Herlev Bladet

Fagregister top ann 4
Realize brochure ann

Skolebestyrelse tager sag i egen hånd: – Vi tør ikke lade være

Skolebetyrelsen på Herlev Byskole er bekymret og frustreret over trafiksituationen ved Herlev Byskole afd. Eng, og derfor tager de nu sagen i egen hånd og indfører forældrepatruljer i morgentrafikken.

Ulovlige parkeringer, forældre der skal aflevere børn, forbudte standsninger og skolebørn der krydser fodgængerfelter. 

Det er sådan nogle situationer, der gør, at der er behov for en forældrepatrulje ved Herlev Byskole afd. Eng til at navigere og kontrollere morgentrafikken. 

Det fortæller de to skolebestyrelsesmedlemmer Rasmus R. Kreilgaard og Morten Nørgaard Nielsen, der også er næstformand, som selv har stået ved Herlev Byskole afd. Eng næsten hver morgen siden skolestart i august. 

»I virkeligheden skal en forældrepatrulje bare gøre det, vi gør i dag og stå i en orange vest. Det er bare svært for os fem-syv medlemmer fra bestyrelsen, at være der hele tiden. Det bliver også hårdt, hvis man skal stå der flere dage om ugen. Så der skal være flere hænder om at løfte den opgave,« siger Rasmus R. Kreilgaard. 

LÆS OGSÅ: Skovlunde Skole forvandlet til en storby med egen borgmester

»Og det er derfor, at vi får den her forældrepatrulje. Det er forældre, der alligevel afleverer, som vi gør nu, der tager en vest på og så står der i ti minutter indtil klokken 8,« fortæller Morten Nørgaard Nielsen. 

Forældrepatruljerne forventes ifølge skolebestyrelsen at træde i kraft om tre uger, og alt efter hvor mange forældre, der melder sig, skal forældrene hver patruljere to gange om måneden i omkring ti minutter ad gangen.

Der kommer både en forældrepatrulje ved Herlev Byskole afd. Eng og afd. Elv. 

Adfærden har ændret sig

De to bestyrelsesmedlemmer tror på, at en forældrepatrulje ved Herlev Byskole afd. Eng vil hjælpe på den kaotiske morgentrafik, fordi de to bestyrelsesmedlemmer selv har set effekten af, at de har stået i morgentimerne i en orange vest med en venling reminder til dem, der har glemt færdselsreglerne. 

»Jeg synes, at adfærden har ændret sig meget i de første tre, fire uger i det her skoleår. I den første uge var der mange gange, hvor vi lige bankede på ruden og sagde pænt til folk ’det holder ikke, at I parkerer to meter foran et fodgængerfelt, og at der er små børn, som ikke kan kigge sig for, når de skal over.’ Nu der er der ikke ret mange, der parkerer og standser ulovligt,« siger Rasmus R. Kreilgaard og tilføjer: 

»Men det er jo så spørgsmålet, når vi ikke længere står der, om det stadig holder, når de ikke ser os stå i en orange vest,« siger han. 

Vi har fået at vide fra kommunen og forvaltningen, at de ikke mener, at det her er en forældreopgave, at stå dernede. Og det er vi egentlig enige i, men vi tør bare ikke lade være

Selvom skolebetyrelsen har set en væsentlig forbedring i forældreadfærden efter sommerferien, så mener de stadig, at der er behov for en forældrepatrulje til at holde trafiksituationen under kontrol.

»Vi har fået at vide fra kommunen og forvaltningen, at de ikke mener, at det her er en forældreopgave, at stå dernede. Og det er vi egentlig enige i, men vi tør bare ikke lade være,« siger Rasmus R. Kreilgaard.

Hjælp fra kommunen

Det er skolebestyrelsen  selv, der står for at koordinere forældrepatruljerne, men de får hjælp af Herlev Kommune til at vejlede og etablere patruljerne. 

»Det er måske lidt en desperat handling, men for at det ikke er os, der skal stå dernede hele tiden, så vil vi finde ud af, om der er frivillige forældre, der har mulighed for at stå dernede et par gange om måneden. Og så får vi hjælp til at uddanne de her forældre sådan, at vi ikke får nogle konflikter mellem forældre,« siger Morten Nørgaard Nielsen.

LÆS OGSÅ: Ukrainere i Herlev er godt kørende

Næstformanden fortæller også, at der bliver lavet både fysisk og online matierale, som kan sendes ud via mail eller deles ud om morgenen med oplysning til forældrene om, hvor da kan parkere, når de skal aflevere deres børn.  

Trafiksituationen og forældreadfærden er ifølge næstformanden også et fast punkt på dagsordenen, der bliver diskuteret på de fleste forældremøder. Og selv har skolebestyrelsen trafiksituionen med på hvert bestyrelsesmøde.

Generel bekymring 

Men forældreadfærd er ikke den eneste udfordring i forhold til trafiksituationen ved Herlev Byskole afd. Eng, som bekymrer skolebestyrelsen. 

»Vi er også bekymret for, hvad der sker, når der pludselig kommer 121 boliger for enden af Engløbet, som formodentlig også skal på arbejde om morgenen og skal ud i morgentrafikken. Og det ved jeg simpelthen ikke, hvad man kan gøre ved,« siger næstformanden, der også fortæller, at skolebestyrelsen i det næste lange stykke tid vil have en løbende dialog med Herlev Kommune.

De to skolebestyrelsesmedlemmer fremhæver også den tunge trafik med lastbiler, der kører til byggeriet for enden af Engløbet, som et fortsat stort problem, og nævner blandt andet, at der nu ville komme et forbudsskilt, der forbyder lastbilkørsel i morgentrafikken. Det følger Herlev Bladet op på og følger udviklingen i trafiksituationen. 

Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!