Herlev Bladet

Fagregister top ann 4
Realize brochure ann

Januar: Det er på isen hun shiner

Maia Sørensen meldte sig allerede ind i HI’s kunstskjøteafdeling da hun var fem år. Og siden da har hun elsket at løbe rundt på skøjter ude på isen så meget, at hun i dag kan skrive flere mesterskabspriser på CV’et.

Spring, trin, piruetter og koreografier.

Glitrende kjoler og strut skørter.

Høj musik og blændende lys.

Ej at forglemme skøjterne og den kunst på isen som Maia Sørensen siden hun var fem år, har elsket at udføre på et is belagt underlag i HI’s skøjtehal og til konkurrencer landet og verden over:

»Jeg elsker bare sporten og det, at jeg kan få lov til at indleve mig. Det er her jeg kan få lov til at shine, og jeg får bare en speciel følelse, når jeg er på isen,« fortæller Maia Sørensen. 

Og man må i den grad også anerkende, at hun er dygtig, når hun sådan glider rundt på isen.

For i en alder af 17 år, har hun siden 2015 vundet samtlige Danmarksmesterskaber, der er blevet holdt.

Sidste år blev hun endda udtaget til Europamesterskaberne som Senior for første gang.

Og selvom Europamesterskabet sidste år blev aflyst på grund af corona, blev mesterskabet netop gennemført i sidste weekend, hvor isprinsessen Maia Sørensen var taget til Estland for at deltage:

»Det er mit første EM. Og stemningen er meget intens. Der er virkelig gang i den. Det er en meget stor bane, og jeg har set skøjteløb, som jeg ikke har set før. Der er så mange at se op til, og som jeg kan få inspiration fra,« fortæller Maia Sørensen, der midt under EM-turneringen, fandt et hul, hvor hun havde tid til at snakke med Herlev Bladet.

Januar måneds sportsprofil

For med sine fine præstationer er Maia Sørensen nemlig blevet kåret til månedens første sportsprofil i år.

Og den nyhed bliver bragt til hende på dagen, hvor hun skal løbe til EM for første gang:

»Det er virkelig dejligt og det gør mig virkelig glad, at der bliver sat pris på mit hårde arbejde. Og bare det, at man får anerkendelse, det er bare en fornøjelse,« lyder det fra Maia Sørensen, der ringer fra skøjtehallen i Tallinn i Estland. 

Hun har under hele sin skøjteløber-karriere været medlem af HIKU – Herlev Idrætsforenings Kunstskøjteafdeling, og det bliver hun ved med:

»Jeg startede i klubben som femårig, så det har altid været min base,« fortæller Maia Sørensen, der dog sidste år ikke trænede særlig meget i klubben, da hun flyttede til Tyskland for at gå all in og bare for at træne.

I Tyskland i Oberstdorf, hvor Maia Sørensen boede i et år, trænede hun med Michael Hurt, der også er træner for den tidligere verdensmester.

Og det er også netop ham og en teamleader fra Danmark, hun i weekenden var taget til Europamesterskaberne i Estland med.

Maia Sørensen bor i dag i Herlev, og udover at træne cirka tre timer om dagen, går hun i gymnasiet på Falkonergårdens Team-DK linje, hvilket gør, at hun har lidt mere frihed til at deltage i konkurrencer og mesterskaber, når det er aktuelt, samtidig med at hun kan passe sin skole

Drømmer om OL

Maia Sørensen har siden hun var 10 år ligget i toppen i Danmark, og har deltaget i utallige Danmarksmesterskaber.

Derudover har hun også skøjtet til de nordiske mesterskaber, junior VM og diverse grandprixer. 

Og selvom Maia Sørensen i telefonen allerede inden EM turneringen var afsluttet helt, kan fortælle, at det ikke blev til en førsteplads ved Europamesterskaberne i Estland i år, har det været en kæmpe oplevelse for den 17-årige skøjteløber:

»Jeg er meget glad for at få lov til at deltage til EM, det er nok det største for mig, selvom det ikke gik som jeg ville have det. Men jeg fik vist, at jeg virkelig elsker at skøjte, og det er det vigtigste,« fortæller Maia Sørensen, der runder af med at fortælle om sin næste store drøm:

»Mit aller største mål, det er at deltage i et OL. Og det har det været siden jeg var syv år. Det har virkelig altid været min drøm, og det er det, jeg arbejder mig op efter,« fortæller Maia Sørensen, der derfor går efter det OL, der bliver holdt om fire år.

 

Det har hun vundet

– Har vundet samtlige danmarksmesterskaber som junior siden 2015.

– Vandt danmarksmesterskabet som senior i december 2021, hvor hun også fik personlig rekord.

– Udtaget til europamesterskabet som senior.

– Har været udtaget til de nordiske mesterskaber, VM som junior og til forskellige internationalle granprixer.

– Blev kåret til november måneds sportsprofil i 2018.

Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!