Herlev Bladet

Fagregister top ann 4
Realize brochure ann

Endelig blev den bedste højtlæser kåret

Finalen i Fang Fortællingen 2021, hvor den bedste højtlæser blandt Herlevs 5. klasser skulle kåres, løb af stablen torsdag formiddag efter at være blevet udskudt fra november sidste år. Og de meget spændte finalister fik god opbakning fra 'hjemmefronten'.

En propfyldt sal og et stærkt felt af populære børne-/ungdomsbøger fik på bedste vis sparket formiddagen i gang, da sidste års finale i ‘Fang Fortællingen’ løb af stablen i Herlev Medborgerhus torsdag.

Fødderne trippede og hænderne holdt godt fast i det efterhånden temmelig krøllede talepapir, som nogle af de seks finalister havde medbragt. Andre havde taget originalbogen med, som de læste op fra. For de fleste gjaldt det, at nervøsiteten havde meldt sin ankomst forud for finalen.

»Er du spændt? Det kommer til at gå så godt,« lød det fra borgmester Thomas Gyldal Petersen (S), der var i færd med at hilse på finalisterne, der sad på første række og forberedte sig en sidste gang, før den håndfri mikrofon kom på hovedet og turen gik op på scenen. En af gangen.

LÆS OGSÅ: Der mangler offerrådgivere

Forinden holdt borgmesteren en kort tale, hvor han understregede vigtigheden af at være stille, mens finalisterne læste op, men også at bakke op om alle.

»Og så må I godt hjælpe mig med at gøre den lille nervøsitet, der kan være, til en smuk sommerfugl, som flyver ud i lokalet, vil I det?« spurgte han de mange elever, som kvitterede med et rungende ‘jaaa’.

Artiklen fortsætter efter billedet

Angalina læser op fra klassikeren Brødrene Løvehjerte.

 

Udskudt fra sidste år

Fang Fortællingen er et landsdækkende projekt, der første gang blev holdt i Herlev i 2015. Der er tale om et højtlæsningsforløb og et Herlev Mesterskab i højtlæsning udviklet og arrangeret i samarbejde mellem Herlev Bibliotek og repræsentanter fra Kildegårdskolen, Lindehøjskolen, Herlev Byskole og Gl. Hjortespring. Dog var der torsdag ingen repræsentanter fra Gl. Hjortespring.

Hendes mund er fyldt af iskoldt vand, så husker hun ikke mere

Forud for finalen var afviklet en tre ugers workshop samt en semifinale på skolerne. Den foregik sidste år, hvor finalen skulle være holdt i november, men blev udskudt på grund af corona.

Så det var måske også en lettelse for de seks finalister endelig at kunne komme på scenen torsdag og blevet hyldet af deres jævnaldrende.

Artiklen fortsætter efter billedet

Populære bøger

Første finalist var Alina fra Herlev Byskole, der skulle læse et stykke fra ‘Miranda og den blå skål’ af Kerstin Sundh. Hun indledte med kort at præsentere bogens handling, og begyndte så at læse op.

»Hendes mund er fyldt af iskoldt vand, så husker hun ikke mere,« lød de sidste linjer fra Alina, der efterfølgende høstede stort bifald fra salen.

Det gjorde de andre finalister også – og nogle af publikummerne havde tilmed lavet et banner for at vise deres opbakning.

Efter Alina fulgte Rayan fra Kildegårdskolen. Han læste op fra Manu Sareens: ‘Hvad fætter gør er altid det rigtige’ og benyttede blandt andet forskellige accenter, hvilket fik publikum til at grine flere gange.

LÆS OGSÅ: Spis mad, drik vin og hjælp Ukraine

Så var det Angalinas tur. Hun går på Lindehøjskolen og læste op fra ‘Brødrene Løvehjerte’ af Astrid Lindgren. Efter hende Ahmed fra Herlev Byskole, der havde taget Lene Kaaberbøls ‘Vildheks’ med. Han gjorde sig blandt andet bemærket ved bevidst at lade sig falde på scenen og insistere på at læse de sidste linjer op, efter at publikum havde klappet. På den måde høstede han også to klapsalver. Efter ham kom Sofia fra Kildegårdskolen og Kaare fra Lindehøjskolen. Førstnævnte læste op fra Dalia Dragehvisker af Ida-Marie Rendtorff og sidstnævnte af Kenneth Bøgh Andersens ‘Faret Vild’.

Artiklen fortsætter efter billedet

Ahmed brugte udover sin stemme også sin krop ved højtlæsningen og lod som om, han faldt på scenen.

 

Og vinderen er…

Mens juryen bestående af Herlev Biblioteks Sandra Paldrup, Karen Aasvang fra Lindehøjskolen, Line Bech fra Herlev Byskole og Laila Jensen fra Kildegårdskolen voterede, var der sørget for underholdning. Den stod Aske Ebbesen, der er professionel historiefortæller, for. Han havde også været med til workshoppen sidste år og fik varmet godt op under publikum med hele tre historier. Blandt andet om dengang han var rigtig ‘voksenbange’ for at tage i Tivoli med sin nevø.

Endelig gik døren op og juryen kom ind med navnene på 1., 2. og 3. pladsen. Og vinderen er…

Sofia fra Kildegårdskolen.

»Det var bare rigtig fedt. Jeg havde jo ikke regnet med det,« sagde hun, der havde valgt at læse op fra Dalia Dragehvisker, både fordi biblioteket havde anbefalet den, og fordi hun var blevet grebet af den.

»Jeg synes, det er fedt at arbejde med sin stemme,« fortalte hun, der havde øvet en gang sidste uge og dagen før med sin mor.

2. og 3. pladsen gik til henholdsvis Ahmed og Kaare.

En ny omgang ‘Fang Fortællingen’ starter op i efteråret lige efter efterårsferien. Datoen for finalen 2022 er endnu ikke godkendt/fastlagt.

Artiklens fortsætter efter billedet

Vinderen Sofia med uddrag fra bogen ‘Dalia Dragehvisker’.

 

Kaare var lidt nervøs, før han rundede finalen af, men det gik godt, og han fik en tredjeplads.

 

 

Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!