

»Jeg føler også nu, hvor jeg er stoppet, at jeg virkelig kan se, hvem der har været der for mig. Jeg er for eksempel virkelig taknemmelig for min far, som har støttet og hjulpet mig,« siger hun, der også sætter stor pris på sin træner Anni Petersen fra HIKU, der var god til at spotte hendes talent og skubbe hende i den rigtige retning.

Maia Sørensen kommer ellers selv fra en skøjtebegejstret familie. For det første er hendes mor fra Canada, en af verdens største ishockey-nationer. Derudover har hendes far spillet ishockey i Herlev, og så er tanten kunstskøjteløber.

Jeg føler også nu, hvor jeg er stoppet, at jeg virkelig kan se, hvem der har været der for mig.

»Det lå i familien. Min storesøster har også gået til kunstskøjteløb, så det var helt naturligt for mig at starte. Vi startede på familiehold med mine forældre, da jeg var fem år, og allerede i syv-års-alderen trænede jeg med de store måske seks gange om ugen,« fortæller hun, der så vidt hun husker altid har trænet med de store.

»Jeg var altid så glad, når jeg fik lov til at træne med dem. Jeg så også op til dem, og pludselig var jeg lige så god og bedre end dem,« tilføjer Maia Sørensen, der husker, at en af hendes trænere kaldte hende ‘lille prut’.

I 2011, da hun var syv år, vandt hun sin første medalje, bronze, ved Sjællandsmesterskaberne i kunstskøjteløb. Siden har Herlev Bladet årligt bragt historier om den lokale skøjtestjerne og hendes bedrifter på isen. Bedrifter, hun vel at mærke ikke er kommet sovende til.

Artiklen fortsætter under billedet.

Topper tidligt

»Jeg trænede exceptionelt meget som lille, også mere end de andre, og jeg tog også på camps i udlandet, fordi jeg godt ville have mere træning og andre trænere, og jeg ville have flere og andre inputs. Du kan ikke træne som i Danmark, hvis du vil gøre noget i udlandet, så det handler hele tiden om, hvordan man kan få mere istid. En time på isen er ikke nok, det skal være tre til fire timer for at komme i dybden,« understreger Maia Sørensen, der blandt andet har trænet ét år i Tyskland med en af verdens bedste trænere, Michael Huth.

Desuden er tiden til at slå igennem begrænset, forklarer Herlev-atleten. Det erfarede hun efter at have mødt andre dygtige kunstskøjteløbere under sit ophold i Tyskland.

»Kunstskøjteløb er en sport, man dyrker som ung. Man er ikke gammel, i Europa er man vel 21 til 23 år gammel, når man topper. I Tyskland topper du som 15-17-årig. Dem, jeg trænede med, gik ikke i skole og havde ikke noget job. Deres arbejde var kunstskøjteløb. I Danmark kan du ikke leve af kunstskøjteløb, du skal lave noget ved siden af,« påpeger hun, der netop valgte Team Danmark-linjen på Falkonergårdens Gymnasium for både at tage en uddannelse (hun drømmer om at blive læge) og få mere tid til træningen – og drømmen.

»Siden jeg var syv år, har min drøm været at komme med til OL,« siger hun, der opnåede at blive udtaget til en OL-kvalifikationskonkurrence, men uden at komme med.

Det har gjort mig til den person, som jeg er i dag. Det gælder også lidt, den måde jeg ser livet på

Kommer tilbage men ikke comeback

Selvom hun altså ikke fik drømmen opfyldt, har hun fået en masse andet ud af sin karriere:

»Det har gjort mig til den person, som jeg er i dag. Det gælder også lidt, den måde jeg ser livet på, jeg har fået nogle egenskaber af at have dyrket kunstskøjteløb. For eksempel er jeg meget målrettet og disciplineret på grund af min sport,« forklarer Maia Sørensen, som altså desværre har måtte lægge skøjterne på hylden. Eller næsten, for helt at lægge isen på is, det kan hun ikke.

»Jeg kommer helt klart tilbage på skøjterne, men jeg kommer ikke til at løbe på eliteniveau. Måske bare en gang om ugen, for jeg kan ikke undvære det, jeg bliver helt glad i bolden hver gang, jeg kommer på isen,« lyder det fra Herlevs vel nok bedste kunstskøjteløber i nyere tid.

Bedrifter:

Seks DM-medaljer heraf to senior.

Deltaget ved senior EM og to junior-VM.

To internationale 3. pladser.

Tre gange Månedens Sportsprofil (2016, 2018 og 2022).