Nu er forbudsskiltene mod lastbilkørsel sat op
Ved indfaldsvejene til Herlev Byskole afd. Eng er der nu blevet sat skilte op, der forbyder lastbilkørsel på Engløbet og Sønderlundvej. Forbudsskiltene har til formål at forhindre, at farlige trafiksituationer opstår.
Når forældrene på Herlev Byskole afd. Eng skal aflevere deres børn i skole i morgen tidlig, bliver det forhåbentlig uden forstyrrelser af store lastbiler.
I dag torsdag den 22. september er der nemlig blevet sat skilte op på indfaldvejene til Herlev Byskole afd. Eng, der forbyder lastbilkørsel på Engløbet og Sønderlundvej i tidsrummet mellem klokken 07.30 og 08.30.
LÆS OGSÅ: Om to år skal rådhusgrunden omdannes til boliger
Skiltene er blevet sat op på baggrund af skolebestyrelsen på Herlev Byskole, der længe har haft et ønske om at forbyde lastbilkørsel i morgentrafikken for at undgå farlige trafiksituationer.
Siden februar har der været problemet med lastbiler, der kører til og fra byggeriet ved Herlev Byskole afd. Eng, og den situation har Herlev Bladet fulgt tæt.
Forbudsskilte var ikke en mulighed tidligere
Herlev Bladet har tidligere spurgt Herlev Kommune om forbud mod lastbilkørsel, men dengang svarede kommunen, at det ikke var muligt at lave et decideret forbud mod lastbilkørsel til boligbyggeriet for enden af Engløbet.
Herlev Bladet har igen spurgt Herlev Kommune, hvorfor det er muligt at sætte forbudsskiltene op nu, men har stadig ikke fået svar på det spørgsmål.
Men nu er skiltene sat op, og Engløbet og Sønderlundvej er nu blevet lastbilfrie zoner om morgenen, når børnene bliver afleveret. Herlev Kommune oplyser på sin hjemmeside, at det fremover er Københavns Vestegns Politi der skal håndhæve forbuddet.
LÆS OGSÅ: Så er planen for stitunellen mellem Hørkær og Engløbet klar.
Der er lukket for kommentarer