Del 3: Mor til en misbruger

DEL 3: Tilbage til livet

Fortsættes fra sidste uge.

En sen juniaften i 2015 tikkede der en besked ind på Helenes telefon. “Du er ikke min mor mere, og du kan bare vente dig,” stod der. Den var fra hendes søn Peter. Helene vidste ikke, hvad der havde gjort ham så vred, for de havde slet ikke talt sammen den dag. Hun vidste bare, at hun var nødt til at skynde sig ud ad den hvide hoveddør og væk fra det lille rækkehus. Ikke at hun var bange for ham. Hun var bare bange for, hvad han kunne finde på, når han var på stoffer. Om det var coke eller amfetamin, han havde taget, husker hun ikke, men han virkede helt psykotisk. Helene tog sin lille chihuahua Maddie under armen og flygtede hjem til sine forældre.

Herhjemme blev telefonen ved med at lyse op. Nu var det med billeder. Billeder af vodkaflasker og øldåser over hele hendes stuegulv. Han havde låst sig selv ind i det lille rækkehus og fundet de få sjatter sprut, Helene havde liggende. Fordi hun havde haft så travlt med at komme ud ad den hvide hoveddør, nåede hun ikke at låse skuret i den lille gård, hvor der gemte sig nogle rester whisky og vodka.

Den dag i dag kan hun stadig slå sig selv i hovedet over de gange, hun ikke fik låst alt inde. Hvorfor huskede hun nu ikke dét? Hun vidste det jo godt. Men nu var det for sent, og hun kunne ikke selv gøre noget. Hun kimede Peters opholdssted ned, men her fik hun at vide, at de skulle vente på ledelsens beslutning, før de kunne gøre noget.

Men Helene kunne ikke vente på ledelsen og måtte ringe efter de tunge drenge hos 112. Efter 25 minutter var hun kommet igennem til dem, og de ville gerne komme og hente Peter. De syntes dog, Helene skulle være der, mens de førte ham væk. Men det kunne hun ikke. Det var simpelthen for voldsomt at se sin 14-årige søn blive lagt i håndjern og kørt væk af politiet. Det har hun stadig ikke set, selvom det efterhånden er sket nogle gange. I stedet ville hun stå på en parkeringsplads i nærheden, så de blå mænd kunne låne hendes nøgle, hvis de ikke kunne komme ind i det lille rækkehus.

Men ind kom de, og Peter blev kørt væk og tilbage til Nørrebro og Den Flyvende Hollænder, hvor han blev låst inde i ‘lejligheden’. I det lille rækkehus var der glasskår i gangen og øl på gulvet. Spejlet var smadret, og i døren var der store huller efter en knytnæve.

Da Peter efter 38 timer blev lukket ud af ‘lejligheden’, tog Helene og hendes søster hen for at besøge ham. Igen lignede det et værelse hos en hjemløs, og den tykke stank af røg snoede sig målrettet op i deres næser. Peter græd i sin mors arme. Han kunne slet ikke huske, hvad han havde gjort. Og Helene vidste jo, at han havde været styret af stofferne. Det var i virkeligheden slet ikke ham. Hun vidste, at han stadig bare var en lille dreng, der havde brug for sin mor. Det er bare noget, man kan mærke, når man er mor, forklarer hun. Man giver bare ikke op på den måde. Det er bare helt naturligt. Man må lægge alle de dumme ting bag sig, og så må de fylde på et andet tidspunkt.

Alligevel sidder den juniaften stadig i hende, og den er en del af grunden til, at hun i flere år har følt sig stresset og i alarmberedskab. At hun i dag går i gruppeterapi for endnu en farlig følgesvend, nemlig PTSD eller posttraumatisk belastningsreaktion. En følgesvend, der gør, at hun stadig har meget svært ved at sove, for det turbulente liv har vænnet hendes hjerne til, at alt sker om natten, og at hun hele tiden skal være på vagt.

