Herlev Bladet

Fagregister top ann 4
Realize brochure ann

Både klimavenligt og økonomisk: Beboere sparer 30.000 kroner ved solceller

Det kommer beboernes husleje og samtidig klimaet til gavn, at bestyrelsen i Lille Birkholm III tænkte solcelleprojekt med ind i, da det gamle tag skulle udskiftes.

På toppen af Lille Birkholm III i det nordlige Herlev, der er opført i 1978, blev der i forbindelse med en renovering af boligafdelingens mere end 40 år gamle tag etableret solceller. Det seneste regnskab viser, at de årligt producerer omkring 16.000 kWh, der går til fællesstrøm i boligafdelingen. Det svarer til mere end 30.000 kroner i besparelse for beboerne årligt.

»Da vi alligevel skulle igennem en stor tagrenovering, hvor vi skulle have stilladser op over det hele, blev bestyrelsen enig om at undersøge, om det ville give mening at etablere solceller i afdelingen til fælles strøm. Vi er administreret af Dansk almennyttigt Boligselskab, DAB, og bad om hjælp til udregninger, og de viste, at det var rentabelt, så vi gik videre med projektet, fortæller Michael Judge, kasserer i boligafdelingen og formand for Herlev alm. Boligselskab, i en pressemeddelelse.

Lille Birkholm III bruger meget strøm på varmecentraler, ventilation og ejendomskontoret, og her kan strømmen fra solcellerne bidrage.

Det er oplagt at tænke grønnere løsninger ind, når du alligevel skal i gang med en renovering

Grønnere løsninger

Michael Judge er også formand for Strategiudvalget i DAB, og DAB’s strategi går blandt andet ud på at opfordre boligafdelingerne til at tænke i grønnere løsninger.

»Det er oplagt at tænke grønnere løsninger ind, når du alligevel skal i gang med en renovering. Som jeg ser det, handler det om andelstanken, hvor mange små bidrag tilsammen gør en forskel, der betyder noget. Vi er 500 boliger i vores boligafdeling. Det vil sige, at den enkelte beboer har givet et lille bidrag til, at vi kunne udføre et projekt, som så fremadrettet sparer dem for 16.000 kWh om året eller mere end 30.000 kroner,« siger Michael Judge, som mener, at den slags projekter er et eksempel på, at de almene boligafdelinger kan gøre en forskel på den større bane.

»I den almene sektor bor der omkring en million mennesker, og alene i DAB-regi bor der omkring 90.000. Når vi alle har et grønt fokus, så ender det med at batte noget,« siger Michael Judge.

Michael Judge er kasserer i boligafdelingen og formand for Herlev alm. Boligselskab. Foto: Johnny Gudmand, DAB
Michael Judge er kasserer i Lille Birkholm III og formand for Herlev alm. Boligselskab. Foto: Johnny Gudmand

Tilpasset

Lille Birkholm III består af syv høje blokke, og det enkle ville have været at placere alle solcellerne ét sted og så flytte strømmen derhen, hvor der var brug for det. Men lovgivningen siger, at man ikke må flytte strøm fra én aftager til en anden, så boligafdelingen opsatte i stedet fem separate anlæg, og det fordyrede projektet, der oprindelig skulle have kostet 230.000 kroner, men endte med at koste 350.000 kroner.

»Selvom etablingen blev dyrere, producerer de mere end forventet, og tilbagebetalingstiden er derfor stadig otte-ni år. For bestyrelsen er det her simpel økonomisk tænkning. Når solcellerne har tjent sig hjem, har vi efterfølgende 10-20 år med billig strøm, der direkte kommer beboerne til gavn, og vi sparer samtidig klimaet for en masse CO2,« forklarer Michael Judge.

LÆS OGSÅ: Borgmestre vil samarbejde om solceller på kommunale bygninger

Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!