Herlev Bladet

Ulveflokken spillede sig frem til historisk finaleplads

Wolfpack spillede sig i denne sæson helt til finalen i den danske pokalturnering i basket. En bedrift, som ikke er set i klubben i 27 år.

Efter en stærk indsats i årets pokalturnering nåede Wolfpack Basket i denne sæson frem til finalen for første gang i ikke mindre end 27 år.

Klubben er oprykkere i den bedste række og var ikke spået de store chancer for at komme langt i pokalturneringen. Alligevel lykkedes det fusionsklubben at feje al modstand af banen i de tre knock-out-kampe op til finalen.

I finalen stødte Wolfpack ind i Danmarks måske bedste hold Bakken Bears, hvor de desværre forventeligt måtte se sig besejret. Det tager dog ikke noget fra den bedrift, det var at nå hele vejen dertil, mener cheftræneren Thomas Quaade.

»Det var superflot af drengene. Bare det at nå en finale er en præstation i sig selv. Det er der kun to hold, der opnår hvert år,« siger han.

Måtte steppe op

Finalepladsen kom blandt andet i hus efter en flot sejr i semifinalen mod EBAA, som inden kampen mod Wolfpack, havde slået både Stevnsgade og Hørsholm fra Basketligaen ud.

»Det var et af de allerbedste hold fra 1. division, vi mødte i semifinalen, og de havde gjort det rigtig godt i pokalturneringen,« fortæller Thomas Quaade.

I den danske pokalturnering er der en regel om, at man kun må have én udlænding med i truppen. Det betød, at Wolfpack igennem turneringen måtte lade to af deres tre udenlandske spillere sidde over.

»Vi måtte altså se bort fra to spillere, som normalt spiller en stor rolle i vores kampe. Så de danske spillere måtte virkelig steppe op. Og det gjorde de. En af de alleryngste er Alexander på 17 år. Han lavede 14 point i den afgørende kamp, så han var en af dem, der virkelig imponerede,« fortæller cheftræneren om vejen til finalen.

En vej, som inden den flotte semifinalesucces med Århusbaserede EBAA bød på sejre over Falbas i ottendedelsfinalen og Hjørring IF i kvartfinalen.

Ikke regnet med det

Det var ikke forventet fra klubbens side, at de skulle spille sig frem til finalen i turneringen.

Holdet er stadig nyt og ungt, og i ligaen ligger Wolfpack på nuværende tidspunkt på en syvendeplads ud af otte hold.

»Det var overraskende for os, at vi kom til pokalfinalen. Vi er et oprykkerhold, så det var ret stort, at vi fik lov at være med helt til sidst,« siger Wolfpack-spilleren Oliver William Strøh, som har været med i alle kampene frem til pokalfinalen.

Sportschefen Tommy Nielsen havde heller ikke kalkuleret med, at man skulle nå hele vejen dertil.

»Vores ambition for denne sæson har hele tiden bare været at overleve, og ikke komme på sidstepladsen. Vi havde bestemt ikke regnet med at komme i pokalfinalen,« siger Tommy Nielsen og tilføjer, at der er stor økonomisk forskel på Wolfpack og de andre pokalfinalister.

»Bakken Bears’ bedste spillere tjener betydeligt mere, end hele vores hold gør tilsammen,« smiler han.

 

Et stort tillykke skal lyde til Wolfpack Basket med den flotte finaleplads og titlen som månedens sportsprofil for februar.

Du er måske også interesseret i
Kommentarer
Henter kommentarer.....