________________________________________________________

PTSD er en psykisk sygdom, der

kan opstå efter voldsomme eller

traumatiske oplevelser, som man enten

har været involveret i eller vidne til.

Kilde: PsykiatriFonden

________________________________________________________

De farlige følgesvende

Når Helene endelig falder i søvn, har hun stadig sine mareridt. Dem, hvor hun drømmer, at politiet ringer på den hvide hoveddør for at give hende de dårlige nyheder. Og så er der flashbacks til engang, hvor Peter blev holdt nede af fire lærere, fordi han fik et anfald. I virkeligheden endte det med, at de fik ham til at slappe af, men i drømmen ender det altid med, at lærerne presser ham så hårdt, at han bliver kvalt. Hver gang vågner hun op badet i sved. Drivvåd. Og så er hun nødt til at tage et glas vand og se lidt tv, før hun kan få afledt tankerne og falde i søvn igen.

Så er der angsten. En følgesvend, Helene har haft siden sin ungdom, men som kun er blevet værre i løbet af de sidste fem år. Når sneen falder uden for vinduet i det lille rækkehus, mærker Helene angsten snige sig ind på hende. Det er nok ikke så meget sneen, det handler om, men begrænsningerne, den fører med sig. Når jorden bliver dækket af det lette, hvide tæppe, føler hun sig fanget. Hun er nødt til hele tiden at tage nogle forholdsregler, og det kan hun slet ikke holde ud.

Og så gør angsten, at hun ikke kan køre i bil uden for Herlev. Lige så snart hun rammer motorvejen, begynder det. Kører de andre biler ikke lidt for tæt på? Er hun ikke lige ved at køre ind i nogen? Varmen stiger, hjertet banker, og kabinen drejer rundt. Helene får svært ved at få vejret, og så er hun nødt til at køre ind til siden.

Helene, som før er kørt hele vejen til Tyskland. Som engang har været kørende sælger, hvor hun drønede rundt i firmavognen i Københavns smalle gader. Men ikke mere. Det er slet ikke til at forstå. Men nu har hun oplevet angsten så mange gange, at hun helt har droppet køreturene uden for Herlev. Det har gjort, at hun ikke kan besøge sin datter eller veninder, der bor uden for den trygge kommunegrænse, for togture alene er heller ikke noget, hun føler sig tryg ved. Hvis de skal ses, må de komme til hende, og det begrænser tiden med vennerne, som i forvejen var faldende.

I mange år har hun og veninderne holdt Lucia-aften i midten af december. Det var altid Helene, der stod for at planlægge den store aften. Hun pyntede op, lavede mad og stod for underholdningen. Det kan hun ikke længere. De sidste par år har en af de andre overtaget planlægningen, og sidste år måtte Helene helt droppe det. Peter kom nemlig hjem på weekend, og fordi hun ikke vidste, hvordan det ville gå, kunne hun ikke overskue det.

Sådan er det nogle gange, når han hver anden weekend kommer på besøg i det lille rækkehus. Helene mærker uroen, når hun føler, at han fester lidt for meget. ‘Bare han nu ikke hidser sig op igen,’ frygter hun og tænker tilbage på den sommeraften i 2016.

Selvom det faktisk går langt bedre med Peter i dag. Efter sin tid på Nørrebro er hans flytten rundt fortsat: Fem dage og to overfald på et opholdssted i Jægerspris, en tur tilbage på Sønderbro, en indlæggelse på psykiatrisk afdeling og et år til søs ombord på et skibsprojekt.

Nu er han igen landet på den hvide bondegård halvanden kilometer uden for Jyderup. Han har netop færdiggjort sin 9. klasse med et snit, der er højere, end han havde forventet, og efter sommerferien skal han læse til eventkoordinator på Next. Samtidig har Peter selv taget en beslutning om, at stofferne ikke er den vej, han vil gå.

