Herlev Bladet

Fagregister top ann 4
Realize brochure ann

Louise-sagen efter grundlovshøret: To vigtige ting politiet vil have gjort

Efter fredagens grundlovsforhør af den 28-årige sigtede i Louise-sagen, fortsætter efterforskningen, og der især to ting, som politiet nu skal i gang med.

Efter seks år har Københavns Vestegns Politi anholdt og sigtet en formodet gerningsmand for drabet på Louise Borglit 4. november 2016. Fredag blev han fremstillet i grundlovsforhør, men det betyder ikke nødvendigvis, at en retssag og en dom venter lige om hjørnet.

Det påpeger anklager i sagen, Bo Bjerregaard:

»Det er vigtigt at understrege, at det er slet ikke sikkert, at der kommer en retssag. Nu skal politiet have afsluttet sin efterforskning, og så skal  anklagemyndigheden vurdere, om der skal rejses tiltale. Derefter beder man retten finde ud af, hvornår sagen kan behandles,« fortæller han, der med en vis forsigtighed godt tør love, at det nok ikke bliver på den her side af sommerferien.

LÆS OGSÅ: Forsvarer: Louise-sag kan få stor betydning for andre sager

For først er der især to vigtige efterforskningsmæssige skridt, som skal gennemføres.

Skal afhøres

Det handler dels om at ransage den sigtedes fængselscelle i Enner Mark Fængsel ved Horsens. Det kom frem under grundlovsforhøret, at den sigtede sidder i fængsel, da han i 2019 fik en dom på otte år for blandt andet grov vold mod sin ekskæreste. Under grundlovsforhøret fik man udover grønt lys til en ransagning også hjemmel til at lave en ny mentalundersøgelse af den sigtede.

Dels handler det om at få afhørt den sigtede igen, efter at anklagemyndigheden præsenterede sin sag i grundlovsforhøret. Såfremt det sker, vil det kunne resultere i efterforskning, genafhøring af vidner og nye undersøgelser, alt efter hvad der kommer frem. I forbindelse med sidste uges fremstilling nægtede den 28-årige at udtale sig.

FÅ OVERBLIK over grundlovsforhøret her.

Sidste gang den sigtede blev afhørt i sagen var ifølge grundlovsforhøret et år efter drabet, hvor sigtede påstod at have et alibi. Noget politiet dog ikke kunne få bekræftet.

En second opinion

Forude venter altså slutspurten på en lang efterforskning, før anklagemyndigheden kan komme endeligt i mål. Men hvorfor har sagen taget så mange år, hvis man flere gange tidligere i forløbet er stødt på den sigtede?

»Der har været foretaget en helt ufattelig omfattende efterforskning med omkring 14.000 siders efterforskningsmateriale. Man har gjort alt, hvad der har været muligt for at finde spor efter en gerningsmand. Da alle de muligheder har været udtømte, henter man personale fra en anden politikreds ind, og de har også peget på ham her (den sigtede, red.) som gerningsmanden. Det har ført til, at man har brugt en agent, og det er jo selvfølgelig klart, at det har også været med til at forlænge sagsbehandlingenstiden,« fortæller Bo Bjerregaard og kalder det en kompliceret operation.

Da alle de muligheder har været udtømte, henter man personale fra en anden politikreds ind, og de har også peget på ham her (den sigtede, red.) som gerningsmanden

Han tilføjer, at agenten har fungeret som indsat i fængslet (oktober 2020, red.) og senere hen som besøgende (bl.a. december 2020 og senest 30. okt. i år, red.), efter at han har fået en relation til den sigtede.

Skulle have bekræftet sin mistanke

»Så man er blevet nødt til at lade det have det omfang. Det har været meget vigtigt for politiet at få tilstrækkelige oplysninger for at få bekræftet sin mistanke, og det er også de oplysninger, han er kommet med under den seneste episode, som sammen med det andet, man har, har gjort, at man har kunne skride til anholdelse,« forklarer anklageren.

Han tilføjer, at det bedste i sådan en sag er tekniske beviser såsom DNA, teledata, gerningsvåben og så videre, hvilket der ikke har været noget af, hvorfor bevisbyrden har taget længere tid at løfte.

Den 28-årige sigtede blev anholdt torsdag sidste uge klokken 10.33 og fremstillet i grundlovsforhør dagen efter klokken 10. Han nægter sig skyld.

Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!