Vanvidsbilist forsøgte at stikke af i Skovlunde
En 23-årig mand er blandt andet sigtet for vanvidskørsel efter en alt for hurtig tur, der endte i Skovlunde søndag aften.
Politiet forsøgte i går søndag klokken 22.47 at stoppe en bil, der havde vakt patruljens interesse på Vestbuen i Ballerup. Bilisten valgte ifølge politiet ikke at stoppe, og herefter forsøgte han at køre fra politiet ved blandt andet at køre flere gange overfor rødt og køre med over 170 km/t på Ballerup Boulevard, hvor grænsen var 60 km/t.
Københavns Vestegns Politi oplyser til Herlev Bladet, at politiet fik standset bilen ved Netto på Lundebjerg, men her forsøgte den 23-årige at stikke af til fods. Politiet fik dog fat i manden, der nu er sigtet for vanvidskørsel, at køre bil uden førerret, at køre bil i narkopåvirket tilstand og så for den mindre mængde narko, som bilen viste sig at indeholde. Bilen er nu beslaglagt.
Der er lukket for kommentarer