Unge Klumme: Den inkluderende folkeskole har fejlet

Af Mathias Agtbøl Johansen, 15 år, medlem af Dansk Socialdemokratisk Ungdom, og folkeskoleelev

Den inkluderende folkeskole med plads til alle lyder som udgangspunkt smukt. En skole der favner alle, og hvor børn føler sig inddraget og en del af fællesskaber, også selvom man ikke er støbt i samfundets trængte kasser og derfor i manges øjne i varierende grad skiller sig ud fra mængden. 

Men den inkluderende folkeskole, man prøvede at danne med folkeskolereformen i 2013/2014, har som så meget andet af reformens indhold slået fejl. 

Vi er så heldige i Herlev at have en specialskole. Men alligevel er der flere børn og unge i Herlev, der ligesom i resten af landet ikke får den nødvendige støtte, når de møder ind klokken otte. 

Jeg startede selv i folkeskole lige eller reformen i skoleåret 2014/2015. Det betyder også, at det, jeg fortæller her, ikke er læst på nettet. Ikke er skrevet af en forsker eller fundet i lange analytiske statistikker fra en eller anden styrelse. Det er fortællingen fra virkelighedens folkeskole. Fra en elev, der har oplevet det på tæt hånd. I sit eget klasselokale. 

Den inkluderende folkeskole betød, at flere elever med diagnoser, specielle behov og handicap blev flyttet fra det specialiserede område til den almene folkeskole. Altså at mange elever, man normalt ville vurdere, havde brug for ekstra støtte, og som man derfor tidligere placerede i en specialskole eller andet specialtilbud, nu skulle i folkeskole på lige fod med alle andre. Også selvom de langt fra kunne indgå i sociale relationer og klare det faglige indhold på samme niveau som normen. 

Hvad blev resultatet? At flere i forvejen udsatte børn endte med at sidde bagerst i klassen alene, ensomme og ofte med store vanskeligheder ved at følge med fagligt. 

Idéen er ellers god. At man skaber en skole, hvor børn kan møde andre børn, der lever et helt andet liv end dem selv og alligevel kan mødes på tværs.

Problemet er bare, at børnene ikke møder hinanden på lige vilkår. Hele grunden til, at elever med et større behov for støtte fik specialtilbud var, at de på den måde kunne få lettere ved de ting, der f.eks. på grund af en diagnose forstyrrede deres hverdag. De kunne dermed indgå i et klasselokale på lige vilkår med resten af børnene. 

desværre har man, set fra min stol ved bordet med penalhuset på og madpakken i skoletasken, set prisen for trivsel blandt elever med specielle behov for høj til, at man ville betale den

Problemet viser sig desværre bare indiskutabelt tydeligt, når man placerer disse børn i den almene og tit barske folkeskole uden at give dem ekstra støtte i form af f.eks. en ekstra pædagog eller lærer til støtte. Det skaber ulighed, A og B hold og det giver langt fra lige muligheder for at få venner og klare sig godt fagligt. 

Bebrejder jeg de af mine klassekammerater, der desværre oplevede en stor del af deres skoledage som trættende og svære at komme igennem? På ingen måde. Hverken de eller deres forældre har nogen aktier i, at de er endt, hvor de er. Tværtimod har jeg oplevet, at forældrene har målet kæmpe hårdt for at få den ekstra støtte til deres barn, som der ellers kan have været vurderet nødvendig allerede i børnehaven fra både læger og pædagoger. 

Jeg mener fremover, vi skal acceptere, at elever kan have brug for ekstra støtte og handle hurtigere, så elever ikke oplever flere år i en folkeskole, hvor de lærer minimalt og føler sig udenfor pga. noget, de ikke selv kan gøre for.

Jeg tror ikke, løsningen udelukkende ligger i at flytte alle børn med diagnoser eller handicap i Herlev til Gl. Hjortespringskole. Men vi skal i langt højere grad prioritere de midler, der er brug for. Uanset om det er at flytte en elev til en anden skole, eller at der kommer en ekstra pædagog i klassen. 

Problemet er ikke, at man ikke vil hjælpe de svageste elever. Det vil både kommune og politikere hjertens gerne, især når der er kamera på. Problemet opstår, fordi det specialiserede område koster for meget. Og ja, det er dyrere at sende et barn i specialskole end i den almene folkeskole. Men hvor slemt skal barnet have det, før det er værd at betale for dets trivsel? 

Det er politikerne og kommunen, der vurderer det. Og desværre har man, set fra min stol ved bordet med penalhuset på og madpakken i skoletasken, set prisen for trivsel blandt elever med specielle behov for høj til, at man ville betale den. 

April måneds Unge Klumme: Hvorfor vælger færre unge i Herlev at blive velfærdshelte?