Herlev Bladet

Fagregister top ann 4
Realize brochure ann

PFAS i Herlev: Få det fulde overblik her

Mere end 16.000 adresser i Danmark mistænkes for at være forurenede med det miljøfarlige stof PFAS - 162 af de adresser er i Herlev.

I alt 162 adresser i Herlev mistænkes for at være forurenet med det miljøfarlige stof PFAS ifølge en opgørelse udgivet af Danske Regioner.

Og af de 162 adresser er der indtil videre fundet forurening med PFAS-stoffer på 49 lokaliteter. Det viser en aktindsigt, som Herlev Bladet har fået.

En lokalitet bliver konstateret forurenet, hvis der bliver fundet PFAS-stoffer, der ligger over grænseværdierne for netop de stoffer. Grænseværdierne er fastsat af Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet.

LÆS OGSÅ: Forslag om gennemkørselsforbud ved skole afvist

Det er dog ikke alle mistænkte adresser, der er blevet undersøgt endnu. De 49 forurenede adresser er derfor et øjebliksbillede af Danske Regioners overblik trukket den 10. februar. I takt med, at flere adresser bliver undersøgt, kan antallet af forurenede adresser derfor stige.

Du kan på kortet herunder se de steder i Herlev, hvor man indtil videre har konstateret forurening med PFAS.

Kortets røde prikker viser de steder, hvor der indtil videre er konstateret forurening med PFAS. Illustration: Ulla Kjær.

I maj 2022 oplyste Herlev Kommune desuden, at der var fundet for høje værdier af PFAS i Smørmosen, og derfor frarådes det at spise fisk fra søen. I slutningen af juni 2022 oplyste kommunen, at der yderligere var fundet for høje værdier af PFAS i Tibberup Å, Vesterled Sø og søen ved Snogemosen, og derfor frarådes det at spise fisk fanget i området.

Forurening koncentreret om erhvervskvarteret

På kortet er det tydeligt at se, at en størstedelen af adresserne, hvor der er forurenet med PFAS, er placeret i eller omkring erhvervskvarteret.

En optælling viser, at 22 af de forurenede adresser ligger i det område, som Herlev Kommune i fremtiden vil bebygge som det nye ‘Erhvervskvarter’, mens 18 adresser befinder sig enten lige nord, øst eller vest for erhvervskvarteret.

Det giver imidlertid mening, at mange af de forurenede adresser er at finde netop her. Adresserne er nemlig blevet undersøgt ud fra regionernes mistankelister, og disse er udarbejdet ud fra steder, hvor regionerne har vurderet, at der er en sandsynlighed for, at PFAS-stoffer er blevet brugt.

Det er derfor adresser, der huser jern- og metalvareindustri, losse- og fyldepladser, træ- og møbelindustri, renserier, kemisk industri, gummi- og plastikindustri, brandøvelsespladser og steder, hvor der er sket slukning af større kemikalie- og oliebrande. Med andre ord altså steder, der typisk ligger i kvartere med erhverv.

Brugen af PFAS bør begrænses

Det er dog langt fra kun i Herlev, at man har mistanke om og også gjort fund af PFAS-stoffer, der overstiger grænseværdierne.

På landsplan er der tale om mere end 16.000 grunde, som er under mistanke for at være forurenede med PFAS.

I alt er 1.100 af de 16.000 grunde blevet undersøgt, og de foreløbige resultater viser, at 80 procent af de undersøgte grunde også er forurenede med PFAS.

LÆS OGSÅ: Omfattende kritik af Herlev Kommunes plejepraksis

Blandt andet på grund af Danmarks kortlægning af PFAS-forurening har Det Europæiske Kemikalieagentur foreslået, at anvendelsen af PFAS skal begrænses. Det skriver Miljøstyrelsen i en pressemeddelelse.

»Forslaget indebærer, at så mange produkter som muligt skal være fri for PFAS, så vi får bremset udledningen til miljøet. Til mange anvendelser findes der allerede alternativer til PFAS på markedet, til andre skal der sættes skub i udviklingen af dem, og det arbejde håber vi på får en fremtrædende plads hos industrien,« siger funktionsleder Grete Lottrup Lotus fra Miljøstyrelsen i pressemeddelelsen.

Hvis du er nysgerrig på, om din adresse er under mistanke for forurening, kan du taste den ind på et kort på Region Hovedstadens hjemmeside, som du finder lige her.

 


Hvad er PFAS?

  • PFAS er en samlet betegnelse for en række flourholdige, miljøfarlige stoffer, hvoraf det mest kendte er PFOS.
  • Børn, der indtager stofferne, får skadet deres immunsystem, mens PFAS-indtag hos voksne blandt andet kan føre til forhøjet kolesterol og fertilitetsproblemer. Ved høje koncentrationer kan det medføre en øget risiko for kræft.
  • Stofferne har blandt andet været brugt til fødevareemballage, brandslukningsskum og imprægnering, og de bliver af eksperter på området betegnet som “evighedsstoffer”, da de er tæt på umulige at nedbryde.
  • Undersøgelserne af PFAS blev for alvor sat i gang, da lokale borgere i Korsør i 2021 fik målt høje koncentrationer af PFAS i blodet efter at have spist kød fra kvæg, der har græsset på et PFAS-forurenet område.

De gældende grænseværdier for PFAS variere fra stof til stof. Vil du vide mere om grænseværdierne, kan du læse meget mere på miljøstyrelsens hjemmeside.

Kilde: Miljøstyrelsen.

Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!