Helene er stolt af sin 17-årige søn, men stoltheden bliver ofte afbrudt af bekymringen. For hun har jo set det gå galt så mange gange før, så hvorfor skulle det ikke ske igen? Hun er blevet så vant til at være i konstant alarmberedskab, at det kommer til at tage noget tid at vænne sig til den ro, der pludselig har lagt sig i det lille rækkehus.

Det rækkehus, Peter stadig havde boet i, hvis familien bare havde fået kommunens hjælp fra begyndelsen, tænker Helene tit. Hvorfra han ville gå i skole, og hvor de to ville have de typiske konflikter, forældre har med deres teenagebørn. De år mangler Helene, fordi Peter pludselig blev så hurtigt voksen.

Nye, gamle tider

Samtidig bliver hun ved med at bekæmpe PTSD-soldaterne, og en dag besluttede hun sig for, at hun ikke ville have det dårligt mere. Nu er hun nået til et sted, hvor hun ikke orker flere behandlinger. Nu vil hun gerne bare være rask. Have et normalt liv. Så normalt, som det nu kan blive. Hun har måttet indse, at hun nok aldrig kommer til at arbejde fuld tid igen. For der vil nok altid komme udsving med Peter, og det er noget, der påvirker hende alt for meget. Hvis ikke han har det godt, så har hun det heller ikke godt.

Men hun ved, at hvis hun bliver ved med at passe sin behandling, skal det nok gå den rigtige vej. I dag er hun begyndt at arbejde igen. Siden 2017 har hun været i ressourceforløb på Ungdomsskolen i Herlev. Formålet er at forbedre hendes arbejdsevne i håb om, at hun på et tidspunkt kan komme tilbage på arbejdsmarkedet igen eller begynde på en uddannelse.

En sen fredag eftermiddag i marts brager de høje rytmer ud af højttalerne i Ungecaféen på Kildegårdsskolen. Indenfor står Helene ved et bord sammen med tre unge, og de bevæger sig alle i et hurtigt tempo. De er ved at lave bolsjer. Den søde duft af sukkermasse sniger sig op i næseborene og fylder munden med vand. I en sofa ved siden af sidder tre unge fyre og snakker, og på den anden side sidder en ung pige og taler med en af de voksne.

Tre gange om ugen kan man finde Helene ved Ungecafé Midt og én dag på Ungecafé Nord. Her hænger hun ud med de unge, laver bolsjer eller nøgleringe, ser sjove YouTube-videoer eller spiller spil. Alle Herlevs unge er velkomne, og de kan både tage en snak med de voksne eller hænge ud for sig selv, og de, der har lyst, kan også blive og spise med.

Helene har selv bedt om at komme i ressourceforløb der, og selvom hendes sagsbehandler mente, at hun burde finde et arbejde, hvor hun ikke er noget for andre, men i stedet er noget for sig selv, endte hun der. Helene får livsglæde af at gøre andre glade, og det føler hun, at hun gør her. Og så er de unge også rigtig gode til at spørge ind til hendes liv og lytte, når hun fortæller, så på den måde får hun også noget igen.

De andre dage sørger hun for at passe sin behandling, og lørdag står den på danseundervisning for børn fra halvandet til syv år og gåture rundt i Herlev med Natteravnene om aftenen.

Det er nu fem år siden, Peter første gang smuttede ud gennem den hvide hoveddør uden at fortælle sin mor, hvor han skulle hen. Dengang var Peter 12 år, og fem år senere sidder følelsen stadig i Helene. Hun kan mærke, at hun er nået rigtig langt, og at hun er blevet langt bedre til at passe på sig selv, men når hun hører lyden af rullende dæk på asfalten om natten, er hun sikker på, at det er politiet, der er kommet for at fortælle hende de dårlige nyheder. Den følelse vil altid være der.

Når børn farer vild i livet og forvilder sig ud i et misbrug, er det, ifølge misbrugseksperter, ikke ualmindeligt, at deres forældre bliver syge. Det var, hvad der skete bag den hvide hoveddør i det lille rækkehus i Herlev.