Herlev Bladet

Fagregister top ann 4
Realize brochure ann

Lokal sommerkrimi: Den døde linje – kapitel 6

LÆS DE TIDLIGERE KAPITLER LIGE HER:

Kapitel 1 

Kapitel 2 

Kapitel 3 

Kapitel 4

Kapitel 5

På Herlev Rådhus sad kommunikationsmedarbejder Troels Sørensen og kløede sig i manken. Krisemødet om de fem forsvundne kommunalpolitikere havde trukket ud til et stykke efter klokken 15. Det huede ham ikke.

• • •

Kommunaldirektøren var godt oppe at køre. For én ting var, at der var fem lokale politikere, der var forsvundet. Men de var alle sammen socialdemokrater. Og det gjorde det jo alt andet lige anderledes alvorligt.

»Vi skal have vendt den her historie, så det ikke bliver det, vi er kendt for. Vi skal være kommunen med de mange ministerbesøg og de høje bygninger. Fandme ikke kommunen med de mange forsvundne politikere,« hvæsede direktøren og kiggede på Troels Sørensen, der derved blev tvunget til at tune ind på samtalen.

• • •

»Ja, ja. For helvede da. Selvfølgelig skal vi det. Den skal vi da lige have vendt til noget øh…positivt,« sagde han og lod en byge af varm luft følge efter. 

Han vidste, at hvis han talte længe nok, så blev de fleste møre og tænkte, at det sikkert var klogt.

»Vi skriver da bare en pressemeddelelse om, at antallet af forsvundne politikere ligger stabilt,« hørte han sig selv sige. Han fortsatte:

»Altså jeg mener, der er jo ikke forsvundet flere siden i går. Så der er jo ingen stigning. Så vi laver historien om, at antallet af forsvundne politikere har stabiliseret sig,« hørte han sig selv fortsætte.

• • •

Kommunaldirektøren lod øjnene hvile på ham.

»Ja. Ja, den køber de helt sikkert. Borgerne er sgu ikke for hurtige,« lød konklusionen.

Tilbage på kontoret gik Troels Sørensen i gang med pressemeddelelsen. Han sad midt i drømme om, hvordan kommunen ville blive hyldet på Facebook, da telefonen ringende. 

Det var efterforskeren Tina Mortensen fra Københavns Vestegns Politi.

»Ja, hej Troels. Altså det her kommer til at lyde lidt underligt. Men vi har fundet en kuffert under Bo Hansens seng. Altså en af de politikere, der er forsvundet. Og den er fyldt med pressemeddelelser, som du har skrevet. Plus noget virkeligt mærkeligt legetøj som jeg…ikke vil komme nærmere ind på. Men altså flest pressemeddelelser fra din hånd. Har du en idé om, hvad det kan handler om?«

• • •

Troels Sørensen stivnede. Han vidste præcis, hvad det handlede om.

Fortsættes i næste uge…


Herlev Bladets sommerkrimi

· Skrives på skift af Herlev Bladets journalister

· Er ren fiktion

Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!